Menu luk

Fællesskabet blev fejret ved nytårskuren

Næsten 1.600 medlemmer valgte at bruge deres torsdag eftermiddag på Finansforbundets digitale nytårskur. Her fik de et kig i formandens spåkugle, ekspertpanel og underholdning.

18. jan. 2022
4 min

”Fællesskabet kan også næres digitalt”.

Finansforbundets formand Kent Petersen slog det fast, da han åbnede årets nytårskur om ’Et foranderligt arbejdsliv’ torsdag 13. januar. Alene det faktum, at 1.600 medlemmer fra hele landet havde valgt at være med, understreger hans ord.

I sin tale var han i det hele taget optaget af fællesskabets styrke og den betydning, det har i en tid, hvor coronaen har fremtvunget eksperimenter – blandt andet hjemmearbejde, som formanden selv hurtigt får nok af, men er særdeles bevidst om, at der er mange forskellige oplevelser af:

”Vi skal sikre, at vi finder nye og bedre måder at arbejde på. At der bliver tale om reel fleksibilitet for den enkelte, ikke bare flere hjemmearbejdsdage til alle”.

Fleksibilitet er et af de områder, de kommende overenskomstforhandlinger kan handle om, men

Kent Petersen opfordrede til, at du tager dig tiden til at svare, når Finansforbundet til februar spørger nærmere ind til, hvad medlemmerne ønsker vægtet.

Åbne ører

Finansforbundets fællesskab er ikke en fast defineret størrelse, tværtimod varslede formanden et år med nysgerrighed overfor ikke mindst unges ønsker til fællesskabet:

”Vi skal lukke munden og åbne ørerne overfor de unge. Det er fantastisk, at vi har mange unge medlemmer, der gerne vil bidrage aktivt, men måske på en anden måde end ved at være tillidsrepræsentanter”.

Finansforbundet vil også fortsætte sin indsats i forhold til seniorer og arbejde for at få erfaring og livslang læring til at stige i kurs hos arbejdsgiverne:

”Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, og vi har en stor ressource at trække på hos mennesker på 55 år og derover. I min optik er det lidt en no-brainer”, konstaterede Kent Petersen.

Tab og gevinster

Fleksibilitet og mulighed for fordybelse er to af de gevinster, danskerne fremhæver i coronakrisen, når de bliver spurgt. Og det bliver 500 danskere hver dag af holdet omkring Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab og leder af et forskningsprojekt, der handler om danskernes adfærd under krisen. Han deltog sammen med trivselsekspert Malene Friis Andersen og Signe Bjørg Lyck, projektleder i Future Work Lab, i et ekspertpanel om arbejdslivet under forandring.

”Forskningen viser, at vi bliver lidt trætte af det, føler tab af kontrol og får bekymringer. Selv om vi vinder frihed, fleksibilitet og mulighed for fordybelse, er det svært at etablere følelsesmæssigt nye relationer og skabe tillid. Det er ikke alt, man kan tage over e-mail med kollegerne, slet ikke, hvis man er nyansat og ikke har etableret relationerne”, sagde Michael Bang Petersen.

Gevinsten ved fordybelse var et af de elementer, Signe Bjørg Lyck kunne fortælle mere om. Et eksperiment i Velliv har vist, at det giver overskud at sætte fast tid af til fordybelse i hverdagen:

”Det kræver tilvænning at bruge fordybelsestiden, men derefter giver det udbytte og mere energi. Nogle af deltagerne har ændret deres rutiner og lægger nu ud med en times fordybelse, før de kører på arbejde. Det giver også den praktiske fordel, at der er mindre trafik, når de skal på vejene”.

Malene Friis Andersen betonede, at der ikke er et enkelt rigtigt svar på, hvad der skaber trivsel og at billedet er broget:

”Vi ved på den ene side, at der har været flere depressioner, men i den anden ende også en del, der har oplevet øget trivsel. Finansforbundets trivselsundersøgelser har været rigtig interessante, det er i dem, vi har set det største positive spring i trivslen under coronaen”.

Michael Bang Petersen, Signe Bjørg Lyck og Malene Friis Andersen var enige om, at det kommer til at tage tid at afsøge de nye muligheder, som coronaen også har åbnet for. De blev bedt om hver at vælge et enkelt nøglebegreb i processen og valgte henholdsvis: Tilstedeværelse, eksperimenter og balance.

Nydeligt tøj

Nytårskuren blev rundet af med en quiz, styret af tv-værten Signe Molde i sort pailletkjole, mens Kent Petersen sås i rollen som hendes assistent i rød pailletjakke. Blandt andet skulle veloplagte medlemmer gætte, hvad to børn svarede på spørgsmål som ”Hvad er bitcoin?” samt gætte, hvad tilfældigt adspurgte på gaden mente om finansansatte.

De adspurgte på gaden mente blandt andet, at bankansatte går i ”nydeligt tøj” og bor i ”pæne, stringente rammer”.

Et faktum er det, at flertallet af medlemmerne bor i parcelhuskvarter i en forstad, og at de mest udbredte navne er Henrik og Helle. Det vidste de fleste medlemmer godt, kunne man aflæse af resultaterne på skærmen, ligesom quizdeltagerne blandt medlemmerne havde også godt styr på, hvilke fordomme/forestillinger manden/kvinden på gaden har om finansansatte – om det passer, er naturligvis en anden sag.

Seneste nyt