Menuluk

Nøglemedarbejdere skal beskyttes bedre

Finanstilsynet er på rette vej, når det i en ny rapport anbefaler en øget beskyttelse af hvidvaskansvarlige og andre nøglemedarbejdere i bankerne, men tilsynet kunne godt gå skridtet videre, lyder det fra Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen.

16. jun 2020
2 min
Af Berit Villadsen
bv@finansforbundet.dk

Det er den rigtige vej at gå, når Finanstilsynet anbefaler skærpede krav og kompetencer til nøglepersoner i landets banker og realkreditinstitutter.

Det er reaktionen hos Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen ovenpå tilsynets nye rapport om anbefalinger til fastlæggelse af kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder i den finansielle sektor, herunder nøglepersoner i SIFI-banker og hvidvaskansvarlige i øvrige penge- og realkreditinstitutter.

Næstformanden i Finansforbundet hæfter sig især ved, at de hvidvaskansvarlige bliver mere beskyttet i deres ansættelse, da udvalget anbefaler, at de ikke kan fyres med mindre, der er sket en forudgående godkendelse af bankens bestyrelse.

”Det handler om at sikre medarbejdernes integritet. Som hvidvaskansvarlig kan du komme under et vist pres, da du skal tænde nogle røde lamper for organisationen, hvis organisationen fx kører lidt for stærkt, eller der ikke er helt styr på kontrolprocedurerne. For at sikre integriteten i forhold til en kortsigtet resultatskabelse er det fint, at det anbefales, at den hvidvaskansvarlige ikke kan fyres uden forudgående godkendelse af bestyrelsen,” siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

Sundt med tydelige kompetencekrav

Næstformanden havde dog gerne set, at fagudvalget bag rapporten var gået endnu videre i sine anbefalinger og yderligere havde øget beskyttelsen af nøglemedarbejdere, som i rapporten er defineret som kreditansvarlig, risikoansvarlig, complianceansvarlig, hvidvaskansvarlig og intern revisionschef.

”Jeg havde eksempelvis gerne set, at den hvidvaskansvarlige altid refererede til bestyrelsen snarere end direktionen og fx skulle rapportere direkte til bestyrelsen uden direktionens tilstedeværelse. Den hvidvaskansvarlige burde i realiteten, som den interne revisor, ansættes direkte af bestyrelsen for at sikre integriteten i funktionen”, siger Michael Budolfsen.

Han glæder sig generelt over, at fagudvalget i sine anbefalinger tydeliggør, hvilket kompetenceniveau nøglemedarbejderne generelt skal være på.

”Det er godt og sundt, at tilsynet tydeliggør, hvad det er for et kompetenceniveau medarbejderne skal være på. For os handler det om, at vores medlemmer, som har de her funktioner, har ret til at erhverve sig de rette kompetencer, hvis de ikke har dem i dag”, siger Michael Budolfsen, som er spændt på, om anbefalingerne, der er sendt til offentlig høring, bliver til virkelighed.

Find alle anbefalinger her.