Menu luk

Finansforbundets formand kræver "rimelig lønstigning"

Selvom 2022 har været præget af krise, vil Finansforbundets formand kræve ”en rimelig lønstigning” til sine medlemmer, når der næste år skal forhandles en ny overenskomst på plads.

28. nov. 2022
1 min
Dansk / English

Når Finansforbundets formand Kent Petersen ved de kommende overenskomstforhandlinger skal lægge arm med arbejdsgiverne, har han et krav om lønstigninger med til bordet.

”Vi kommer til at forhandle i en situation, som er ualmindelig kompliceret. Vi er ikke blinde for de usikkerhedsfaktorer, der præger verdens tilstand lige nu, men samtidig ser vi en sektor, der er sund og robust. Det er den via resultater, der er skabt af medarbejdere, som lige nu mærker inflationen i deres dagligdag. Derfor har vi naturligvis også krav om en rimelig lønstigning med til bordet,” siger han.

"Overenskomst handler selvfølgelig om løn, men det er også en mulighed for at skabe nye løsninger i fællesskab med arbejdsgiverne."
- Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Fortsat god indtjening i den finansielle sektor

For selv om 2022 vil gå over i historien som et krise- og konfliktramt år, kunne Kent Petersen for nyligt notere sig, at indtjeningen i den finansielle sektor fortsat er god.

”Netop på grund af et meget komplekst bagtæppe har både vi og virksomhederne også brug for at nå frem til en fornuftig og konstruktiv aftale for de kommende år. Vi kommer til at arbejde hårdt for at finde frem til en løsning, men det tror jeg også på, at vi kan,” siger Kent Petersen.

Han glæder sig til de kommende overenskomstforhandlinger, som han betragter som en kerneopgave for en fagforening. Og selvom han tager lønkrav med til forhandlingsbordet, ser han det også som en anledning til at kigge de bankansattes arbejdsliv efter i sømmene sammen med arbejdsgiverne.

”Overenskomst handler selvfølgelig om løn, men det er også en mulighed for at skabe nye løsninger i fællesskab med arbejdsgiverne – f.eks. når det kommer til en bedre indretning af vores arbejdsliv,” lyder det fra Kent Petersen.

Seneste nyt