Menu luk

Tech og Trends i den finansielle verden

Hvilke trends vil præge den finansielle branche i morgen? Hvilke tendenser skal du holde øje med? Og hvilke muligheder og udfordringer optager verden omkring os? Netværksgruppen mødes fire gange for at dele erfaringer, viden og sammen få et indblik i, hvilken retning finanssektoren bevæger sig. Et af netværksmøderne er en studietur til London.

Vil du inspireres og være blandt de forholdsvis få danskere, som forstår alt det nye, der sker i det finansielle vækstlag? Vil du have indblik i, hvor verden bevæger sig hen og føle fintech-pulsen på egen krop? Så skal du være med i Finansforbundets nye netværk "Tech og Trends".

Her får du en unik chance for at stifte bekendtskab med alle de vigtige trends og tendenser, der former fremtiden indenfor og udenfor landets grænser.

Netværket består af fire årlige møder, hvoraf det ene møde er en studietur til London. Vi vil invitere spændende indlægsholdere og aktører fra den finansielle scene i Europa, og du vil møde inspirerende kolleger fra andre pengeinstitutter og skabe et nyt fagligt netværk.

Alle møderne vil være en blanding af oplæg, dialog og erfaringsudveksling.

Netværksmøde 1 

Her vil I få ’frontrapport’ over alt det, der sker lige nu på verdens finansielle scene. Vi samler de vigtigste tendenser, trends og teknologier fra de finansielle brændpunkter i London, Berlin, Singapore og Sillicon Valley, forklarer dem og sætter dem i perspektiv til den virkelighed, som medlemmerne til daglig lever i.

Lige nu verden om Generativ AI (som i ChatGPT) Blockchain, Open Banking, Cloud teknologi, Embedded Finance, Tokenization, Cybersikkerhed, Crypto og Nationale Digitale Valutaer. Men ved årets udgang kan billedet have ændret sig – og så er det det, medlemmerne bliver præsenteret for.

Derudover vil vi tale om forventninger til London turen, og hvad I gerne vil høre og opleve.

Mødet holdes i København og varer fra kl. 09.00-13.00 inklusive let morgenmad og let anretning til frokost.

Netværksmøde 2 

Her tager vi afsted på en tredags ekspedition til London.

Byen er verdens finansielle hovedstad både for den etablerede bankverden og for næste generation af fintech-selskaber. Det er et virtuelt finansielt laboratorium, og vi dykker ned midt i det hele.

Vi har Nils Elmark – der har arbejdet som finansiel fremtidsforsker i London i 12 år – som guide gennem det finansielle London, hvor vi møder startups og iværksættere fra hele verden. Det er her fremtidens finansielle løsninger bliver designet og netværkets deltagere, kommer ikke blot til at høre om det – I kommer til at møde de mennesker, som helt fremme ved forkanten skaber fremtiden.

Det bliver tre intense og vanvittigt spændende døgn i verdens mest globaliserede hovedstad. Programmet bliver sammensat – og ikke mindst vinklet efter jeres ønsker på netværksmøde et, så vi sikrer, at I får fuld valuta for pengene.

På første dagen tager vi et tidligt fly, ankommer til London ved middagstid, smider vores bagage på hotellet, spiser lidt streetfood og drager til Barclays finansielle laboratorium i London TechCity, hvor der er 40.000 tech startups. En ydmyg middag indtages sammen i nærheden af hotellet.

Når vi har spist morgenmad på dag to, tager vi Undergrunden til Londons nye Finanscentrum, hvor dagen vil blive tætpakket med inspirerende besøg hos entreprenører og dinansvirksomheder, blandt andet i himmelhøjde på Level39, hvor Europas største neobank Revolut for otte år siden blev skabt. Efter en pint på en pub, spiser middag sammen på en god restaurant.

På sidste dagen tager vi igen på tur i byen – måske møder vi nogle af jeres britiske kolleger - og slutter af med en lille workshop, hvor vi får sat alle indtryk i perspektiv. Så er der frokost et sjovt sted og besøget i London mod ende. Mens alle er fyldt med inspiration og oplevelser bestemmer vi os for, hvilke emner vi gerne vil forfølge.

Sidst på eftermiddagen går turen retur til Danmark*.

*Bemærk at der kan forekomme ændringer i programmet indtil, at vi kommer tættere på afrejsedatoen. 

Netværksmøde 3 

Her er opfølgning på London turen. Vi taler videre om de emner, som I fandt interessante og som I gerne vil høre mere om og udveksle erfaringer om. Dette er måske det vigtigste netværksmøde af dem alle. Det er her, både netværket og den enkelt deltager, starter en udvikling, som bringer vedkommende i en ny retning karrieremæssigt og som menneske. Vi har mange eksempler på deltagere som efter en tredages London-udflugt er blevet klar til at tage næste skidt og har byttet job eller ligefrem startet deres egen fintech-virksomhed.

Netværksmøde 4 

Her fortsætter vi dialogerne ovenpå London turen, og vi iscenesætter de emner, I ønskede på netværksmøde tre.

Samtidig drøfter vi next step for netværket. Vil vi fortsætte som et samlet stort netværk, eller skal vi splitte os op i mindre interessebaserede netværk. Inden vi går hjem, har vi aftalt, hvordan vi fortsætter rejsen med at dele viden med hinanden. 

Datoerne for netværksmøderne vil blive fastlagt, når vi har det rette antal netværksmedlemmer. 

Skal du være medlem?

Har du interesse i at deltage i netværket inklusiv studieturen, skriv en mail til netvaerk@finansforbundet.dk 

Som medlem af Finansforbundet kan vi tilbyde dig deltagelse i netværk inklusiv studietur for 3.999 kr. Der er ikke inkluderet transport til Københavns Lufthavn samt forplejning om aften i London.

Vil du høre mere?

Ønsker du at høre mere om dette netværk, kontakt Lars Bo Nielsen på lbn@finansforbundet.dk