Menu luk

Sparekasse vinder fornem pris

Sparekassen Kronjylland fejrer kåringen som Europas bedste arbejdsplads i de enkelte afdelinger på grund af corona-restriktioner (Arkivfoto fra 2019). Hæder er også et fingerpeg om, hvad der kan gøres bedre, siger fællestillidsmand Jens Frovin Stampe Dahl.

15. sep 2020
2 min
Af Helle Sindal

Hvad betyder det at blive kåret til Europas bedste arbejdsplads blandt store virksomheder?

”Det er bare pissefedt! Det er sjovt at stå øverst”.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Jens Frovin Stampe Dahl, fællestillidsmand i Sparekassen Kronjylland, som lige har vundet titlen, som analysevirksomheden Great Place to Work står bag.

”Det kan virke mærkeligt at fejre sig selv, men i en hverdag, hvor vi hver især er optaget af vores arbejde, er det en god anledning til at løfte hovedet og kigge på hinanden og fejre alt det, vi udretter sammen”, uddyber han.

Corona-restriktioner forhindrer Danmarks største sparekasse i at fejre kåringen med festivitas for de omkring 700 medarbejdere. Derfor har hver afdeling har fået carte blanche til at markere titlen med aktiviteter efter eget valg – om det så er at gå ud at spise sammen, tage i klatrepark eller få en danse-lektion.

Virksomheder tilmelder sig selv og betaler for at være med i kåringen af Europas bedste arbejdsplads. Men det faktum overskygger ikke det flotte resultat, mener Jens Frovin Stampe Dahl:

”Great Place to Work tager udgangspunkt i reelle undersøgelser af medarbejdertilfredsheden, og svarprocenten i sparekassen ligger på næsten 100 procent”.

Tillid og tryghed tæller

Den flotte titel betyder ikke, at der skal hviles på laurbærrene i sparekassen:

”Hele formålet med at deltage er at blive bedre til at have tilfredse medarbejdere og sikre den bedst mulige trivsel. I analysen er der variation i svarene fra de forskellige afdelinger. Ikke alt er positivt, så der er nogle opmærksomhedspunkter, hvor bl.a. HR og ledelsen kan spørge: hvad kan vi gøre her?”, forklarer fællestillidsmanden.

Udover viljen til at tage fat i ting, der ikke virker, fremhæver han tillid og tryghed som vigtige elementer på den prisbelønnede arbejdsplads:

”Her er en grundlæggende tillid til, at alle kommer på arbejde for at gøre det godt, og trygheden gør det muligt at diskutere dilemmaer og tage svære emner op”, siger Jens Frovin Stampe Dahl.

Sidste år blev Sparekassen Kronjylland kåret til Europas 11. bedste arbejdsplads med +500 medarbejdere.

Læs Sparekassen Kronjyllands pressemeddelelse om kåringen her.