Menu luk

Finansbranchen i nye fællesskaber

En post-corona trendrapport om fintech og forandringer i finansbranchen samt de nye trusler og muligheder, som berører den danske finansbranche og dens godt 60.000 medarbejdere.

20. okt. 2021
3 min
Af Boel Rasmussen
jbr@finansforbundet.dk

Ingen ved præcist, hvad fremtiden vil bringe for den danske finansbranche og dens ansatte, men uanset hvem man er, skal man søge at få tiden på sin side. Man skal ikke kæmpe mod trends og tendenser, man skal udnytte dem.

I denne rapport beskriver futurist og journalist Nils Elmark 8 forskellige tendenser, som vi mener, at medarbejdere og ledelse i danske finansielle institutioner bør kende for at kunne agere pro-aktivt.

Det er væksten i:

  1. Neo-banker eller challenger banker, som de også hedder.
    Der er p.t. 300 af dem i verden, og der kommer nye til hver eneste uge.
  2. Nye erhvervsbanker, der kun eksisterer på nettet og som tilbyder helt nye services for små- og mellemstore virksomheder, fx økonomistyring.
  3. Tribal banks, der primært tager afsæt i kundernes sociale og faglige fællesskaber og muliggjort af, at prisen på at starte en ny bank er styrdykket.
  4. Neo-brokers, der har demokratiseret kundernes adgang til investering i værdipapirer ofte som en del af et nyt online-fællesskab.
  5. Embedded banking, der betyder, at specielt handelsplatforme tilbyder finansielle ydelser, som bankerne før havde monopol på.
  6. Deep tech, som flytter den tekniske fokus fra kunde-dialogen til de bagvedliggende IT-systemer, som bliver mere intelligente og selvlærende.
  7. Big tech, der primært er teknologi-giganterne fra Sillicon Valley, som er i færd med at overtage pengestrømmene på tværs af landegrænser.
  8. Nye digitale forretningsmodeller, som er knusende overlegne i forhold til den måde traditionelle banker laver forretning på.

 

Ovenstående tendenser er et sæt nye spilleregler; det handler ikke om at digitalisere - det handler om at forstå den nye måde, den finansielle spilleplade fungerer på i fremtiden.

Nils Elmark har i den forbindelse også sat spot på fire forskellige temaer, som kræver en radikal anderledes tilgang, hvis banker og deres ansatte skal lykkes:

Generation Z - den største generation nogensinde i verdenshistorien bestående af unge under 23 år, som er i færd med at skabe sig sin egen forretningsplatform på sociale medier, hvor forældrene aldrig kommer, og hvor de har deres egne brands og egne betalingssystemer. Bankerne er i fuld gang med at tabe denne generation og dermed også fremtiden.

Krypto-valutaer - som passer langt bedre til den nye digitale økonomi end den slags penge, som bankerne og samfundet i dag anvender. Den etablerede finansverden har brugt de seneste 10 år til at afvise krypto-valutaerne, mens en ny generation har eksperimenteret med anvendelsen af digitale penge.

Bæredygtighed - gamle teknologier og et globalt fokus på at skabe profit for næsten enhver pris har sendt kloden og dens snart 8 milliarder mennesker i tovene. Verden skal laves om, og bankerne har en central rolle med at hjælpe med at skaffe pengene til omstillingen. Men måske også
overveje sin egen rolle i samfundet - en rolle som rækker længere end at skaffe pengene.

Suverænitet - den danske finansverden har trods sin beskedne størrelse i det seneste halve århundrede etableret en brillant infrastruktur, som den selv var herre over. Over
de seneste år har vi solgt arvesølvet, samtidigt at vi har gjort os stadig mere afhængig af amerikanske leverandører og udenlandske investorer. Måske skal vi overveje
’at kunne selv igen’?

Læs hele 'Finansbranchen i nye fællesskaber'

Læs 'Finansbranchen i nye fællesskaber' i engelsk version

Kontakt

50 85 23 92

Josefine Boel Rasmussen

Politisk Koordinator

jbr@finansforbundet.dk