Menu luk

Bliv talerør for dine kolleger og sparringspartner for ledelsen

Rundt om i Nordea har omkring 120 medarbejdere en helt særlig rolle. De er tillidsrepræsentanter, valgt af medlemmerne til at være deres talerør. Nu kan du blive én af dem

1. dec. 2023
4 min
Af Jesper Kiby Denborg
  • Mona Svan
Dansk / English

Ønsker du indflydelse, at være en del af et stærkt fællesskab og at udvikle dig fagligt og personligt?

Så overvej, om rollen som tillidsrepræsentant er noget for dig. Netop nu skal der vælges tillidsrepræsentanter for de kommende to år.

Limen, der holder teamet sammen

Som tillidsrepræsentant er du ofte limen, der holder teamet sammen, som talerør for dine kolleger og sparringspartner for den lokale ledelse. Men bare rolig: Du skal som ny tillidsrepræsentant ikke udfylde rollen 100 % fra første dag; der er både tid til og mulighed for at udvikle sig i rollen.

Du bliver en del af et tæt og godt netværk samt et fællesskab med stor mangfoldighed fra alle dele af Nordea – og får oveni en rigtig god uddannelse, som åbner døre og giver gode linjer på CV’et.

’Nogen må gøre noget’ – er ’nogen’ dig?

Formand for Finansforbundet i Nordea, Kasper Skovgaard Pedersen, var selv tillidsrepræsentant før han blev valgt ind i kredsbestyrelsen.

”På min allerførste arbejdsdag i Nordea sagde alle undtagen én: ’Velkommen til. Vi har altid travlt’. Kort tid efter havde vi en lokal fyringsrunde, hvor ingen udfordrede beslutningen, selv om vi i forvejen havde svært ved at have tid til det hele. Der var en stemning af ’nogen må gøre noget’, og det gik op for mig, at den ’nogen’ kunne være mig. Den lokale leder ville gerne have en tillidsrepræsentant – der var ikke nogen på det tidspunkt – derfor stillede jeg op og blev valgt”, fortæller Kasper Skovgaard Pedersen.

Finansforbundet i Nordeas konstituerede formand Kasper Skovgaard Pedersen begyndte som tillidsrepræsentant i 2011

Kasper fandt hurtigt ud af, at han som tillidsrepræsentant gjorde en forskel, og at både kolleger og ledelse satte pris på, når han gav med- og modspil til beslutninger. Herefter gik det hurtigt. To år efter – i 2013 – blev han valgt ind i Finansforbundet i Nordeas bestyrelse, og for et par måneder siden blev han ny formand for kredsbestyrelsen.

Valg inden årets udgang

Rundt omkring i Nordea skal der inden årets udgang vælges tillidsrepræsentanter for de næste to år. Valget igangsættes i den kommende tid, når de lokale strukturaftaler er på plads. Hold øje med, hvornår der indkaldes kandidater i dit område – og meld dig som kandidat, hvis du har lyst til en spændende og udviklende rolle.

Det kan også være, du har en kollega, som du synes kunne være oplagt som tillidsrepræsentant. Så prik vedkommende på skulderen og bed hende/ham om at læse denne artikel.

Såvel Nordea som Finansforbundet i Nordea er interesseret i, at der kommer tillidsrepræsentanter på alle pladser – også dem, der i dag ikke har en tillidsrepræsentant.

Tillids-, fællestillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på det årlige seminar i november 2023. I front ses fra venstre formand Kasper Skovgaard Pedersen, næstformand Mette Balck Mejlby, Helene Bløcher, leder af Business Banking Danmark, og Camilla Beckmann, tidligere Head of People i Danmark og nyudnævnt direktør for Nordea 24/7 Danmark

Bliv klogere – er det noget for dig?

Overvejer du, om det er noget for dig at blive tillidsrepræsentant? Så har vi meget mere information om rollen:

  • Bliv tillidsvalgt. Intra-side med en masse materiale til tillidsrepræsentantvalget, og til kolleger, som er nysgerrige på at læse mere om, hvad hvervet indebærer. Link kræver adgang til Nordeas systemer.
  • Find tillidsrepræsentant. Intra-side med overblik over alle tillidsrepræsentanter i Nordea Danmark. Link kræver adgang til Nordeas systemer.
  • Brug din tillidsrepræsentant. Intra-side om, hvad man kan bruge sin tillidsrepræsentant til.
  • finansforbundet.dk/tr Artikler, gode råd, en mytequiz og svar på en masse spørgsmål.

Du er også velkommen til at ringe til Finansforbundet i Nordea på tlf. 55 47 82 00 og høre mere, herunder hvor du præcist kan stille op som tillidsrepræsentant.

Tillidsrepræsentanter hjælper med at oversætte

Sanne Fredenslund, Head of Private Banking DK, bruger sit netværk af tillidsrepræsentanter meget. Der er faste møder, og derudover inviterer de nogle gange Sanne ud, hvor hun både kan fortælle og lytte.

”Tillidsrepræsentanterne hjælper mig og mine kolleger i lederteamet med at oversætte, hvordan temperaturen er. Det kan f.eks. være en People Pulse, hvor vi har brug for at få sat flere ord på, hvad der ligger bag resultatet. Jeg rækker jævnligt ud til vores tillidsrepræsentanter for at få input til, hvordan vi implementerer processer og initiativer bedst muligt. Derudover er de tillidsvalgte gode til at række ud til mig, hvis der er noget, som driller.”

Seneste nyt