Menu luk

Efter 320 år i banken: "Vi er hinandens livsvidner"

De ni ansatte i Nordea Kalundborg har i gennemsnit over 35 års anciennitet. For dem er loyalitet mod banken helt grundlæggende. Men de unge har en anden indstilling, mener en af rådgiverne, Marianne Nielsen.

”En del af os har kendt hinanden fra før, vi mødte vores mænd og fik familier. Vi er hinandens livsvidner”.

Marianne Nielsen, privatrådgiver i Nordeas filial i Kalundborg, er meget stærkt knyttet til sine kolleger og banken.

”Vi siger, at vi har blåt blod i årerne”, siger hun med henvisning til Nordeas logofarve.

De ni ansatte i banken kan tilsammen mønstre 320 års erfaring. De har i gennemsnit over 35 års anciennitet.

”Vi er meget loyale her i afdelingen. Vi er opflasket med Nordea-DNA. Det ligger så dybt i os, at det er en stor del af os - både som medarbejdere, men også som de personer, vi er blevet”.

Unge med andre værdier

Nordea-DNA kan man derfor ikke pille ud af den enkelte medarbejder igen, uanset hvad der sker, fastslår bankrådgiveren.

Arbejdspladsen tager også hånd om medarbejderne, er hendes oplevelse.

”Selvfølgelig har der været fristelser undervejs i form af andre job, men jeg har aldrig for alvor overvejet det”.

Sådan en loyalitet tror hun ikke, at finanssektoren kan regne med fremadrettet:

”Arbejdet har jo ændret sig meget, siden vi blev elever i banken. Der er et andet tidspres, udviklingen går stærkt. Mine egne børn skulle ikke nyde noget. De synes, det er helt sindssygt at forestille sig 35 år samme sted”.

Marianne Nielsen oplever i det hele taget, at unge er mindre loyale overfor deres arbejdsplads.

”I min generation er vi mere et ’vi’, end de unge er i dag. De vil ikke være så længe et sted, de forfølger karriere og penge på en anden måde og vil udvikle sig”.

”Det er ikke muligt at involvere sig på samme måde i nye kolleger et nyt sted".
- Marianne Nielsen, bankrådgiver.

Udvikling i banken

Hun oplever ikke selv, at der er en modsætning mellem at have været længe i banken og at udvikle sig:

”Jeg har selv fået ny inspiration gennem årene. Blandt andet ved at være rådgiver i Slagelse og Holbæk afdelingerne”.

Det var spændende, synes hun, men det var rart at komme tilbage til afdelingen i Kalundborg:

”Det er ikke muligt at involvere sig på samme måde i nye kolleger et nyt sted. Det, vi har sammen her, er helt unikt”.

Hun ser flere af kollegerne privat, de går i biografen eller teater og tager på brunchture.

”Vi har et godt set-up her i banken. Overordnet har jeg også været tilfreds med alle mine chefer gennem årene”.

Marianne Nielsen omgivet af sine kolleger. De ansatte i Nordea Kalundborg har i gennemsnit over 35 års anciennitet. Foto: Jasper Carlberg

Seneste nyt