Menu luk

Finansforbundet investerer 75 mio. kr. i fintech-fond

Finansforbundet placerer 75 mio. kr. i den dedikerede venturefond Upfin rettet mod spirende fintech-selskaber. Målet er at understøtte fremtidens mest lovende og ledende virksomheder indenfor europæisk fintech.

17. maj 2022
6 min
Af Mette Lauth
mla@finansforbundet.dk

Det danske fintech-miljø rummer så stærkt et potentiale, at en omfattende kreds af investorer har besluttet at stille 225 mio. kr. til rådighed for fintech startups.

Investorerne bag den nye fond Upfin tæller bl.a. Finansforbundet, pensionsselskabet Velliv og Vækstfonden. Målet er at understøtte fremtidens mest lovende og ledende virksomheder indenfor europæisk fintech.

Det er landets første dedikerede venture-fond fokuseret alene på investering i fintech. Foreløbig har fonden rejst 225 mio. kroner fra en bred gruppe af dedikerede investorer.

Her af altså 75 mio. kr. fra Finansforbundet. Den investering er et særsyn for en fagforening.

“Vi prøver at redefinere den rolle, som en fagforening har. Det er ikke kun at organisere medlemmer, men også at skabe gode rammebetingelser for dem,” fortæller Michael Budolfsen til Børsen.

Han er næstformand i Finansforbundet, og tovholder på investeringen. Finansforbundet organiserer både it- og finansansatte og fintech ligger lige midt imellem og er derfor til højrebenet for Finansforbundet.

Michael Tænksom Siddende Skjorte
“Vores bestyrelse kan sagtens se idéen i at sætte penge i fintech for at løfte sektoren videre, og de tror såmænd også, at det bliver en god investeringscase,” siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet

Han ser Vækstfonden som en oplagt partner i Upfin og Velliv, som man også har en god dialog med.

“Vores bestyrelse kan sagtens se idéen i at sætte penge i fintech for at løfte sektoren videre, og de tror såmænd også, at det bliver en god investeringscase,” siger Michael Budolfsen.

De 75 mio. kr. er ikke kun en investering. Michael Budolfsen peger på et nordisk perspektiv og investeringer i fintechs, der skal have styr på bæredygtighed og respekt for arbejdstager-konventioner.

Blandt de mest digitaliserede i verden

I spidsen for Upfin står Johan Lorenzen, der er ledende partner, og investeringschef Oliver Sjöstedt.

Johan Lorenzen har lang erfaring med opbygning af og investering i fintechselskaber, både som investor, direktør og formand for flere succesfulde selskaber i branchen.

Oliver Sjöstedt har rådgivet mere en lang række stiftere og investorer indenfor Nordisk fintech, og erfaring som både bestyrelsesmedlem, angel investor, stifter og ledelseskonsulent.

”I Norden er vi kendt for at være blandt de mest digitaliserede i verden, og det har også skubbet fintech-sektoren helt frem i forreste række med masser af nye virksomheder der præsterer høj vækst. Med øget investering kan vi styrke den udvikling og position, og med stærke netværk, stor erfaring og en dyb indsigt i branchen kan vi støtte og accelerere den næste generation af nystartede virksomheder,” siger Johan Lorenzen i en pressemeddelelse om venture-fonden.

"Det er helt enestående, at organisationer som Velliv, Vækstfonden og Finansforbundet står bag, og at vi dermed kan skabe en unik investeringsfond."
- Johan Lorenzen, ledende partner i Upfin

Det var afgørende for grundlæggerne af Upfin at finde de rigtige investorer.

”Det er helt enestående, at organisationer som Velliv, Vækstfonden og Finansforbundet står bag, og at vi dermed kan skabe en unik investeringsfond. Vi er de eneste i Norden, der vil være i stand til at tilbyde det niveau af brancheviden og kapital, vi stiller til rådighed, og i Europa er der kun et par stykker som os. Derfor har vi de bedste forudsætninger for at sikre, at Nordisk og Europæisk fintech forbliver helt i front og dermed fastholder vækst, arbejdspladser og udvikling i sektoren,” siger Johan Lorenzen.

Velliv er gået ind i Upfin, fordi samarbejdet giver er en god mulighed for at få adgang til fintech-investeringer i Norden, også qua deres tætte samarbejde med Copenhagen Fintech, og dermed skabe et godt langsigtet afkast til deres kunder.

”Investeringer i fintech ligger i naturlig forlængelse af Vellivs værdier, hvor vi løbende fokuserer på at udvikle vores forretning til glæde for kunderne. Samtidig er det vigtigt for os som kundeejet pensionsselskab at bidrage med investeringer, der skaber vækst og arbejdspladser i Danmark,” siger Christoph Junge, chef for alternative investeringer hos Velliv.

Om Upfin

  • Upfin er Danmarks første dedikerede venture fond med klart fokus på fintech selskaber i deres tidlige
    stadie.
  • Fonden investerer i nordiske og europæiske fintech-virksomheder, i seed og pre-seed stadiet.
  • Bag Upfin står en bred gruppe af investorer som
    for eksempel Vækstfonden, Velliv og Finansforbundet.
  • Upfin har samtidig et strategisk samarbejde med
    Copenhagen Fintech, der har været med til at starte fonden.
  • Upfin har til dato rejst 225 mio. kr. og forventer med at lave op til 20 investeringer over de næste tre år.

Hos Finansforbundet er Michael Budolfsen enig. Han kalder Upfin for det næste meningsfulde skridt i retningen mod målet om at understøtte og accelerere bæredygtig vækst og jobskabelse på det finansielle område.

”Finansforbundet forpligtede sig i 2016 til at opbygge et solidt dansk fintech-økosystem, og det trives i dag. Den næste oplagte fase er at modne fintech-miljøet. Upfin kombinerer en sund og ansvarlig investeringscase med muligheden for at aktivere og kickstarte bæredygtige fintechs og arbejdspladser. For os som organisation giver det rigtig god mening at skabe resultater gennem stærke partnerskaber som det, vi har dannet med Upfin.”