Menu luk

Tre unge finansfolk har succes med podcast

På mindre end et år har to analytikere fra Danske Bank og Danica Pension samt en økonom fra Topdanmark fået mere end 4.200 trofaste følgere til podcasten ”Rig på Viden” med resultater fra forskerverden de håber, bidrager til bedre beslutningsgrundlag i den finansielle sektor.

4. maj 2021
2 min
Af Johannes Nørgård

De fleste kender DR2 Deadline, hvor forskere debatterer, kommer med analyser og dykker grundigt ned i samfundsudviklingen. Men vidste du, at der også er en podcast serie på foreløbigt 24 afsnit ”Rig på viden”, der siden juni sidste år har dykket dybt ned i resultater fra forskerverden, hvor forskerne selv deler ud af deres ekspertviden om emner, der har interesse for den finansielle sektor?
 En af initiativtagerne André Thormann, der er aktieanalytiker i Danske Bank forklarer:

”Finansverdenen er præget af mange dag til dag nyheder og også en del fake news. Samtidig er Danmark førende og har nogle af de dygtigste forskere indenfor emnet, som bare ikke når ud over rampen med deres resultater. Det synes vi er ærgerligt, for de bruger en masse tid på det for samfundets skyld. Dem lader vi så komme til orde, hvor de forklarer udviklingen, baggrunde, så det forhåbentligt kan giver et større overblik og derigennem bidrage til et bedre beslutningsgrundlag i finanssektoren”.

Succes hos finansfolk og unge studerende

Udover André Thormann er det Henrik Rasmussen, der er økonom i TopDanmark og Benjamin Zumofen, der er analytiker i Danica Pension der står bag podcasten ”Rig på Viden”. En podcast der dykker ned i alle aspekter af finans, investering og økonomi med emner som:  ”Bankers kapitalomkostninger”, ”Forudse finansielle kriser” og ”Historier styrer markedet”.  

Selv om podcasten ”Rig på Viden” ifølge initiativtagerne er lidt nørdet for at holde et højt niveau, og den dermed aldrig bliver ’hr. og fru Jensen folkelig’, så har podcasten spredt sig som ringe i vandet, og det går stærkt. Alene fra februar til marts er lyttertallet steget med 116 procent, og de er nu oppe på 4.284 følgere.

”Det er mange i finansbranchen, der arbejder med investeringer, men også rigtig mange studerende, der synes at det er et fedt supplement til studierne. En uformel snak mellem fagfolk de kan lytte til, når de laver mad eller løber sig en tur”, fortæller André, der fortæller, at det inklusiv klipning tager cirka 7 timer at lave at lave en podcast på cirka 45 minutter.

Indtil videre har der ikke været penge i det. Det sker ud fra ren idealisme, og fordi de synes, at det er sjovt og selv lærer noget af det. Men det er lykkedes at lave nogle betalingsaftaler med universiteterne som gerne vil ud med deres forskningsresultater, hvilket de håber vil udvikle sig yderligere. Der kommer en ny podcast hver 14.dag. Du kan finde den på diverse platforme via danske-podcasts.dk
eller her på Spotify