Menu luk

Martin brugte orlov til safari i Afrika: Hvorfor vente, til man er pensionist?

Martin fra Lersø Parkallé brugte sin overenskomstsikrede ret til orlov i Danske Bank til at campere rundt i Botswana og besøge en tidligere kollega i Sydafrika. Opfordringen fra Martin er klar: Tag nu din orlov, mens tid er!

29. jun. 2023
3 min

Da Finansforbundet i Danske Bank møder Martin Kristensen er det cirka et år siden, han vendte hjem fra en seks ugers tur rundt i det sydvestlige Afrika.

Men minderne står knivskarpt for Martin, der på turen nåede omkring Botswana, Namibia, Zimbabwe, Sydafrika og Zambia.

Tiden, han brugte i Afrika, var delvist finansieret af den mulighed for orlov uden løn og pension, du har ret til som ansat i Danske Bank og er ansat på overenskomsten.

”Jeg har fået øjnene op for, at man ikke skal planlægge sit liv for meget, men være mere impulsiv og gøre det, man har lyst til. Og så er det bare lækkert, at overenskomsten giver mulighed for at tage orlov”.
- Martin Kristensen om sin orlov

Han tøver ikke med at anbefale andre at følge trop og trække stikket fra jobbet i en periode. Hvorfor vente, til man er pensionist med fx at tage på længere rejser, spørger Martin og uddyber selv:

”Min far nåede kun to år som pensionist, inden han desværre døde. Det var et wake up call i forhold til at tænke: Hvorfor vente?”

Martins store rejselyst kombineret med et besøg hos en tidligere kollega, der nu arbejder på den danske ambassasade i Sydafrika, gjorde, at han endte i det sydvestlige Afrika.

De arbejdede sammen, da Martin var udstationeret i Zambia i to år på en tidligere arbejdsplads.

”For mig giver det så meget energi at komme ud i nye omgivelser og se noget nyt. Hvornår får du ellers mulighed for at campere i Botswana eller komme på safari og se eksotiske dyr som vi eksempelvis gjorde?

Se billeder fra Martins tur i det sydvestlige Afrika:

Han var afsted med sin kæreste. Næste gang – og han forsikrer, at der helt sikkert bliver en næste gang på orlov – skal hans søn på ni år også med.

”Min tidligere kollega på ambassaden i Sydafrika er ansat på en kontrakt, hvor han inden for nogle år formentlig skal videre til en anden ambassade. Det kunne da være interessant at følge med videre, hvor de skal bo næste gang”, siger han og fortæller, at han også har Sydamerika i tankerne:

”Jeg har en god kammerat, hvis kone er fra Bolivia, så Sydamerika er bestemt også en mulighed”, siger Martin Kristensen, der til daglig er Risk Officer i 1st Line Finansiel Crime.

Han vil gerne opfordre til, at man benytter sig af muligheden for orlov, når man har lyst og ikke planlægger langt frem i tiden.

”Jeg har fået øjnene op for, at man ikke skal planlægge sit liv for meget, men være mere impulsiv og gøre det, man har lyst til. Og så er det bare lækkert, at overenskomsten giver mulighed for at tage orlov”, siger han.

Hvad står der i overenskomsten?

En medarbejder med 5 års anciennitet har ret til orlov uden løn og pension i op til 6 måneder. Orloven skal som udgangspunkt varsles med 3 måneder.

Koncernen kan dog efter en dialog med Finansforbundet i Danske Bank modsætte sig orlov, hvis særlige tjenstlige, praktiske eller lignende hensyn taler imod.

Hvis koncernen, jf. ovenstående, modsætter sig orloven, bør muligheden for orlov på anden vis afdækkes.

Fra virksomhedsoverenskomsten i Danske Bank

Seneste nyt