Menu luk

Dygtige medarbejdere tiltrækker flere

Berit Kuhr har 25 års erfaring fordelt på omkring ti forskellige job i ”Bankdata-familien”. Hun begyndte i Jyske Bank og er i dag underdirektør for investering og økonomi i Bankdata, der nævnes blandt branchens mest eftertragtede arbejdspladser herhjemme.

7. feb. 2022
3 min

It-branchen mangler arbejdskraft, men Bankdata er en eftertragtet arbejdsplads – hvorfor?

Fordi vi er en af de store, danske it-organisationer, der på én gang har eksisteret længe og er moderne og tidssvarende i forhold til det agile. Det tiltrækker dygtige medarbejdere, og hvor de er, kommer flere til. Vi er også kendt for at give medarbejderne plads og tid til personlig udvikling.

Hvad kræver det af dig som leder at være med til at sikre en attraktiv arbejdsplads?

At jeg er rollemodel for den bevægelse og transformation, vi har gennemgået fra at være en traditionelt ledet virksomhed til at arbejde med korte beslutningsveje og selvledelse. At jeg formår at gøre vores formål klart og oversætte for de enkelte team, hvad det betyder for netop dem.

Vi har fokus på transparens og har eksempelvis et fysisk sted, som vi kalder cockpittet, hvor man blandt andet til enhver tid kan orientere sig om, hvilke projekter organisationen er i gang med.

Hvad er kernen i god ledelse for dig?

At opbygge glade og motiverede medarbejdere, der arbejder innovativt og effektivt for tilfredse kunder.

Bankdata har udviklet sig meget som virksomhed i de senere år – hvad er der i få ord sket?

Vi er gået fra at være en lille til en stor virksomhed og har været igennem en agil transformation. Overgangen har været sværere for nogle af de tidligere local heroes, dem, alle gik til tidligere, før de kunne gå videre. Men local heroes danner også flaskehalse og bremser udviklingen. Nu er vi godt igennem den fase og finder glæde i at lykkes sammen som team.

Du har netop haft 25-års jubilæum i it-branchen. Hvordan holder du dig skarp og opdateret som leder?

Jeg har været i Bankdata-familien i mange år, men haft omkring 10 forskellige stillingsbeskrivelser undervejs og har hele tiden været i udvikling. Jeg er naturligt nysgerrig, og med en omskrivning af H.C. Andersen gælder det for mig: At lære er at leve.

Det giver også et holistisk blik at kende historien og vide, hvordan tingene hænger sammen, især når der er tale om stor kompleksitet, som det er tilfældet her. Det tager tid at ændre kultur, det er det lange seje træk.

Du siger, at mange bedriver ledelse efter forældede principper?

Ja – der er stadig meget af den klassiske lineære ledelse, hvor beslutninger skal helt op i toppen at vende, før noget kan ske. Virksomheder, som har treårige strategiplaner, hvor KPI’er (Key Performance Indicators, konkrete målsætninger, der skal nås, redaktionen) kaskaderes ud over medarbejdere. Det virkede måske engang, da verden var mindre kompleks, men ikke længere.

Hvordan vil du gerne opfattes som leder?

Som en autentisk leder. En rollemodel, der hjælper og støtter og gør det tydeligt, hvorfor det er meningsfuldt at gå på arbejde.

Berit Kuhr

På flere måder et sjældent syn i den danske it-branche: kvinde, matematiker og leder.

For 25 år siden ansat i Jyske Bank, der er i ejerkredsen bag Bankdata, hvor hun i dag er

underdirektør for Investering og Økonomi.

Ansvar for godt 100 it-medarbejdere.

Ledelse optager hende, hendes holdning er, at for mange bedriver ledelse efter forældede management teorier.

49 år, gift med Torben, sammen har de to teenagebørn, familien bor i Gjern nær Silkeborg.

Dyrker vandsport med familien, løber (også på ski).

Vild med rejser, sejlture, teater, gourmetmiddage, koncerter og andre sanseoplevelser. Foruden samvær med familie, venner og mennesker, der brænder for noget.

Seneste nyt