Menu luk

Digital sikkerhedschef: Banker bør gribe skamfulde ofre for svindel

Et job, der for alvor giver mening og lever op til de pæne ord om socialt ansvar? Sune Gabelgaard, digital sikkerhedschef, har et godt bud: Hjælp ofrene for digital svindel. Over halvdelen af alle danskere er blevet forsøgt narret.

17. apr. 2023
4 min
Dansk / English

”Hvordan kunne jeg være så dum?”

Skamfølelsen er markant for mange ofre for svindel på nettet, og lysten til at indvie familie og venner eller melde det til politiet er stærkt begrænset.

Men banken er ofrene ofte tvunget til at have kontakt med, og det er en enestående mulighed for at leve op til de flotte ord om social ansvarlighed i sektoren. Det mener Sune Gabelgaard, der er Head of Financial Crime Prevention hos MobilePay:

”Der er et kæmpe potentiale for bankerne i at gribe ofrene for digital svindel. Det er et stort og forgrenet område, der har brug for handling. Men bankerne er bange for at give det for meget opmærksomhed, af frygt for at skræmme kunderne fra at bruge deres digitale løsninger, selv om det efter min mening er helt forfejlet,” siger han.

Hjælp ofrene og forebyg

”Selv om bankerne ikke altid dækker den enkeltes tab, kan man som bank tage på sig at hjælpe ofrene så godt som muligt videre – og selvfølgelig allerhelst forebygge. Det er et utroligt meningsfuldt job, for det handler om mennesker, der er hårdt ramt og ofte bebrejder sig selv voldsomt.”

Sune Gabelgaard, der har en fortid som politibetjent og også har været digital sikkerhedschef i Danske Bank og Nets, har talt med mange ofre.

”Uanset, om det er et overkommeligt eller ødelæggende stort økonomisk tab, er de meget præget af oplevelsen. Der var sågar en af dem, der truede med selvmord, da jeg talte med hende.”

Kan ske for alle

Over halvdelen af danskerne har været udsat for en eller anden form for svindelforsøg, viser en analyse fra Danske Regioner, KL og Digitaliseringsstyrelsen, som blev offentliggjort i sidste måned. Kun en enkelt procent faldt i fælden og udleverede personfølsomme oplysninger til svindlerne.

Men alle kan blive ramt, vurderer Sune Gabelgaard:

”Det er ikke et spørgsmål om, men hvornår du bliver ramt. Jeg kan også blive det, for svindlerne slår til, hvor der er følelser i klemme. De kan tale til dit behov for kærlighed på en datingside, eller trangen til at gøre noget godt for børnebørnene med en hurtig investering. Når du rammes rent på dit behov, er risikoen for at falde i stor.”

”Det er ikke et spørgsmål om, men hvornår du bliver ramt. Jeg kan også blive det, for svindlerne slår til, hvor der er følelser i klemme."
- Sune Gabelgaard, Head of Financial Crime Prevention hos MobilePay

Kunder skælder ud

Bankerne registrerede således sidste år 1099 kærligheds-svindelsager. De kriminelle fik ifølge Finans Danmark fingre i knap 22 millioner kr., mens bankerne greb ind og forhindrede yderligere 26,5 millioner kr. i at blive overført til kriminelle.

”Nogle gange vil man som bankansat blive skældt ud af kunden, når man prøver at hindre en overførsel. Det kan selvfølgelig føles helt urimeligt, når man bare vil hjælpe, men man må man aldrig tage det personligt,” siger han.

Udspekulerede svindlere kan fx i forbindelse med svindel om kryptovaluta opbygge en tillid til deres ofre, som gør dem tilbøjelige til at tro svindlerne, frem for banken:

”Svindlerne kan på forhånd sige til ofrene: ”Din bank vil nok kontakte dig og prøve at stoppe overførslen. Men det er udelukkende, fordi banken ikke er interesseret i, at du investerer pengene i andet end deres produkter.””

Modtræk til gebyrgribbe

Derfor kan det være op ad bakke for den bankansatte, der prøver at forklare kunden, hvad der virkelig er på spil. Men det er besværet værd at tage opgaven på sig, siger Sune Gabelgaard:

”Bankerne har været igennem så mange shitstorme, blev udnævnt til gebyrgribbe og meget andet. Her er et område, som virkelig trænger til at blive løftet og belyst. Hvis historierne ikke fortælles, er det ikke på lystavlen hos kunderne og det gør det meget nemmere for de kriminelle.”

Hvis historierne derimod bliver fortalt og skammen aftager, fordi man ikke er ene om den, vil flere sager blive meldt til politiet. Dermed vil der også blive afsat flere ressourcer til bekæmpelse af svindlen, påpeger Sune Gabelgaard.

”I dag er der et stort mørketal, for der foregår svindel, som ikke registreres,” siger han. I øvrigt er der også kommet flere danske svindlere på banen på nettet, og når de henvender sig på dansk, har de lettere spil.

”Der er stadig overvejende engelsksproget svindel, vi ser.  Men med corona rykkede en del af de kriminelle, der plejer at ernære sig ved at fuppe og snyde på gadeplan, over på nettet”.

Flertallet oplever svindelforsøg

Over halvdelen af danskerne har været udsat for en eller anden form for svindelforsøg, viser en nylig analyse fra Danske Regioner, KL og Digitaliseringsstyrelsen.

Seneste nyt