Menu Luk

Overvejer du at blive selvstændig?

Så kan du her få tips og råd om, hvad der er vigtigt, inden du starter op. Du har også mulighed for at booke en sparring med en konsulent i Finansforbundet.

Er du klar til livet som selvstændig?

Du har måske allerede fået en god idé, som du ikke kan vente med at føre ud i livet. Inden du klikker ind og opretter et CVR-nummer, kan det dog være en god idé at mærke efter, om du føler dig klar til livet som selvstændig. Én ting er at have styr på forretningsplanen og de praktiske detaljer, en anden er at være klar til den ændring, det medfører i dit arbejdsliv.

Det er helt afgørende, at du tager stilling til, om jobbet, du ønsker, stemmer overens med dine værdier og prioriteter i livet. Du skal f.eks. være opmærksom på, at det kan være svært at skabe balance mellem dit privatliv og arbejde i den indledende fase som selvstændig.

Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, hvilke værdier og behov du ønsker skal være styrende i dit arbejdsliv. En simpel øvelse er at lave en liste over de aspekter ved et arbejdsliv, der er vigtige for dig. Du kan f.eks. bruge øvelsen ’Mine værdier’ [WLI Universet] som inspiration. Dernæst kan du undersøge, om de er forenelige med at være selvstændig. Det kan også være en god idé at tale med nogen, som har erfaring med at være selvstændig. Du kan f.eks. bruge dit netværk.

Der er mange måder at være selvstændig på, så der er flere muligheder for at finde en form, der passer til dig. F.eks. kan du starte med at oprette en mindre virksomhed som deltidsbeskæftigelse, hvis du regner med at have en omsætning på under 50.000 kr. Så betragtes din virksomhed som en hobbyvirksomhed. Det kræver ikke CVR-registrering. Du kan beholde dit job til en start, og det giver tryghed, hvis du først vil se, om din ide er konkurrencedygtig.

Det kræver ingen startkapital at etablere en enkeltmandsvirksomhed. At etablere en enkeltmandsvirksomhed er den mest enkle virksomhedsform, hvor din virksomheds økonomi og din privatøkonomi ikke behøver at være adskilt. Forventer du derimod en omsætning på over 50.000 kr. inden for en 12 måneders periode, skal du CVR-registrere din virksomhed, da den så anses for at være en virksomhed på fuld tid.

Du kan læse mere om forskellige virksomhedsformer og hvilke regler, du skal være opmærksom på her:

Få overblik over virksomhedsformer

Afklar din motivation

Et andet vigtigt spørgsmål, du bør stille dig selv, handler om din egen motivation: Hvad har gjort dig nysgerrig på området og inspireret dig til at søge den retning for dit arbejdsliv? Det kan nemlig være en god ide at få tydeliggjort din motivation for at blive selvstændig.

Er dit ønske om et karriereskift f.eks. opstået, fordi du vil væk fra dit nuværende job eller arbejdsplads? I så fald er det ikke aktivt valg om at lave noget andet, men dit behov for at komme væk, som er styrende for dit valg. Det kan ikke anbefales at starte en virksomhed på det grundlag. Hvis du derimod er passioneret omkring det, du kan tilbyde og har ambitionerne og lysten til at drive en virksomhed, er dine chancer for at holde energiniveauet og motivationen oppe på længere sigt bedre.

Har du de rette kompetencer?

Vær opmærksom på, at når du kommer fra en fastansættelse, hvor du har haft afgrænsede ansvarsområder, så kan det være en udfordring at blive selvstændig, da du skal være ansvarlig for en række områder ved siden af det, som du tjener penge på. Som selvstændig skal du selv kunne løse mange forskellige opgaver. Det er derfor vigtigt, at du har et bredt kendskab til flere forskellige fagområder, såsom regnskab, økonomi, strategiarbejde, salg, markedsføring, IT, forretningsudvikling og jura – eller har viljen til at lære det. Alternativt skal du have økonomien til at give nogle af opgaverne videre.

Udover din faglige viden er der også en række personlige kompetencer, som kan komme dig til gavn. Det handler bl.a. om at:

  • tage ansvar
  • arbejde selvstændigt og proaktivt
  • være god til salg og relationsarbejde
  • kunne styre sin tid
  • være i stand til at omstille sig

Det vigtigste i forhold til opstart af virksomhed er dog tålmodighed. Det tager tid at etablere sig. Du skal evne at sætte dig mål og arbejde determineret på at opnå dem.

Book en karrieresamtale

Hvis du har brug for hjælp til afklaring af, hvorvidt det er noget for dig at blive selvstændig, kan du booke en karrieresparring hos en af vores karrierekonsulenter.

Sparringen er naturligvis fortrolig og den kan f.eks. tage afsæt i:

  • Om dine værdier, prioriteter og forventninger til dit arbejdsliv hænger sammen med det at være selvstændig
  • Hvordan du kan udvikle og formidle dine kompetencer, så du bliver klar til at starte som selvstændig
  • Hvordan du kan øge din synlighed på LinkedIn og bruge dit netværk
Læring og kompetenceudvikling

Book en karrieresparring

Book en samtale med en af vores karrierekonsulenter og få sparring omkring dine ønsker for dit arbejdsliv

Book

Regler og rettigheder

32 66 13 30

Har du har spørgsmål om, hvilke regler og rettigheder der gælder for dig som selvstændig, kan du kontakte Jura og forhandling på 32 66 13 30 eller skriv til raadgivning@finansforbundet.dk.

 

Sådan kommer du i gang

Når du har besluttet dig for at blive selvstændig, har du sandsynligvis allerede gjort dig nogle tanker omkring din ydelse, din målgruppe og din økonomi. Nedenfor har vi listet nogle lavpraktiske spørgsmål omkring opstarten, som du kan bruge til at få overblik over nogle centrale aspekter.

1. Lav en forretningsplan

Der er mange spørgsmål at tage stilling til f.eks. om din idé er konkurrencedygtig, hvem din målgruppe er og hvordan du griber finansieringen an. Derfor er det en god ide at udarbejde en forretningsplan.  Den kan se ud på flere måder, men som minimum er det en god idé at få beskrevet og taget stilling til:

1. Din forretningsidé

  • Hvilket behov skal du opfylde?
  • Hvem skal være din kunde/målgruppe?
  • Hvorfor vil kunden købe af dig?
  • Hvor findes din kunde?
  • Hvordan ser markedet ud?
  • Hvordan er lovgivningen på området? Er der særlige regler eller tilladelser, du skal være opmærksom på?
  • Hvordan skal din idé omsættes til forretning?
  • Hvad er dit tidsaspekt?

  • Hvordan skal dit produkt/serviceydelse/viden markedsføres?

  • Hvad er dine styrker og svagheder?
  • Hvad er dine muligheder og trusler?
  • Hvad er dine risici?

2. Økonomien

  • Hvad koster det at etablere din virksomhed? Har du et etableringsbudget?
  • Har du et kapitalbehov? Hvad er dine lånemuligheder?
  • Kan du tjene penge på det? Hvad er dit estimat?
  • Hvordan er priserne i markedet?

Husk der skal udarbejdes en fakturablanket, så du kan udskrive regninger.

Overvej evt. om du kan starte op på deltid, så du har lidt indkomst i startfasen, indtil du kan leve af din forretning. Springet fra at være lønmodtager til at blive ejer af din egen virksomhed er spændende, men samtidig også en økonomisk udfordring. Du skal være opmærksom på, at dine arbejdsvilkår ændrer sig, hvilket får stor betydning for din økonomi. Det kan derfor være en god ide at drøfte din beslutning med din advokat, revisor eller bankrådgiver.

2. Vælg en virksomhedsform og registrer din virksomhed

Hvilken form for virksomhed, der er den rigtige for dig, hænger bl.a. sammen med dine økonomiske muligheder i forhold til finansiering og om du starter virksomheden alene eller I er flere. I Virksomhedsguiden, som bl.a. drives af Erhvervsstyrelsen, kan du få hjælp til at afklare, hvilken virksomhedsform, der er den rette for dig.

Derudover skal du have oprettet et CVR-nummer, hvis du skal drive egen virksomhed på fuld tid. Dette kan du gøre på www.virk.dk.

3. Din virksomheds navn, logo og domæne

Vær opmærksom på at give din virksomhed et navn, som stemmer overens med det image, du ønsker virksomheden skal have og de produkter eller serviceydelser, du skal sælge. Navnet skal også kunne udtales, hvis du skal arbejde internationalt.

4. Online eller offline

Tænk også over, om din virksomhed skal være online eller fysisk.

5. Forsikringer

Husk at ulykkessikre dig selv i tilfælde af f.eks. sygdom. Overvej forsikringer, der kan hjælpe dig.

Du kan få mere viden om, hvad du skal være opmærksom på ved opstart af egen virksomhed i Erhvervsstyrelses 12-punkts-tjekliste til opstart af virksomhed:

Tjekliste til nye virksomheder

Nyttige links

  • På virk.dk kan du få hjælp til registrering, regnskab, godkendelser, lovgivning mv. www.virk.dk
  • Patent- og varemærkestyrelsen. Her kan du få patent- eller mønsterbeskyttelse på dit produkt. dkpto.dk
  • Virksomhedsguiden er en portal til iværksættere og virksomheder, hvor du kan finde vejledninger til bl.a. skat og moms, forretningsudvikling og markedsføring. Den drives af Erhvervsstyrelsen sammen med bl.a. kommuner, erhvervshuse og virksomheder. startvaekst.dk
  • Dansk Iværksætter Forening er en non-profit brancheorganisation, hvor du bl.a. kan deltage i arrangementer med andre iværksættere og skabe et netværk. www.d-i-f.dk