Menu luk

Turen til Høje Taastrup erstattet af kvalitetstid med børnene

For Ghita Jacobsen var det en no brainer, da idéen om orlov sammen med sine børn først poppede op i hovedet sidste år. Et år senere er tanken om en ny orlov allerede ved at forme sig for Ghita, der ikke forstår, hvorfor der ikke er flere, som benytter sig af den overenskomstsikrede ret til orlov.

30. jun. 2023
3 min

”Da jeg bankede på chefens kontor for at fortælle, jeg gerne ville på orlov, havde jeg ikke engang spurgt min mand, om han var med på idéen, fordi jeg oprigtigt ikke troede at man ’bare’ kunne får orlov”.

Ghita Mie Kofod Jacobsen, Controller i Business Risk and Controls, lyser helt op i ansigtet, da hun tænker på de tre måneder henover sommeren sidste år, som hun brugte hjemme på privatadressen.

Den daglige tur til Høje Taastrup blev erstattet af kvalitetstid med pigerne på to og fem år.

 ”Naturligvis havde jeg en idé om, at min mand var med på konceptet, for vi havde talt om, at jeg skulle gå hjemme, mens pigerne skulle skifte til henholdsvis børnehave og skole. Og da min chef uden at blinke sagde ja, blev det hurtigt en realitet", fortæller hun. 

Orloven blev brugt på at give pigerne nogle korte dage i indkøringen og tage dem med på udflugter, der ikke ville kunne lade sig gøre med en normal arbejdsdag.

"Derudover gik min mindste datter hjemme med mig i 2,5 måneder, inden hun startede børnehave, så hun blev helt meldt ud af institutionsræset", siger hun. 

”For os gav det meget mere værdi at gå hjemme på orlov end at have penge stående på en konto”
- Ghita Mie Kofod Jacobsen om at være på orlov fra Danske Bank

Og rent faktisk er orlov en rettighed, du har som ansat i Danske Bank, hvis du er ansat på overenskomsten. Orloven er uden løn og pension. Til gengæld bestemmer du selv, hvad du bruger orloven til.

For Ghita passede orloven optimalt med børn, der skulle skifte. Og står det til hende, var det ikke sidste gang, hun tog orlov. Familien vil gerne ud på en længere rejse, når pigerne er blevet lidt ældre.

Ghita under orloven med sine to piger

Hun er overrasket over, at nærmest ingen i hendes omgangskreds eller blandt kollegerne har taget konceptet til sig.

”Jeg har talt med ældre kolleger, der siger: ”Bare jeg havde gjort det, da jeg havde små børn”. Der er heller ingen forældre i fx mine børns institutioner, der har taget orlov, så jeg er egentlig overrasket over, hvor få, der har taget orloven”, siger hun.

For Ghita var tre måneder væk fra jobbet overskueligt – både økonomisk og i forhold til hendes opgaver og det sociale på jobbet.

”Jeg er glad for mit arbejde og vil gerne mit job. Og selvfølgelig mister du en indtægt i perioden. Men vi havde en mindre opsparing. For os gav det meget mere værdi at gå hjemme end at have penge stående på en konto”, siger hun.

Fik du også læst?

Ghita er ikke den eneste, der har benyttet sig af orlovsmuligheden i Danske Bank.

Læs også om:

Hanne, der rejste down under i tre måneder

Benedicte, som gik i gang med at skrive en bog

Martin, der fik sin rejselyst styret i Afrika

 

Ret til orlov

Vidste du, at som udgangspunkt har til orlov uden løn og pension i op til 6 måneder, hvis du er overenskomstansat.

Orloven skal som udgangspunkt varsles med tre måneder, og du skal have en anciennitet i banken på fem år.

Seneste nyt