Corona - hvordan er jeg stillet?

Oplever du sygdomssymptomer som følge af Conona-virus, er du som ved anden sygdom berettiget til at blive hjemme og modtage løn under fraværet. Men hvordan forholder det sig, hvis du ikke er syg? Det kan du finde svar på her på siden.

​Finansforbundet har sammen med FA indgået aftale om afbødning af konsekvenser ved COVID-19. Aftalen er gengivet i sin helhed nedenfor, men det er vigtigt at pointere, at aftalen kun er relevant, hvis driften i din virksomhed er påvirket af COVID-19. Du skal afvikle din restferie i dette ferieår, men du skal ikke trækkes i din timebank, eller sendes hjem på afspadsering, hvis der ikke er aktivitetsnedgang p.g.a. denne krise.

Spørgsmål og svar om coronavirus

Åbn alle

Fælles sektoraftale med FA om Covid19

Situationen omkring Covid19/Corona er helt ekstraordinær og rammer os alle – og også finanssektoren. Af samme grund har Finansforbundet forhandlet en sektoraftale på plads med Finanssektorens Arbejdsgiverforening om rammerne for, hvordan man som virksomhed og medarbejder forholder sig i den ekstraordinære situation, vi er i. 

Se fælles pressemeddelelse om aftalen

Aftalen afløser fra og med 30. marts 2020 alle indgåede lokalaftaler, og omfatter alle OK-ansatte indenfor FA – undtagen assurandører - og gælder som udgangspunkt indtil situationen er normaliseret.

Aftalen forholder sig i første omgang til konsekvenser og fravigelser i uge 11,12 og 13 – altså indtil 29, marts – og indeholder bl.a. retningslinjer om hjemmearbejde, arbejdstidsregler og ferie. Aftalen opretholdes, hvis der fortsat er behov i uge 14 og 15.

Læs den fulde aftale (pdf)Læs tilligsaftalen (pdf) 
     

Spørgsmål og svar om Covid19-aftaler mellem Finansforbundet og FA

Når jeg er sendt hjem for at arbejde og samtidig skal passe mine børn, skal jeg så registrere, hvor meget jeg arbejder og så trækkes i løn?

Nej du skal ikke tidsregistrere for efterfølgende at kunne blive trukket i løn. Du vil være hjemme med ret til fuld løn, selvom du ikke kan arbejde fuld tid pga børnepasning. Du skal dog være opmærksom på, at en del af aftalen handler om en udvidelse af det tidsrum, hvori man normalt udfører sit arbejde. Du forventes derfor at stille din arbejdskraft til rådighed også på tidspunkter, du normalt ikke arbejder. Tal med din arbejdsgiver om at finde en fleksibel løsning.

Samtidig vil arbejdsgiver have ret til at pålægge dig at holde al restferie fra nu. Hvis ikke du har restferie vil arbejdsgiver i perioden fra 30. marts og 14 dage frem og atter fra 12. april og 14 dage frem være berettiget til at trække 3 dages løn (22,2 timer) fra din timebank – i alt 44,4 timer.

Al den ferie du måtte holde i perioden fra 16. marts til 26. april vil der ske modregning for i timebanktrækket. Holder du fx en uges restferie (37 timer) kan der alene ske et timebanktræk på 7,4 timer. Det er fordi, de 37 timer skal fratrækkes de 44,4 timer, som arbejdsgiveren kan trække i timebanken.

Jeg forventer, at jeg har mere en rigeligt arbejde i hele perioden, og kan derfor forudse, at min arbejdsgiver ikke vil lade mig holde fri. Hvad gør jeg så, når det er aftalt, at der ikke kan overføres restferie?

Det er rigtigt, at det er aftalt, at der ikke kan overføres ferie. Det gælder alle, og altså også selvom du arbejder hjemme. Men hvis arbejdsgiveren så siger, at du ikke kan holde fri, så opfylder virksomheden ikke sin pligt til at sikre ferieafholdelsen – begrundet med særlige driftsmæssige årsager. Det betyder, at du ikke er omfattet af den aftalte forhindring for overførsel af ferie. Du vil derfor kunne aftale overførsel eller udbetaling af ferie.

Er allerede planlagt ferie suspenderet? Altså kan jeg aflyse min ferie eller kan min arbejdsgiver aflyse den?Nej – der er nu en aftale om, at ferie der er aftalt eller varslet respekteres – men de afholdte dage modregnes, så man ikke både skal holde ferie og trækkes timer i timebanken
Jeg har allerede i foråret aftalt med min leder at overføre en uges ferie til nyt ferieår. Dette grundet ny ferielov og jeg har planlagt 1 uges ferie i maj og 3 ugers ferie i sommerferien. Jeg har derfor brug for at overføre en uges ferie for at have nok til den planlagte ferie. Er denne aftale suspenderet?Nej – aftaler om overførsel af ferie indgået inden 16.3.2020 respekteres.
Hvad hvis jeg bliver sendt hjem og gerne vil arbejde, men min arbejdsgiver vil eller kan ikke stille en pc til rådighed?

Da vi ikke kan forlange, at arbejdsgiveren indkøber yderligere materiale fx pc'er, så er du stillet, som de medarbejdere, der er sendt hjem uden at kunne arbejde.

Arbejdsgiver vil have ret til at pålægge dig og alle andre at holde al restferie fra nu.

Hvis ikke du har restferie vil arbejdsgiver i perioden fra 30. marts og 14 dage frem og atter fra 12. april og 14 dage frem være berettiget til at trække 3 dages løn (22,2 timer) fra din timebank – i alt 44,4 timer, hvis du er fuldtidsansat.

Jeg er deltidsansat. Må arbejdsgiver stadig trække 22,2 timer fra min timebank hver anden uge?Hvis du er deltidsansat reduceres timebanktrækket forholdsmæssigt i forhold til din arbejdstidsprocent. Er din arbejdstidsprocent eksempelvis 80, kan arbejdsgiver trække 17,8 timer for hver 14-dags periode fra 30. marts.
Jeg er it-ansat med en arbejdsuge på 36 timer. Hvor meget kan arbejdsgiver reducere i min timebank?Vi har aftalt et forholdsmæssighedsprincip. Og vi har aftalt at arbejdsgiver må trække hvad der svarer til 3 arbejdsdage hver 14. dag fra timebanken. Som it-ansat er din daglige arbejdstid 7,2 timer. Derfor må arbejdsgiver trække 21,6 timer fra din timebank hver 14. dag fra 30. marts.
Min arbejdsgiver forventer, at jeg møder ind på arbejde, men jeg kan ikke få passet mine børn, og jeg har undersøgt de relevante muligheder. Hvordan er jeg stillet?

Hvis der ikke er nogen muligheder for at få passet dine børn på anden vis, så kan du gå til din arbejdsgiver og fortælle om situationen, hvor du bliver nødt til at være hjemme for at passe dine børn. Samtidig bør du tilbyde at arbejde hjemmefra evt. på skæve tidspunkter. Kan det ikke lade sig gøre at arbejde hjemme er du omfattet af aftalen og stillet som medarbejdere, der er sendt hjem uden at kunne arbejde.

Arbejdsgiver vil have ret til at pålægge dig og alle andre at holde al restferie fra nu.

Hvis ikke du har restferie vil arbejdsgiver i perioden fra 30. marts og 14 dage frem og atter fra 12. april og 14 dage frem være berettiget til at trække 3 dages løn (22,2 timer) fra din timebank – i alt 44,4 timer.

Min arbejdsgiver har sendt mig hjem. Jeg har afholdt al min ferie, og jeg har heller ikke noget indestående i timebanken. Kan jeg godt trækkes de 44,4 timer?Ja, det vil du kunne, da det er aftalt, at timebanken må gå i minus.


Eksempler for fuldtidsmedarbejdere (deltidsansatte behandles forholdsmæssigt) for perioden 16. marts til 26. april 2020

Eksempel 1:
Medarbejderen har 2 dages ferie til gode (14,8 timer) i indeværende ferieår. 

Virksomheden varsler denne ferie til afholdelse straks og den afholdes i uge 13.

I uge 14 og 15 kan der ske træk på timebanken for de resterende 7,4 timer (22,2 – 14,8 timer).

I uge 16 og 17 kan der ske træk på timebanken for de resterende 22,2 timer.


Eksempel 2:
Medarbejderen afholder allerede planlagt restferie (5 dage) i uge 13 og har ikke derudover restferie til gode.

I uge 14 og 15 kan der ikke ske træk på timebanken for de 22,2 timer.

I uge 16 og 17 kan der ske træk på timbanken for 7,4 timer (44,4 – 37 timer).

 

Eksempel 3:
Medarbejderen har 5 dages restferie til gode (37 timer) i indeværende ferieår og har ikke derudover restferie til gode.  Virksomheden varsler denne ferie til afholdelse straks og den afholdes i uge 13.

I uge 14 og 15 kan der ikke ske træk på timebanken for de 22,2 timer.

I uge 16 og 17 kan der ske træk på timebanken for 7,4 timer (44,4 – 37 timer).

 

Eksempel 4:
Medarbejderen afholder allerede planlagt restferie (3 dage) i påsken (uge 15) og har ikke derudover restferie til gode.

Virksomheden kan ikke foretage træk på timebanken for de 22,2 timer i hverken uge 14 eller 15

I uge 16 og 17 kan der ske træk på timebanken for 22,2 timer.

 

Eksempel 5:
Medarbejderen afholder allerede planlagt restferie (3 dage) i påsken (uge 15) og 5 dage i uge 17, og har ikke derudover restferie til gode.

Virksomheden kan ikke foretage træk på timebanken for de 2x22,2 timer i nogen af ugerne 14-17.

Skal du oplyse din arbejdsgiver om, at det er Corona, du fejler?

Din arbejdsgiver vil normalt ikke være berettiget til at vide, hvad du er syg med, men fordi myndighederne har anbefalet at hindre smittespredning, bør du oplyse din arbejdsgiver, hvis du syg med coronavirus, så din arbejdsgiver kan hjemsende kolleger, du har været i kontakt med,

Er du i hjemmekarantæne uden at være syg?

Du har lovligt fravær fra dit arbejde, da der er tale om en force majeure situation, hvor det ikke er muligt for dig at møde på arbejde af årsager, du ikke er skyld i. Din arbejdsgiver kan derfor ikke anse dit fravær som ulovlig udeblivelse og afskedige eller bortvise for ikke at møde på arbejde.

Er det sundhedsmyndighederne, der har anbefalet hjemmekarantænen, har du  også ret til løn under karantænen, da det sidestilles med sygdomSå vidt det er muligt, skal du i denne situation tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet.

Er det din arbejdsgiver, der uden myndighedernes indblanding har hjemsendt dig, er du berettiget til løn under hjemsendelsen. Så vidt det er muligt, skal du tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet.

Kan du afslå at arbejde hjemme?

Er du i hjemmekarantæne på baggrund af myndighedernes anbefalinger, eller har din arbejdsgiver hjemsendt dig af egen drift, er du forpligtet til at tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet, såfremt din jobfunktion generelt gør det muligt. Pga. de særlige omstændigheder, der er baggrunden for hjemmearbejdet og den korte varighed på typisk 14 dage, er det ikke krav, at arbejdet udføres fra en arbejdsplads, der lever op til af Arbejdstilsynets retningslinjer for hjemmearbejdspladser.

Er du forhindret i at møde på arbejde pga. karantæne i udlandet?

Er du på en ferierejse i udlandet til et sted, hvor Udenrigsministeriets rejsevejledning ikke fraråder at rejse til (de gule lande i Udenrigsministeriets rejsevejledning) og bliver forhindret i at rejse hjem til planlagt tid. fordi du er blevet pålagt at blive på dit hotel i karantæne af myndighederne eller en læge vil det, formentligt være sidestillet med en karantæne pålagt i Danmark.

 

Hvis du har en jobfunktion, hvor du kan arbejde fra distancen, anbefaler Finansforbundet, at du medbringer din arbejdscomputer på ferie, så du kan tilbyde at udføre arbejde under en eventuel karantæne i udlandet og på den måde mindske genen herved for din arbejdsgiver.

Planlægger du ferie?

 Planlægger du en ferie, bør du følge de danske myndigheders rejseanvisninger, såvel som myndighederne i det land du planlægger at rejse til. Vælger du at gennemføre en rejse til et område myndighederne fraråder og medfører dette, at du blive forhindret i at møde på arbejde efter din ferie, eksempelvis hvis du er blevet pålagt karantæne på destinationen eller fly til og fra landet er aflyst, kan din arbejdsgiver være berettiget til at bortvise dig for ulovlig udeblivelse.

Kan din arbejdsgiver inddrage din allerede planlagte ferie, hvis virksomheden har brug for, at du arbejder?

Er din ferie påbegyndt, kan ferien ikke inddrages.

Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan den inddrages, hvis væsentlige upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal rigtig meget til, førend arbejdsgiveren har denne mulighed. Hvis det er spørgsmål om virksomhedens overlevelse eller det vil medføre betydelige tab, hvis din ferie ikke flyttes, vil din arbejdsgiver kunne inddrage din ferie. Det er dog en konkret vurdering, så vi anbefaler, at du kontakter Finansforbundet, hvis du bliver mødt med kravet.

Finansforbundet og FA har dog indgået en aftale om, at aftale om ferie indgået før den 16. marts skal respekteres. Denne aftale gælder resten af dette ferieår

Kan din arbejdsgiver pålægge dig at holde ferie uden varsel?

Det vil din arbejdsgiver kunne pga. den helt særlige situation, vi befinder os i pga. af Corona

Kan din arbejdsgiver pålægge dig 14 dages hjemmekarantæne uden løn, hvis du kommer hjem fra et land, hvor sundhedsmyndighederne ikke anbefaler hjemmekarantæne?

Nej, det vil din arbejdsgiver ikke kunne, da du har fulgt myndighedernes anvisninger, og din arbejdsgiver skal derfor betale dig løn, hvis de beder dig blive hjemme.

Kan jeg nægte at gå på arbejde af frygt for at blive smittet?

 Du vil generelt ikke kunne nægte at møde på arbejde. Det er alene din arbejdsgiver eller myndighederne, der kan træffe beslutning om, at du ikke skal møde op.

Hvis der er konkrete forhold på arbejdspladsen, der gør dig utryg, opfordrer vi dig til at gå i dialog med din arbejdsgiver om, hvordan I løser dette, eventuelt ved du arbejder hjemme.

Hvad er din situation, hvis du er i en særlig risikogruppe, og du føler dig utryg ved at møde på arbejde?

 Hvis du er utryg, bør du tage kontakt til din læge og drøfte, hvad det er, der gør dig utryg ved at møde på arbejde. Er det lægens vurdering, at der er en konkret risiko omkring din sundhed ved at gå på arbejde, skal du kontakte din arbejdsgiver og se, om i kan finde en løsning, der fjerner risikoen – fx ved at arbejde hjemmefra eller blive fjernet fra et arbejdssted, hvor du har meget personkontakt eller noget helt tredje.

Kan der ikke skabes en situation, hvor du kan udføre dit arbejde uden risiko for din sundhed, så har du ret til at blive hjemme. Men hvis din arbejdsgiver er uenig i denne vurdering, risikerer du, at din arbejdsgiver ikke vil betale løn og i grove tilfælde, at du vil blive opsagt eller bortvist. Ved manglende enighed med din arbejdsgiver, bør du kontakte Finansforbundet, inden du bliver væk fra arbejdspladsen.

Hvad er din situation, hvis dit barn er i en særlig risikogruppe, og du føler dig utryg ved at møde på arbejde?

Svaret er formentligt det samme som ovenfor, hvis du selv var i en særlig risikogruppe, men det er uafklaret.

Hvordan er du stillet ved dine børns skoles eller institutions midlertidige lukning?

Du er berettiget til at blive hjemme og passe dine børn, hvis du ikke har anden pasningsmulighed. Hvis det er muligt, skal du tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet.

Det skal aftales konkret med din arbejdsgiver, hvordan I håndterer dit fravær, hvis du ikke har mulighed for at arbejde under dit fravær.

Læs nærmere under afsnittet " Fælles sektoraftale med FA om Covid19".

Vil du vide mere?

Du kan finde information og vejledninger relateret til Corona på:

Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Udenrigsministeriets hjemmeside (rejsevejledninger)

Corona - how do I stand?

Read more