Menu luk

Langt fra studier til 'voksen-job': Alexander fik god start

Et graduate-forløb og en god chef hjalp Alexander Novo godt i gang.

28. sep. 2022
3 min

Når den 28-årige Alexander Novo i dag ser tilbage på sin overgang fra studerende til et fuldtidsjob i Nykredit, beskriver han det som en god oplevelse, og han er ikke i tvivl om, at hans chef og det, at han valgte et graduate-forløb, er to bærende faktorer.

Foto: Jasper Carlberg

Der var flere spørgsmål end svar forud for Alexanders start i Nykredits Banking Forretningsudviklings-afdeling i maj sidste år. Han havde færdiggjort sin kandidat i International Business and Marketing på Syddansk Universitet og skulle nu ud i sit første fuldtidsjob.

”Kan jeg klare det, der kræves af mig? Kommer arbejde til at fylde det meste fremover, hvordan kommer det hele til at hænge sammen hverdagsmæssigt? Hvordan er det lige pludseligt at være omgivet af folk, der har været på arbejdsmarkedet i mange år?”

Det var nogle af de spørgsmål, der rumsterede inden opstart på det nye job, husker Alexander Novo, der i dag har haft jobbet i snart halvandet år. Det første år var han del af et graduate-forløb, og det fortryder han ikke i dag.

"Heldigvis havde min chef bedt alle fra afdelingen om at være på kontoret på en af mine første dage. Det hjalp en hel del, at jeg mødte dem fysisk fra starten."
- Alexander Novo

”Graduate-forløbet er designet til at favne, at man som ungt ambitiøst menneske har mulighed for at møde ligesindede rent aldersmæssigt, ikke nødvendigvis fagligt, men i forhold til, hvor man befinder sig karrieremæssigt og livet,” siger han og fortsætter:

”Og så får man noget udvikling, sparring og nogle værktøjer. Det gør en stor forskel at være en del af et forløb, hvor man får et stort netværk, og der bliver investeret nogle ressourcer i din faglige og personlige udvikling som gør, at overgangen fra studielivet til fuldtidsarbejdet måske ikke er lige så omvæltende, som man ellers kunne forestille sig.”

God dialog med chefen

Foruden det, at graduate-forløbet hjalp ham godt i gang, har hans chef også haft stor betydning for hans trivsel under opstarten.

”Vi har en god dialog, og jeg kan betro mig både fagligt og personligt. Den kombination har været rigtig god for mig. Det giver mig plads til at arbejde målrettet med min udvikling i et miljø, hvor der er plads til de spørgsmål, som jeg har brug for at få svar på i den her overgang: Fra at have været studerende til at være en del af en afdeling med en masse kollegaer, hvoraf nogle er på alder med mine forældre,” siger Alexander Novo.

”Når man er helt ny på en arbejdsplads, kan det godt give lidt sommerfugle i maven at skulle holde flere kaffemøder med en masse nye kollegaer."
- Alexander Novo

Da han startede tilbage i maj 2021, var kontoret stadig præget af hjemmearbejde, men hans chef sørgede for, at Alexander fik sat ansigter på sine nye kollegaer.

”Da jeg startede, var coronakurven knækket delvist, og man måtte godt være en smule på kontoret, men ikke for meget. Heldigvis havde min chef bedt alle fra afdelingen om at være på kontoret på en af mine første dage. Det hjalp en hel del, at jeg mødte dem fysisk fra starten,” husker Alexander.

Bliver tænkt ind i projekter

Og netop det at møde sine nye kollegaer har betydet meget for ham.

”Jeg fik muligheden for at invitere mine nærmeste kollegaer og ledere i Banking Forretningsudvikling til en en-til-en, hvor jeg kunne lære dem at kende. Og jeg kunne selvfølgelig introducere mig selv,” siger han.

Det har gjort, at hans viden kommer i spil i forskellige projekter, hvor hans typiske ansvarsområde er at varetage projektets kommercielle interesse i et Go-To-Market perspektiv.

”Når man er helt ny på en arbejdsplads, kan det godt give lidt sommerfugle i maven at skulle holde flere kaffemøder med en masse nye kollegaer. Jeg så det dog mest af alt som en chance for at udvikle mig og hurtigere finde mig til rette i afdelingen” siger han.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt