Menu luk

Finske finanskolleger i konflikt: Tag ikke strejkeramt arbejde

Ansatte i blandt andet Danske Bank og Nordea skal være opmærksomme på, at de den 1. februar ikke må udføre arbejde, der ellers ville være blevet udført i en finsk bank eller it-central.

29. jan. 2024
1 min
Dansk / English

Den 1. februar nedlægger ansatte i blandt andet den finske it- og finanssektor arbejdet i et døgn.

Det oplyser den finske fagforening Trade Union Pro til Finansforbundet.

Ifølge Trade Union Pro er strejkens formål:

”En fortsættelse af vores kamp for at forsvare medarbejdernes rettigheder og arbejdsvilkår mod den svækkelse af arbejdslivets vilkår, som premierminister Orpos regering er fortaler for.”

Strejken er lovlig efter finsk ret.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Det kan ikke afvises, at eksempelvis ansatte i Danske Bank, Nordea eller MobilePay vil blive berørt."
- Steven Vallik, chefforhandler Finansforbundet

Kan berøre ansatte i Danmark

Finansforbundet er blevet bedt om at bakke op om de finske kollegers strejke, og det er derfor vigtigt, at forbundets medlemmer ikke udfører det, der kan betegnes som strejkeramt arbejde.
Det vil sige arbejde, der ellers ville være blevet udført i en konfliktramt virksomhed som en finsk bank eller it-central.

”Det vil formentlig have begrænset betydning for ansatte i danske banker, men det kan ikke afvises, at eksempelvis ansatte i Danske Bank, Nordea eller MobilePay vil blive berørt. Medlemmer af Finansforbundet må således ikke udføre de opgaver, som deres finske kolleger skulle have udført,” forklarer Finansforbundets chefforhandler Steven Vallik.

Hvis du er i tvivl, om du kommer til at udføre arbejdsopgaver, der kan være omfattet af konflikten, skal du kontakte din tillidsrepræsentant.

Seneste nyt