En januardag sagde Frederikkes krop stop: Nu har hun ændret sit arbejdsliv

20. januar 2020.

En ganske almindelig mandag for de fleste, men for Frederikke Krogh-Meibom blev det en dag, der vendte op og ned på hendes liv.

Som HR Strategi Partner i Danske Bank var hun vant til et arbejdsliv i et meget højt tempo, hvor store kriser, organisationsændringer og andre opgaver, der kræver overblik og hurtige reaktioner, var en naturlig del af hverdagen.

Men den januardag sagde kroppen pludselig stop.

”Der lukkede mit system simpelthen ned efter mange år i et helt vildt højt tempo, hvor jeg arbejdede solen sort. Jeg kunne ikke noget. Jeg oplevede det, som når et dyr bliver fanget af en bils lyskegle på en vej, og det ikke kan bevæge sig. Det var følelsen af at være låst fast og ikke at kunne slippe ud af det,” forklarer hun.

Fra velfungerende ansat i Danske Bank til patient i psykiatrien

Hos lægen fik hun at vide, at det var stress, og at det var alvorligt. For hende havde det også sat sig som en moderat depression, hvilket betød et møde med det psykiatriske system.

”Det var et helt vildt skifte at gå fra oplevelsen af at være super velfungerende og sidde i en central position på mit arbejde til at sidde på Frederiksberg Hospital og kigge ind i en væg,” fortæller den 51-årige Principal Business Analyst.

I en nyligt offentliggjort undersøgelse blandt 11.000 medlemmer af Finansforbundet svarer næsten hvert fjerde medlem, at de er så stressede, at de er i risikozonen for at udvikle helbredstruende stress.

 Stress tilbage på før corona-niveau

Frederikke Krogh-Meibom havde længe haft symptomerne på, at noget var galt. Hun havde næsten hele tiden voldsomme hovedpiner, huskede dårligt, lavede fejl, fokuserede dårligt, sov dårligt, blev vred, irritabel og havde masser af bekymringer, der fyldte det meste af hendes hverdag og de fleste af hendes nætter.

Men hun skubbede det hele til side og ignorerede symptomerne, indtil den dag hendes krop ikke kunne mere.

”Jeg kunne ikke køre forbi min arbejdsplads uden at begynde at græde”

I seks måneder var hun 100 procent sygemeldt og oplevede her, hvad hun selv betegner som ”en perlerække af nedture”.

Hun kunne ikke styre kroppens reaktioner og kunne finde på at græde, når ekspedienten på apoteket spurgte, om hun ville have en pose med, eller når hun på en café blev spurgt, om hun ville have sukker i kaffen - simpelthen fordi andres menneskers venlighed overvældede hende.

Samtidig viste det sig også helt konkret ved, at hun ikke kunne gå eller køre med metro forbi Kongens Nytorv, hvor hun normalt stod af, for at komme til jobbet på Holmens Kanal.

”Jeg kunne ikke køre forbi min arbejdsplads uden at begynde at græde,” siger hun og uddyber:

”Det var arnestedet for, hvor det hele startede. Det var der, ildebranden startede, og den brændte stadig, og det var som om, at jeg kunne mærke varmen i kinderne, når jeg kom forbi. Jeg blev grebet af en følelse af at blive overvældet, overrumplet og føle mig ude af kontrol.”

Arbejder mere bæredygtigt i dag

Da Frederikke Krogh-Meibom skulle tilbage på arbejde, startede hun lige så langsomt op med kun at arbejde få timer om ugen. Men det tog næsten et år, før hun var tilbage i fulde omdrejninger.

”Når folk siger, at man ikke bliver den samme igen, så er det helt rigtigt, for man kommer i hvert fald ikke til at arbejde på samme måde igen.”

Den livsomvæltende oplevelse med stress har også betydet, at hun har lavet markante ændringer i sit arbejdsliv for at sikre sig, at hun ikke ryger ned i det sorte hul igen.

Hun har droppet jobbet som HR Strategi Partner og arbejder i dag i stedet som HR-analytiker i Danske Banks People Tribe.

”Det var for farligt for mig at være i partnerrollen. Nu har jeg taget kontrollen tilbage til mig selv, så jeg ikke i samme udstrækning skal levere ind i andres mål og agendaer.”

Samtidig forsøger hun nu at løse kun en opgave ad gangen, og kommer der nye ting ind, parkerer hun dem, indtil hun er klar til løse dem. Hun har også fjernet sin mail på telefonen, så hun ikke er på i døgndrift som tidligere.

”Jeg arbejder i virkeligheden meget mere bæredygtigt i dag,” siger hun og fortæller, at det har været svært at ændre gamle vaner, når man har arbejdet på den måde i mere end 20 år.

”Det er ligesom at sætte ny software i en gammel computer - det kræver noget support. Det tager pisselang tid at føle sig komfortabelt og sikker på nye måde at tænke og arbejde på,” forklarer hun.

Få tips til god trivsel og test dig selv: Hvordan håndterer du dilemmaer fra hverdagen 

Stress er et sundhedstegn

Samtidig har hun sat sig for at være åben omkring sin egen oplevelse i håbet om at kunne ændre den måde, vi taler om og opfatter stress.

”Stress er et naturligt og vigtigt sundhedstegn. Vi skal kunne mærke forskel på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men det bliver set som et svaghedstegn. Det skal vi væk fra,” siger hun og fortæller, at det skræmmer hende, når tallene fra Finansforbundets undersøgelse viser, at hver fjerde er så stresset, at de er i risikozonen for at udvikle helbredstruende stress.

I hendes optik er man nødt til at lytte til de skæbner, der ligger bag tallene for at kunne opnå den viden og læring, der er nødvendig for at komme sygdommen til livs.

Det er også derfor, hun selv er åben omkring sin egen oplevelse.

”Jeg har aktivt besluttet mig for at være isbryder på noget, som nogle gange er irriterende for andre at høre. Jeg gør en dyd ud af at fortælle, hvordan jeg har det og fortælle, hvorfor jeg måske ikke er 100 procent fokuseret.”

Det skal være legitimt at tale om stress

Hendes håb er, at det i fremtiden kan blive lige så legitimt at dele sine oplevelser og erfaringer med stress som at tale om, hvilken tandlæge man bruger.

”Det er min mission at få så mange historier frem på bordet, så vi i det store hele forstår, hvordan det er at lide af denne sygdom.”

Samtidig appellerer hun også til, at organisationer og ledere går forrest og gør det til et fælles projekt, at alle har det godt.

”Jeg savner ledelse, der tør fortælle om fejl, bekymringer og hvad de er bange for. Ledelse, der tør være helt gennemsigtige på, hvordan de har det, så vi kan spejle os i dem som mennesker,” siger hun og fortæller, at hun oplever, at der så småt er sket en ændring i den retning i Danske Bank, hvor hun arbejder, selvom der stadig er et stykke vej igen til at få ændret den kultur, der generelt er i sektoren.

”Jeg tror, at finanssektoren som helhed kommer fra en forståelse af, hvad styrke er, som er helt forfejlet. For i åbenheden, skrøbeligheden og i sensitiviteten bor der en masse styrke, som man ikke umiddelbart ser. Men det kræver mod at sige det højt og gå på opdagelse, og at se at der er styrke i at være transparent omkring det sårbare.”

Samtidig håber hun også, at det i fremtiden bliver et problem, man forsøger at løse i fællesskabet i stedet for, at det bliver den enkeltes problem.

”Vi er kommet et sted hen, hvor det er den enkeltes ansvar at være stærkt nok til at komme på arbejde. Det er sjældent organisationen, der skal være god nok til at få folk til at blive på deres arbejde og være sunde på deres arbejde, siger hun og fortsætter:

”Jeg savner nogle af de gode, gamle dyder som solidaritet, fællesskab og at kunne stå skulder ved skulder. At man ved, at hvis man har det dårligt, kan man sige det, og så er der nogen, der griber mig,” siger hun.