Menu luk

Rekordår: Disse banker har opjusteret

En stribe pengeinstitutter har opjusteret forventningerne i løbet af sommeren.

28. aug. 2023
2 min

Flere banker ser lysere på 2023 og har i sommerens løb opjusteret forventningerne til årets resultat.

I alt forventer de danske banker ifølge Børsen at tjene i omegnen af 41 milliarder kr. i 2023.

Det er 13 pct. mere end de tjente i rekordåret 2017, hvor de samlet set kunne nyde en fortjeneste på 35,7 milliarder kr.

Det er blandt andet de stigende renter, der har hjulpet bankernes indtjening godt på vej.

Opjustering på opjustering

Sydbank kunne i juni 2023 atter opjustere forventningerne til årets resultat for 2023 og det samme kunne Nykredit.

I juli opjusterede Danske Bank forventningerne til året med 2 milliarder kroner, mens Jyske Bank i samme måned kom med årets tredje opjustering. Også Lån & Spar skruede op for forventningerne i juli.

Arbejdernes Landsbank har opjusteret forventningerne to gange i løbet af året, men i bankens seneste regnskab fastholdes forventningerne om et resultat på mellem 1,9- og 2,1 mia. kr.

Også Spar Nord fastholder man de opjusterede forventninger til året, som banken meldte ud tidligere i år.

Det præciseres dog i det seneste regnskab, at man forventer et resultat i den øvre ende af intervallet 2,1-2,4 mia. kroner efter skat.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Mindre banker følger med

Også en række mindre banker og sparekasser ser lyst på året.

Det gælder blandt andet Klim Sparekasse, der har fordoblet sine forventninger, mens Sparekassen Danmark med en opjustering i sidste uge lægger op til det højeste overskud i sparekassen nogensinde.

I juni opjusterede Djursland Bank sine forventninger til året til at ligge i niveauet 220-260 mio. kr. Den vurdering blev i august præciseret til ”toppen af intervallet”.

Og inden sidste uges udmelding om, at de vil fusionere under navnet Sydjysk Sparekasse, opjusterede både Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse også forventningerne til årets resultat.

LÆS OGSÅ: Medarbejdere overraskede over fusion: Jeg troede vi skulle fejre det gode regnskab

Seneste nyt