Menu luk

Gitte Vigsø: "Netværkslederuddannelsen har hjulpet mig meget"

Gitte Vigsø har taget initiativ til et velsøgt netværk for medlemmer af Finansforbundet, der arbejder med compliance. Hun har fået inspiration og støtte gennem forbundets uddannelse for netværksskabere

2. mar. 2023
2 min

”De tre dages uddannelse har været supergode. Blandt andet er jeg blevet meget klogere på, hvordan vi skal markedsføre netværket på sociale medier.”

Allerede før Gitte Vigsø tiltrådte stillingen som compliancechef i Ringkjøbing Landbobank, havde hun besluttet sig for at forsøge at skabe et landsdækkende netværk for compliancemedarbejdere. Mange sidder alene med opgaverne i deres virksomhed og mangler andre at sparre med.

Hun er tidligere næstformand i Finansforbundet Kreds Vest og fandt det derfor oplagt at få netværket op at stå sammen med Finansforbundet. Det har trukket så stor og omgående interesse, at man nu er ved at undersøge, om det skal udvides og køre to steder i landet.

”Det har været virkelig godt samtidig at få Finansforbundets netværksuddannelse. Især fik vi en viden om, hvordan vi fremstår professionelt og skarpt på LinkedIn og får gjort opmærksom på vores netværk på en god måde,” siger Gitte Vigsø.

Hun står for netværket sammen med Dorrit Lindgaard Yde fra Facit Bank og Finansforbundets netværkskonsulenter.

Allerede før Gitte Vigsø tiltrådte stillingen som compliancechef i Ringkjøbing Landbobank, havde hun besluttet sig for at forsøge at skabe et landsdækkende netværk for compliancemedarbejdere. Foto: Martin Dam Kristensen

Finansforbundets Netværkslederuddannelse

Husk jeres ”why?”

Gitte Vigsø fortæller, at de blandt andet fik hjælp til at producere en video til sociale medier, som kort og præcist fortæller om, hvad de vil med netværket. De har også fået lidt indblik i algoritmer og i, hvordan de kan fyre op under kendskabet til netværket.

At den nye viden fungerer som tiltænkt, har hun kunnet se på sin LinkedIn-profil, hvor hun har fået flere kontakter, der også arbejder med compliance.

”Gennem uddannelse har vi fået viden om, hvor vigtigt det er at holde fast i, hvad vi vil: Hvad er vores ’why?’ Hvordan gør vi det stærkt? Det skal vi hele tiden have i baghovedet for at kommunikere bedst muligt.”

På netværksuddannelsen var de sammen med initiativtagere til tre andre netværk: et for studerende, et om datamanagement og et for seniorer.

Det var også en klar gevinst.

”Vi skiftedes til at pitche ideer over for hinanden, stille spørgsmål til og udvikle hinandens ideer. Det fungerede rigtig godt.”

”Gennem uddannelse har vi fået viden om, hvor vigtigt det er at holde fast i, hvad vi vil: Hvad er vores ’why?’"
- Gitte Vigsø

Seneste nyt