Menu luk

Sagde fra overfor arbejdspres - og kom stærkt igen

Hun ville ikke selv have troet det muligt, men privatrådgiver Louise Elena Bjørnholdt fra Nordea opnår bedre resultater ved at arbejde mindre.

"Man kan leve med pres i en periode, men når man permanent er i undtagelsestilstand, går det galt.”

For halvandet år siden var privatrådgiver Louise Elena Bjørnholdt fra Nordeas filial i Aarhus så presset, at hun fik et sammenbrud foran sin leder. Han var lydhør og skar ned på opgaverne i en længere periode.

”Jeg har læst en del om stress og ved, at det nemt kan gå galt, hvis der både er pres på derhjemme og på arbejde. I mit tilfælde havde jeg fundet en kæreste, som jeg gerne ville have mere plads til i mit liv. Alligevel blev jeg ved at arbejde med samme omdrejning, og så væltede læsset”, siger privatrådgiveren, der fik en aftale om at arbejde mindre i en ikke fastsat periode og brugte af sin timebank.

”Det var vigtigt, at der ikke straks blev sat dato på, hvornår jeg skulle være oppe i fulde omdrejninger igen. Det blev efterspurgt af min leder et par gange, men det sagde jeg bestemt nej til. Og jeg havde oparbejdet en større timebank, som jeg kunne trække af”.

Selvindsigt og nye regler

Louise Elena Bjørnholdt fik hjælp til at sadle om af en psykolog, via sin sundhedsforsikring i Nordea.

”Jeg havde ret til 12 timer, men brugte dem ikke helt. Det handlede meget om selvindsigt, om at arbejde med at slippe kontrol og finde pyt-knappen. Det var en meget svær opgave, men det var nødvendigt for mig at lære det”.

Hun skruede langsomt op for arbejdsblusset igen, men nu med nye regler for sig selv.

”Hvis jeg sidder med en sag, må jeg godt gøre den færdig, hvis det kan nås på under en time efter arbejdstid. Men alt derover skal jeg lukke ned og gå videre med næste arbejdsdag. Det går ikke at sidde til kl. 20 for at få det færdig”.

Kæresten hjælper hende også med at holde den nye arbejdsmoral på skinner og siger til, hvis han oplever, at hun arbejder for mange timer.

Ud af rød zone

Privatrådgiveren lægger vægt på at bevare en vis fleksibilitet, men er meget opmærksom på, hvor presset hun føler sig.

”Som bankrådgiver skal man kunne trives i en vis form for konstant pres og en hektisk hverdag. Det er bare vigtigt at skele mellem almindelig travlhed og ekstraordinært pres”, siger hun, der deler følelsen af pres op i grøn, gul og rød zone.

”Vi kan alle klare den røde zone i en rum tid, når man skal have enderne til at hænge sammen, men efter min opfattelse performer de fleste rådgivere bedst på den lange bane i den gule zone”.

Som en stor overraskelse for hende selv, betyder den nye tilgang til arbejde, at hun performer bedre end tidligere:

”Min chef er enig med mig. Jeg arbejder simpelthen bedre på kortere tid og opnår bedre resultater. Det skyldes, at jeg arbejder med en anden energi og et andet overskud, når jeg overholder min arbejdstid”.