Menuluk

Etabler en grøn iværksætterpulje

Det er vigtigere end nogensinde før, at der investeres i iværksætterområdet, så der kan skabes nye job, mener Finansforbundets formand Kent Petersen, der var med til at oprette Iværksætterkommissionen sidste år. Et af kommissionens forslag, som blev præsenteret for Folketingets Erhvervsudvalg forleden, er at etablere en grøn iværksætterpulje.

16. jun 2020
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Corona-krisen har sat sig mærkbare spor i iværksættermiljøet i Danmark. Antallet af nyetablerede virksomheder er halveret i foråret sammenlignet med sidste år, og siden 8. marts er der kommet 40 procent flere ledige inden for vidensservice.

Derfor opfordrer Finansforbundets formand Kent Petersen til, at der politisk sker en opprioritering af iværksætteri.

” Det er vigtigere end nogensinde før, at der investeres i iværksætterområdet, så der kan skabes nye job og den økonomiske vækst kan opretholdes”, siger han.

Sammen med Akademikerne lancerede Finansforbundet Iværksætterkommissionen i marts 2019 for at styrke Danmarks iværksættermiljø og den danske position på den internationale iværksætterscene. Ved årsskiftet stoppede kommissionen, og her i foråret er der udkommet et katalog med en lang række forslag til, hvordan iværksætteriet styrkes. Finansforbundets direktør Jonas Svava Iversen og Akademikernes formand Lars Qvistgaard har de seneste uger haft foretræde for henholdsvis Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg samt Erhvervsudvalget, hvor de har præsenteret en række konkrete forslag.

Katalog med 12 konkrete forslag

Blandt andet foreslår Iværksætterkommissionen, at der etableres en grøn iværksætterpulje, og at der afsættes flere midler til især early-stage iværksætteri. Begge forslag kan indarbejdes i Finansloven for 2021 og indgå i de igangværende forhandlinger om en klimaplan for Danmark.
Et tredje forslag handler om, at der gives løntilskud til ansatte i start-ups i op til et år, hvilket vil gøre det muligt for opstartsvirksomheder at ansætte specialister, som virkelig kan rykke virksomheden i en periode. Iværksætterkommissionen anbefaler endvidere, at man under Erhvervsstyrelsen opretter et låneprogram, hvor talenter og specialister i en afgrænset periode udlånes fra etablerede virksomheder til start-ups. I alt rummer Iværksætterkommissionens katalog 12 konkrete forslag, som kan føre til en markant styrkelse af iværksættermiljøet i Danmark.



Finansforbundets formand håber, at politikerne vil være lydhøre over for forslagene, og at der vil være en vilje til at føre flere af dem ud i livet.

"Danmark er et land med utroligt mange instanser, der understøtter iværksættere på forskellige måder. Det viser, at der er en vilje til at gøre noget. Men der mangler en mere sammenhængende indsats overfor iværksætterne, som effektivt vil kunne rykke ved tingene og en prioritering af hvilke styrkepositioner, vi som samfund vil fokusere på at udvikle", siger Kent Petersen.

 

Se alle Iværksætterkommissionens anbefalinger til bedre iværksætteri her.