Menu luk

Mia Wagner: Sådan fik jeg stress

14 dage. Så lang tid var Mia Wagner om at acceptere, at hun havde stress. Hun brugte energidrikke til at ignorere sin krops signaler.

6. jun. 2023
2 min
Det tog forretningskvinden Mia Wagner 14 dage at acceptere, at hun havde stress. Pressefoto

”Jeg kunne ikke engang åbne døren til min bil, der var parkeret foran arbejdet. Dér sad jeg, indtil nogen kom ud og fandt mig.”

Det tog forretningskvinden Mia Wagner 14 dage at acceptere, at hun havde stress. Når man har stress, tager det tid at acceptere. Det fortalte hun til et totalt udsolgt gå-hjem-møde hos Finansforbundet tidligere på året. I den seneste tid har hun været rundt i en række af forbundets kredse, hvor hun også har delt sine tanker om stressforløbet.

De 14 dage brugte Mia Wagner med sine egne ord på at acceptere, at hun var ”en menneskelig fiasko.” Men hun havde jo børn. Og så er der jo ikke andet at gøre end at forsætte, fortæller hun:

”Men jeg var ikke en fiasko. Og jeg er ikke en fiasko. Når du er ingenting, så er du i virkeligheden allermest. Vi er vores personlighed. Vores relationer.”

Mia Wagner fortalte første gang offentligt om sit stressforløb i tv-programmet ”Løvens Hule.”
Bagefter blev hun overrasket over, hvor mange især mandlige ledere, der skrev til hende, at de var glade for, at hun havde åbnet op for at tale om det.

"Jeg var ikke en fiasko. Og jeg er ikke en fiasko. Når du er ingenting, så er du i virkeligheden allermest."
- Mia Wagner, iværksætter

Brugte energidrikke til at ignorere sin krop

I tiden op til episoden i bilen havde Mia Wagner brugt energidrikke til at ignorere sin krop. Og det faktum at hun ikke kunne sove. Og ikke kunne koncentrere sig.

Hun havde 4 pakker energidrikke liggende i bilen, fortæller hun.

”Jeg skulle have lyttet efter. I dag siger jeg til mig selv og andre: Kan du holde til det tempo, som du har i dit liv i 100 dage?”

Mia Wagner trækker en parallel til sikkerhedsbriefingen, som vi alle kender, når vi skal ud at rejse med en flyvemaskine:

”Det dér med iltmasken er altså god nok. Når du nærer dig selv, kan du være mere for andre.”

Blå bog: Mia Wagner

  • Født 1977
  • Cand Jur. Fra Københavns Universitet i 2003
  • 2020 - Medstifter af Nordic Female Founders
  • 2019-2022 Deltager i tv-programmet ”Løvens Hule” på DR1

”Jeg er bare mor”

Mia Wagner understreger gentagne gange, at hun hverken er psykolog eller terapeut: ”Jeg er bare mor,” lyder det.

Gå-hjem-mødet virker nærmest som et fortroligt rum. Fordi Mia Wagner fortæller så personligt om sit stressforløb. Det kan hun mærke på deltagerne, fortæller hun:

”Men for mig gør det ikke noget. Jeg har fortalt det her så mange gange, så det er en offentlig historie nu.”

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt