Menu luk

Leder: Du og dine kollegaer skal med hvor beslutningerne træffes

I flere virksomheder i sektoren skal I i løbet af de kommende måneder tage stilling til, hvem der skal repræsentere dig og dine kolleger som de medarbejdervalgte medlemmer af virksomhedens bestyrelse. Det er en god ide, at det er faglige repræsentanter, der er medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

25. jan. 2022
Af Kent Petersen, tidligere formand
kp@finansforbundet.dk

Det er via indflydelse, at vi som din fagforening kan gøre en forskel for dig i dit arbejdsliv. Fundamentet for den indflydelse er vores fællesskab.

Din tillidsrepræsentant er der for dig i din hverdag, og du har faglige repræsentanter i jeres samarbejdsudvalg. Dine interesser er med, når der laves lokalaftaler eller virksomhedsoverenskomster, når der forhandles med arbejdsgiverne centralt om standardoverenskomsten og eller når vi i Finansforbundet i alle mulige andre sammenhænge arbejder politisk for at varetage dine interesser.

Det er rygraden i vores arbejde på alle fronter og hele vejen rundt. Lokalt og centralt. Vi søger indflydelsen der, hvor den er. Fordi det simpelthen er bedre at have en plads ved bordet, når beslutningerne træffes, end ikke at være med i lokalet. Og fordi det er sådan, dine interesser kommer med derind, hvor beslutningerne træffes.

I flere virksomheder i sektoren skal I i løbet af de kommende måneder tage stilling til, hvem der skal repræsentere dig og dine kolleger som de medarbejdervalgte medlemmer af virksomhedens bestyrelse. Det er en vigtig rolle, for det er i sagens natur i allerhøjeste grad også et af de rum, hvor der træffes rigtig mange væsentlige beslutninger, der i sidste ende påvirker dig og din hverdag.

Derfor er det også en god ide, at det er faglige repræsentanter, der er medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

En bestyrelsespost i den finansielle sektor kræver noget. Der følger et ansvar med på linje med det, de aktionærvalgte har. Men hvor andre bestyrelsesmedlemmer måske bliver valgt på nogle helt specifikke kompetencer omkring kreditvurderinger, teknologi eller compliance, kommer medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer med noget andet i bagagen.

For det er vitalt at få medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer med kendskab til virksomheden, kulturen og dagligdagen i praksis med ind til bordet og i de strategiske beslutninger, som en bestyrelse skal træffe.

Det kræver indsigt i organisationen og i de mennesker, der udgør den. Og i de mekanismer, der er på spil f.eks. i et samarbejdsudvalg eller omkring lokalaftaler.

Altså præcis det, tillidsvalgte fra det faglige system og kredsbestyrelserne har helt konkret, daglig erfaring med.

De er valgt til – og vant til – at agere i rum, hvor der er noget på spil, og hvor der er krav om at kunne tænke både strategisk og helhedsorienteret, men hvor man også er klar over, at man står på et mandat og et fundament i fællesskabet. Og dine interesser skal også med omkring bordet i bestyrelseslokalet.