Menu luk

Mød kandidaten: Formand

Kasper Skovgaard Pedersen stiller op som formand ved generalforsamlingen 19. april 2024

8. apr. 2024
2 min

Kasper Skovgaard Pedersen

Opstiller som formand

Connect med og følg Kasper: LinkedIn - X (tidl. Twitter)

”Vi kan nå længere og opnå mere gennem involvering, indflydelse og transparens”

Jeg har været konstitueret formand i Finansforbundet i Nordea siden oktober 2023. Jeg er stolt over at være en del af vores arbejdsfællesskab med over 150 tillidsvalgte. Sammen med mine kolleger arbejder jeg for at varetage vores medlemmers interesser på alle niveauer. Jeg er med til at løfte synspunkter ved at være i dialoger med Nordeas medarbejdere, ledere og bestyrelse. Jeg mener, det er vigtigt, at flere parter høres, når beslutninger skal træffes - det giver mere kvalitet og langtidsholdbare løsninger.

Sideløbende er jeg med i Finansforbundets hovedbestyrelse, og jeg er i spidsen for Finansforbundets kreative tænketank ’UFO’, der er tænkt som Finansforbundets eksperimenterende enhed, hvori vi kan udvikle og udfordre tankesæt, vaner og strukturer blandt medlemmer, fagforeninger, tillidsrepræsentanter og mange flere interessenter. I det øjeblik fagforeningen bliver for selvtilfreds, stopper vores udvikling; det må ikke ske. Vi som fagforening har grundlæggende en fælles interesse med bankens ledelse i at skabe en arbejdsplads, hvor gode resultater og trivsel er hinandens forudsætninger.

Samtidig er der mange nye spændende tendenser på vores arbejdsmarked, hvor vi bl.a. skal gentænke måden vi arbejder på, med respekt for både individ, virksomhed og arbejdsfællesskabet. De ideer vil jeg gerne være med til at stimulere og formulere. 

Jeg er også optaget af at give finanssektoren et bedre ry. Jeg vil gerne bidrage til et mere nuanceret billede af sektoren end det, der præger særligt den politiske debat. Vores arbejdsplads er hjemsted for tusindvis af dygtige medarbejdere, der hver dag gør en kæmpe indsats for at servicere privatkunder, bekæmpe økonomisk kriminalitet, hjælpe virksomheder og meget mere. De historier fortjener mere medvind på cykelstien.

Jeg vil drømme højt! Min største ambition er, at Nordea udvikler sig til Nordens bedste arbejdsplads - der er selvfølgelig et stykke vej endnu. Jeg insisterer på at drive udviklingen på baggrund af visioner præget af mangfoldighed, bæredygtighed og sunde relationer. 
Vi skal have mere tillid og mindre kontrol i vores daglige arbejde - lad os slukke de evindelige brændende platforme og få fokus på udvikling af medarbejdere helt i top. Så når Nordea også de forretningsmæssige mål. 

Seneste nyt