Menu luk

Folkemøde gav værdifuld viden og input

For første gang deltog hele Finansforbundet Jyske Bank Kreds’ bestyrelse på Bornholm. Det bliver ikke sidste gang, for der blev hjembragt megen inspiration, som kan bruges i kredsarbejdet og være til gavn for medlemmerne. Her er et udpluk af oplevelserne.

5. jul. 2023
6 min

Da muligheden for indkvartering under Folkemødet på Bornholm åbnede sig, slog Finansforbundet Jyske Bank Kreds til og drog af sted i to dage.

”Det er ikke et særsyn at se hele kredse fra Finansforbundet drage af sted sammen, men vi har aldrig gjort det tidligere. Det gav os et rigtig godt udbytte på mange forskellige fronter, som vi også arbejder med i Jyske Bank,” fortæller kredens formand, Marianne Lillevang.

”Du kan ikke tage uddannelse i politik og debat. Folkemødet er det tætteste, man kan komme kompetenceudvikling i forhold til at drive politik - du er i orkanens øje.”

Hun har selv deltaget en gang tidligere og var opmærksom på, at det enorme udbud af debatter og arrangementer på Folkemødet kræver, at man forbereder sig og på forhånd har gjort sig klar, hvad man vil følge.

”Vi gennemgik programmet og havde inddelt os i grupper i forhold til, hvad vi hver især har af særlige interessefelter i kredsarbejdet og hvad vi ville tage med hjem og arbejde videre med i bestyrelsen.”

Hvad siger ledelsen?

Alle kredsmedlemmerne var interesseret i aktiviteter i Finansteltet og ikke mindst i at overvære den vifte af debatter, som Jyske Banks ledelse (Anders Dam, Lars Mørch og Carsten Tirsbæk) deltog i.  

Marianne Lillevang var selv tilhører til en, der handlede om økonomisk ligestilling. Her bidrog direktør Lars Mørch blandt andet med den tankevækkende oplysning, at 2/3 af alle pensionsopsparinger i banken er oprettet af mænd. Og at det er vigtigt at være opmærksom på den økonomiske skævhed, det medfører.

Ligestilling om 700 år

”For mig var et gennemgående tema ligestilling og diversitet. I en paneldebat hørte jeg, at hvis vi fortsætter som hidtil, vil det vare 700 år, før vi har opnået økonomisk ligestilling. Så min datter på 23 år har ikke en chance for at opleve dette, hvis der ikke sker noget mere markant”, konstaterer kredsformanden.

Hun bed også mærke i, at Danmark er sakket langt bagud i forhold til de øvrige nordiske lande, når det gælder ligestilling:

”Vi er nede på en 32. plads. Og hvorfor? Blandt andet fordi vi herhjemme bilder os ind, at vi er godt med i forhold til ligestilling. At det er fikset. Det betyder, at vi går glip af en masse potentiale, og desuden er det mangel på retfærdighed. Forhåbentlig vil et nyt EU-direktiv om løntransparens være med til at rette op på det".

Input til seniorpolitik

I forbindelse med den nye overenskomst blev det i Jyske Bank aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på fastholdelse af erfarne medarbejdere i banken, og her var der også meget inspiration at hente på Folkemødet for Marianne Lillevang:

”Jeg hørte mange spændende perspektiver på det felt. Blandt andet fra konsulenthuset Cabi, der fortalte om ’trivsel og blivsel’. I dag oplever mange arbejdspladser – også i Jyske Bank - at vores erfarne kolleger ofte trækker pensionskortet, selvom der er behov for deres viden og arbejdskraft lidt længere. Vi skal ikke tale erfaring ned. Tværtimod. Vi skal se, om ikke vi kan finde måder, hvorpå vi kan tilknytte erfarne medarbejdere i længere tid i Jyske Bank, til glæde for alle”.

Kredsformanden dyrkede også netværksarrangementer og bankbusiness topmøder, ligesom hun opbyggede nye relationer til at drive mangfoldighedsdagsorden og flere kvinder i ledelse videre hjemme i banken.

Ud over det meget fagfaglige var der også tid til at overvære en Lykkeliga håndboldkamp mellem tidligere elitesportsfolk – blandt andre Jesper Nøddesbo, Rikke Nielsen og Morten Stig Christensen – mod ”Granitkidz", som er Bornholms Lykkeliga hold af børn med udviklingshandicaps.

”Børnene vandt selvfølgelig stort. Det var rørende at overvære det livsbekræftende fællesskab, der udfoldede sig på banen og den måde, de voksne tog hånd om de unge. En dejlig oplevelse at få med hjem også.”

Pas på med at sætte i kasser

Line Fuglkjær, kredsbestyrelsesmedlem og arbejdsmiljørepræsentant, havde sin Folkemøde-debut.

”Det er overvældende - et slaraffenland for nysgerrige mennesker. Man er nødt til at vælge meget fra, men jeg fik helt sikkert god inspiration med hjem, som jeg kan bruge i arbejdsmiljøarbejdet i Jyske Bank. Jeg hørte blandt andet om unge og trivsel, at langt de fleste unge faktisk trives, selv om man kan få indtryk af noget andet i den daglige nyhedsstrøm.”

De unges krav til og behov for fællesskab og nye former for fællesskaber på tværs af generationer var også noget af det, hun valgte at høre om.

”Fællesskaber vil stadig være vigtige, men ikke på samme måde som tidligere. Unge har fællesskaber på en ny måde, både på nettet og i den fysiske verden.”

Arbejdsmiljørepræsentanten hæftede sig ved, at der snakkes meget om unge kontra ældre, men at det er et mere nuanceret billede ude på arbejdspladserne.

”Lige nu er der fire generationer på arbejdsmarkedet, og vi når inden længe op på fem. De er heller ikke ens. Så vi skal passe på ikke at sætte hinanden i kasser”.

Vigtig kildekritik

Line Fuglkjær hørte også om, hvordan vi skal ruste os til arbejdslivet på internettet.

”Der bliver snakket meget digitale kompetencer, men jeg synes, at det er meget vigtigt at lære kildekritik i en tid, hvor ChatGPT bruges af stadig flere. Jeg kan være bekymret for, om det overmander os, om det går for stærkt. Om vi i iver efter at udnytte mulighederne, ender med at blive dummere.”

I en af debatterne delte direktøren for Amnesty deres erfaringer med fire dages arbejdsuge. Her var meldingen, at fire dages arbejdsuge ikke nødvendigvis er vejen til øget fleksibilitet.

”Det kræver i den grad struktur og fælles retning på en arbejdsplads, møderne skal være kortere og den enkelte skal virkelig være effektiv. Processerne skal optimeres – men hvad nu, hvis man ikke er sådan en, der kan løse alt hurtigt?”

Det blev i hvert fald bekræftet, at debatten om fire dages arbejdsuge har mange nuancer og at det er vigtigt at være opmærksom på, at der både er fordele og ulemper for både arbejdsgiver og medarbejdere.

Digital omstilling for alle

Kredsbestyrelsesmedlem Henriette Hoffmann var også på Folkemødet for første gang og zoomede især ind på læring og kompetenceudvikling. Hun kom hjem med flere sider tætskrevne noter på sin PC.

”Det hele skal lige bundfælde sig lidt, for der var meget at vælge imellem. Der var virkelig meget relevant indenfor rammen læring og kompetenceudvikling.”

Digitaliseringsdagsordenen tog hende rundt på pladsen, blandt andet hæftede hun sig ved en pointe om ikke at forsøge at rumme og kunne det hele, når det gælder den digitale læring:

 ”Man skal være nysgerrig, åben og turde lege. Det gælder både arbejdsgivere og medarbejdere”.

Men man skal ikke fortvivle, hvis man ikke kan det hele.

Dialog styrer

En del af de debatter og arrangementer Henriette Hoffman deltog i, var på den helt store klinge. En af de pointer, hun hæftede sig ved var, hvor vigtig dialog mellem mennesker bliver også fremadrettet i en digital verden.

”Dialog på kryds og tværs bliver helt centralt.”

”Jeg deltog blandt andet i en samtalesalon, hvor vi på baggrund af nogle forud definerede spørgsmål skulle debattere med vedkommende, der sad ved siden af. Her talte jeg med en, der kom fra sundhedssektoren, hvilket gav nuancer og perspektiver fra en anden hverdag. Men også indblik i, at vi på tværs af brancher har fælles dagsordener, hvor vi med fordel kan hjælpe hinanden via dialog.”

Henriette Hoffman deltager gerne i Folkemødet igen om nogle år og det er også planen, at kredsen vil gentage succesen, siger Marianne Lillevang:

”Vi vil gerne afsted igen, ikke hvert år, men med jævne mellemrum. Det lyder også fra resten af kollegerne i kredsen, at alle er kommet hjem med væsentlige bidrag til de dagsordener, vi beskæftiger os med i det politiske arbejde, for at forbedre arbejdslivet for vores medlemmer”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste nyt