Menuluk

Flere ansøgere til finansuddannelser

Antallet af ansøgere til finansøkonomuddannelsen er steget med 24 procent i år, hvilket er den næsthøjeste stigning blandt alle uddannelser. Seks procent flere har søgt ind for at læse professionsbachelor i finans.

7. jul 2020
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk


2.296 personer har søgt ind på finansøkonomuddannelsen, der kan læses på en række erhvervsakademier landet over. Det er 449 flere end sidste år, hvilket svarer til en stigning på 24 procent.
Kun arkitektstudiet (31 procent) har opnået en større procentstigning i ansøgertallet, viser statistikken, som Styrelsen for Forskning og Uddannelse har offentliggjort over de 25 mest søgte uddannelser. Se den her.

Ansøgertallene omfatter både e såkaldte kvote 2-ansøgninger fra 22. marts og kvote 1-ansøgninger, hvor der var deadline 5. juli.

Flere vil læse til finansøkonom online

Uddannelsen til finansøkonom er en 2-årig videregående uddannelse, som primært forbereder de studerende på at arbejde i en bank, hos en ejendomsmægler eller en ejendomsadministrator, men de kan også arbejde i forsikringsselskaber, realkreditinstitutioner og hos Skat.

Med knap 2.300 ansøgere er finansøkonomuddannelsen den 12. mest søgte uddannelse i 2020. 197 personer har valgt at søge finansøkonom online som førsteprioritet i år mod 105 sidste år og 58 i 2018.

Seks procent flere vil være finansbachelor
Ansøgertallet til professionsuddannelsen som finansbachelor er også steget. 980 har søgt ind på uddannelsen i år, hvilket er seks procent flere end sidste år. I 2019 var ansøgertallet 922, og i 2018 søgte 852 ind på uddannelsen til professionsbachelor i finans.

Finansforbundets uddannelsespolitiske konsulent Josefine Boel Rasmussen kan godt forstå, at de finansielle uddannelser er populære.

”De er et fornuftigt valg for de unge, da jobmulighederne er mange og ledigheden er lav blandt dimittenderne. Finansuddannelserne vægter det praksisnære højt, og hvor de studerende skal i praktikforløb som en del af studiet. Det er med til at sikre en god vekselvirkning mellem klasseværelset og virkeligheden – og ikke mindst giver det de studerende gode muligheder for at lande det første job”, siger Josefine Boel Rasmussen.

Det samlede ansøgertal til videregående uddannelser er 94.604 personer, hvilket er syv procent flere end i 2019 og det næsthøjeste antal nogensinde. For få uger siden indgik regeringen og alle Folketingets partier en aftale, der afsætter penge til at oprette 5.000 ekstra studiepladser. Derfor vil flere ansøgere end normalt kunne få et positivt svar i deres e-boks tirsdag 28. juli kl. 0.01.