Menu luk

Klumme: Hold ferie med god samvittighed

Husk at holde fri, når du holder fri, er budskabet fra Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank, i denne klumme

21. jun. 2023
2 min

Ahhhh, kan du mærke det?

Sommerferien nærmer sig for mange af os. Dermed er det også en tid på året, hvor du skal glemme alt om indholdet af din indbakke, PLTID, Teams-møder og alt det andet, der rammer dig i løbet af arbejdsdagen.

Den teknologiske udvikling har gjort, at arbejdet aldrig har været mere tilgængeligt end i dag. Med en smartphone og en netværksforbindelse ved hånden kan du hurtigt få noget fra hånden. Arbejds- og fritidsliv er vævet ind i hinanden.

Det givet en øget fleksibilitet med mange fordele. Men det indebærer også faldgruber, vi som medarbejdere skal lære at manøvrere i, for hvornår har du sådan rigtig fri, hvis arbejdstelefonen er din faste sidemakker i privaten?

Nå, tilbage til sommerferien. Det fungerer godt for mig at lukke fuldstændig ned for alle arbejdsrelaterede notifikationer ligesom arbejdsindbakken naturligvis også er forbudt område.

Det giver mig tid og rum til at tjekke ud af arbejdslivet uden forstyrrelser for en periode og foretage mig nogle af de ting, jeg ikke når i hverdagen. For eksempel har jeg allerede købt et par bøger, som jeg kunne tænke mig at læse.

I Finansforbundet i Danske Bank lavede vi sidste år en guide, der giver dig gode råd at forberede din ferie, og hvordan du bedst kommer tilbage fra ferien. Rådene er stadig meget aktuelle, selvom de har et år på bagen.

Guide: Sådan får du en afslappende sommerferie

Forward ’28: Husk medarbejderne

Når jeg så endelig kommer tilbage fra ferien med fornyet energi, glæder jeg mig usandsynlig meget til det videre arbejde med den strategi for banken, Forward ’28, som Carsten Egeriis præsenterede 7. juni.

Der er mange opløftende elementer i strategien, og jeg glæder mig især over, at vi nu ser fremad, og ikke længere skal lægge alt vores fokus på remidiation og compliance.

For mig er der ingen tvivl om, at medarbejderne er nøglen til succes. For at Danske Bank skal komme i mål med strategien, kræver det blandt andet:

• Klar og tydelig kommunikation til medarbejderne om retning, og hvad den enkelte skal bidrage med
• At medarbejderne får mulighed og tid til at træne og erhverve sig nye kompetencer
• At medarbejderne bliver inddraget, og at ledelsen lytter til dem

God sommer til dig og din familie!

Kirsten Ebbe Brich
Formand, Finansforbundet i Danske Bank

Seneste nyt