Menu luk

Syge føler sig presset til at møde på arbejde

Mere end hver femte finansansat er bekymret for at miste arbejdet. Sygedage øger bekymringen yderligere, viser Finansforbundets trivselsundersøgelse blandt medlemmerne.

Åh, nej. Ikke igen. Let feber, men er det nok til at blive hjemme? Hvis der allerede er flere sygedage registreret, er sandsynligheden for, at man føler sig presset til at møde på arbejde, højere.

Det viser Finansforbundets seneste trivselsundersøgelse, som mere end 11.000 medlemmer besvarede i oktober.

Bekymringen for at miste arbejdet stiger, måske ikke så overraskende, i takt med sygefraværet. Men der skal ikke mange sygedage til, før bekymringen øges.

Fire sygedage giver nerver

Også helt uden eller med få sygedage lever bekymringen. 22 procent i denne gruppe blandt medlemmerne er bange for at miste deres job. Det er markante tal, siger næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen:

”At mere end én ud af fem ansatte er bekymret for at blive fyret er dybt alvorligt. Og det i en tid, hvor rigtig mange finansvirksomheder efterspørger arbejdskraft,” siger han og fortsætter:

”Det tyder på, at de signaler, vi ser omkring stigende arbejdsmængde, presser vores medlemmer på flere områder. Det er noget, som ledelserne er nødt til at tage dybt alvorligt.”

 

Blandt medlemmer, der har haft fire sygedage i løbet af det seneste år, er bekymring for at miste jobbet endnu mere markant. Hver fjerde er her bekymrede for at blive arbejdsløs, og zoomer man ind på dem, der har haft otte-ni sygedage i samme periode, er næsten hver tredje nervøs for det samme.

I gruppen med ti sygedage eller mere i løbet af de seneste 12 måneder, er 37 procent bekymrede for arbejdsløshed.

”Det er virkelig urovækkende tal."
- Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet

Møder syge op

Samtidig viser undersøgelsen, at dem, der har flest sygedage, også oftest føler sig presset til at gå på arbejde, selv om de føler sig syge.

Hver fjerde med over ti sygedage i det seneste år oplever dette pres fra virksomhedens side. Og hver tredje i denne gruppe er bange for, at deres ansættelse og karrieremuligheder er i fare, hvis de ikke møder op.

”Det er virkelig urovækkende tal. At gå syg på arbejde er skidt både for én selv og kollegerne, som man risikerer at smitte. Det risikerer endda at udløse en endnu længere sygemelding, end hvis man tog det i opløbet,” siger Michael Budolfsen.

Han mener, der er behov for at topledelsen melder klart ud, at man skal blive hjemme, når man er syg:

”Det er signaler, der skal sendes ud både til medarbejderne og til ledelsessystemet. Og så er det måske på tide igen at drøfte sygefravær, konsekvenser og bekymring for samme i samarbejdsudvalgene,” siger næstformanden og påpeger, at der generelt er lavt sygefravær i finanssektoren:

”Derfor er det endnu mere barokt, hvis man føler sig udsat, hvis man har flere sygedage end kollegerne.”

Generel utryghed

Frygten for at miste arbejdet er i øvrigt ret markant i Danmark i øjeblikket i det hele taget, også uden der skeles til sygedage.

En undersøgelse, som TrygFonden offentliggjorde for nylig, viser, at på trods af, at der råbes på arbejdskraft fra alle sider og mulighederne for nyt job burde være optimale, er hver fjerde nervøs for at miste jobbet.

 

Seneste nyt