Helle fik kræft og fortalte åbent om det på jobbet: ”Det skulle ikke være et tabu”

Det var en januardag sidste år, at Helle Silfwander opdagede noget, der ændrede ikke bare hendes liv, men også hendes arbejdsliv markant.

Den 53-årige supportmedarbejder hos PFA Bank fandt en kræftknude i brystet, og lægerne kunne konstatere, at sygdommen havde spredt sig til lymfesystemet.

Noget af det allerførste Helle Silfwander gjorde, da hun havde fået den triste besked, var at sætte sig ned og forfatte en mail til sine nærmeste kolleger i banken.

”Det var vigtigt for mig at være åben omkring det,” forklarer hun.

I mailen beskrev hun blandt andet, hvordan hun nu skulle opereres i håbet om at komme kræften til livs, ligesom hun lagde stor vægt på, at hun gerne ville behandles helt som normalt.

”Det var vigtigt for mig at skrive, at de skulle behandle mig, som de plejer. Det skulle ikke være et tabu. Jeg ville gerne have, at min hverdag forblev så normal som mulig,” siger hun.

Droppede parykken

Efterfølgende stod hun også frem på PFA’s intranet, hvor hendes historie blev delt med alle de cirka 1500 ansatte i organisationen.

Og både mailen og historien på intranettet har kun givet positiv respons.

”Jeg har kun haft gode oplevelser med at være åben. Jeg håber, at det kan aftabuisere det at få kræft eller at blive alvorligt syg i det hele taget. Det er jo omkring hver tredje, der får kræft, så det vil måske også ramme nogle af mine kolleger. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal gøre som mig. Jeg har bare haft gode erfaringer med det,” slår hun fast.

Da Helle Silfwander tabte håret efter sin anden kemobehandling, besluttede hun også, at hun ikke ville gå med paryk.

”Jeg følte mig ikke særlig godt tilpas med at gå med paryk. Det var ikke særlig sjovt at tabe håret, men sådan var det. Og folk kiggede jo, da jeg rendte rundt i PFA uden hår. Og det kan jeg godt forstå, det ville jeg også selv gøre,” fortæller hun.

Og netop derfor sagde hun ja til at fortælle sin historie på intranettet.

”Jeg fik de sødeste beskeder bagefter. Også fra folk, som jeg slet ikke kendte. De skrev sådan noget som ’woman on her way’, ’god bedring’ og ’tak fordi du deler’,” forklarer Helle Silfwander.

Hun er også kommet til at græde på jobbet, men det er ikke noget, hun skammer sig over.

”Det tager jeg i stiv arm. Og der er ingen løftede øjenbryn over det,” siger hun.

Hensyn fra arbejdsgiver

Samtidig er hun enormt glad og taknemmelig over den måde, hendes arbejdsplads har tacklet hendes sygdom.

Hun har i dialog med sin leder fået sat nogle rammer, der gjorde, at hun kunne komme og gå i det omfang, hun selv kunne overskue og holde til.

Det betød blandt andet, at hun i den periode, hvor hun fik kemobehandling, kunne komme ind de dage, hvor hun havde overskud til det. Hun skulle ikke nødvendigvis lave noget, men kunne spise frokost, deltage i møder og snakke med kollegerne.

Da hun gik over til en mindre hård strålebehandling, tilrettelagde hun sin dag, så hun kunne arbejde om formiddagen og tage direkte på hospitalet og få stråler om eftermiddagen.

Nu er hun begyndt at trappe op, så hun arbejder seks timer om dagen.

”Jeg arbejder fra klokken 8 til 14 hver dag. Det skal ikke være en sovepude for mig. Nu vil jeg gerne have mit liv tilbage,” siger Helle Silfwander.

Talte med chefen en gang om ugen

For Helle Silfwanders chef i PFA Bank Palle Jensen, der er leder for Kundesupport, har rettesnoren undervejs i hele forløbet hele tiden været ’hvad har Helle brug for’.

De to talte sammen en gang om ugen undervejs i Helle Silfwanders sygdomsforløb.

”Det var ikke for at tjekke op på hende, men for at lytte og høre, hvordan det gik med behandlingen, og hvordan hun havde det psykisk,” forklarer Palle Jensen.

Han understreger, at ingen er ens, og derfor har det også hele tiden været Helle Silfwanders behov, der har været udgangspunktet.

”Mit udgangspunkt var at skabe psykologisk tryghed for Helle. Vi har hele tiden været i dialog om, hvad hun havde brug for, og om vi skulle skrue op eller ned for noget.”
Palle Jensen har selv løbende søgt råd i HR-afdelingen og hos sin ledelse i forhold til, hvilke muligheder han havde til rådighed som leder.

”Vi ville ikke have Helle hurtigt tilbage, men derimod have hende tilbage på den bedst mulige måde, som hun kunne holde til,” forklarer han.

Samtidig har Helle Silfwanders åbenhed også haft en positiv betydning for hele teamet.

”Det har betydet, at folk ikke har været så berøringsangst omkring det. Hver gang jeg talte med hende, spurgte jeg, om jeg måtte dele med de andre, hvordan hun havde det, og det sagde hun altid ja til,” forklarer Palle Jensen.

Pyt-knappen er blevet større

Lige nu er Helle Silfwander kræftfri og skal gå til kontrol hver sjette måned.

”Der er ikke mere kræft i mig, men jeg er selvfølgelig rædselsslagen for, at det kommer tilbage, men sådan er det,” siger hun.

Men sygdommen har også bragt gode ting med sig.

”Jeg har det meget bedre med mig selv, end jeg nogensinde har haft det. Mine prioriteter har ændret sig, og de nære relationer er utrolig vigtige for mig,” siger hun og forklarer:

”Det er noget med, at pyt-knappen er blevet større, end den tidligere har været. Jeg tager ikke ting ind, som ikke har noget med mig at gøre. Det kunne jeg måske godt gøre tidligere.”

Og på kontoret kan kollegerne mærke, at hun er kommet tilbage.

”De er megaglade for, at jeg er tilbage. Jeg skaber godt humør og er en kæmpe motor på jobbet, så de kan tydeligt mærke, om jeg er der eller ej,” slutter Helle Silfwander.