Menu luk

Pensionstrussel: Det kræver erfarne medarbejdere for at blive

En stor del af de ansatte over 55 år i den finansielle sektor regner med at gå på pension, inden de når folkepensionsalderen. En undersøgelse viser, hvad der skal til for at fastholde de erfarne i jobbet.

8. apr. 2024
2 min
Dansk / English

Det kan være svært at holde de erfarne medarbejdere på arbejdsmarkedet, når drømmen om pensionisttilværelsen trækker.

For selvom der de senere år er en generel tendens til, at de erfarne medarbejdere bliver længere på arbejdsmarkedet end tidligere, så er der også flere, der forventer at skifte hæve-sænkebordet ud med havearbejde eller pasning af børnebørn før tid.

Det viser en undersøgelse blandt Finansforbundets medlemmer.

60 pct. af de +55-årige forventer at gå på pension mindst ét år før folkepensionsalderen. Heraf forventer 12 pct. at gå mere end 5 år før tid.

”I en tid hvor der er kamp om arbejdskraften, er der kun gode grunde til at holde på de erfarne medarbejdere, så pension ikke lokker før tid,” siger Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen, der samtidig opfordrer til, at man i højere grad ser bort fra, hvilket årstal medarbejderne har stående på fødselsattesten.

”Drop fordommene om alder, og hold på guldet,” lyder det.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Anerkend de erfarne med opkvalificering og giv dem papir på deres kompetencer."
- Steen Lund Olsen, næstformand Finansforbundet

Det kan få de erfarne til at blive

Finansforbundets undersøgelse viser også, hvad der især er vigtigt for de erfarne medarbejdere, hvis de skal vente med at lægge arbejdstøjet på hylden.

Her er det især forhold omkring det mentale helbred som eksempelvis stress, og hvordan man som medarbejder bliver behandlet af virksomheden, der tæller. Også ændring af familiære forhold har en stor betydning. Det er altså forhold, som virksomhederne har mulighed for at gøre noget ved.

I Finansforbundet opfordrer Steen Lund Olsen derfor sektoren til aktivt at arbejde for at blive klogere på, hvad der skal til for at holde på de erfarne medarbejdere, så pensionen ikke lokker før tid. 

”Det er en god idé at få taget snakken om, hvilke ønsker medarbejderen har til den sene del af arbejdslivet,” siger Steen Lund Olsen.

Samtidig er der i hans optik er et andet oplagt greb for arbejdsgiverne.

”Anerkend de erfarne med opkvalificering og giv dem papir på deres kompetencer,” siger Steen Lund Olsen og retter samtidig en appel til de erfarne medarbejdere i sektoren: 

”Er du erfaren så grib mulighederne - også for at få nye kompetencer indenfor vesten.”

Sammen om arbejdslivet

Arbejdslivet er ikke altid snorlige. Forskellige begivenheder kan gøre, at arbejdslivet tager en uventet drejning. Her skal den enkelte mødes med tillid, respekt og fællesskab.

Læs mere

Seneste nyt