Menu luk

Nedlukningen gav nye vinkler på arbejdslivet

Mere bevægelse i løbet af arbejdsdagen, bedre mulighed for fleksibilitet og en enorm glæde ved kollegaerne og hæve-sænke-bordet. Det er nogle af de ting, som bankrådgiver Louise Kofod Sonnesen fra Jyske Bank tager med sig fra tiden med hjemmearbejde og nedlukning.

21. jun. 2021
4 min

Det var sin sag for Louise Kofod Sonnesen at arbejde hjemmefra med et børnehaveklassebarn i hjemmeskole under nedlukningen. Til gengæld gjorde familielivet med småbørn det lettere for bankrådgiveren at logge af og holde fyraften, simpelthen fordi der stod en familie og trippede på den anden side af væggen. Det fortæller bankrådgiveren, mens en opstemt baggrundslyd af fuglesang tager opmærksomheden, for Louise Kofod Sonnesen er i bedste walk and talk-stil flekset ud på en gåtur for at fortælle om sine erfaringer med arbejdslivet under og efter pandemien.

”Kunderne og forretningen stod jo ikke stille, selv om vi sad derhjemme under nedlukningen. Tværtimod har det buldret derudaf på boligmarkedet. Så vi har haft rigtig travlt, og jeg tror, det ville have været sværere at trække stikket, hvis ikke jeg havde været nødt til at vende blikket mod børnene og familien.”

Skavanker, spisestuestol og stilstand

Louise Kofod Sonnesen har i hvert fald haft en klar fornemmelse af, at det for nogle af kollegaerne under nedlukningen var sværere at logge af til tiden og holde arbejdsliv og fritid adskilt. På egen krop har hun også mærket en negativ konsekvens af hjemmearbejdet. Hun fik nemlig opbygget, hvad hun kalder en skavank af at sidde på en spisestuestol ved et skrivebord, der nok var pænt, men hverken særlig stort eller særlig praktisk.

”Jeg tænkte hele tiden, at vi snart ville komme tilbage til kontoret, og så begynder man jo ikke at lave om på sit hjem og indrette det som en arbejdsplads. Så det var mere noget med at få det til at fungere, som det var. Men jeg fik da godt nok ondt af at sidde ned i så mange timer hver dag. Både fordi stolen var dårlig, men også fordi jeg jo ikke lige havde taget mit hæve-sænke-bord med hjem.”

Derfor handlede det i høj grad for Louise Kofod Sonnesen om at få nogle daglige rutiner, der sikrede pauser og bevægelse i løbet af hjemmearbejdsdagen. De daglige afbræk gav sig selv, i perioden hvor datteren havde skole hjemmefra, men det ændrede sig i løbet af perioden.

”Da min datter kom tilbage til skolen, skulle jeg virkelig huske at bevæge mig og ikke bare sætte mig ved computeren med en kande te. Jeg fordyber mig meget, når jeg arbejder hjemme og kunne helt glemme at rejse mig, hvis ikke jeg var nødt til at hente noget at drikke eller sørgede for at lægge nogle gåture i kalenderen.”

Men selv om bankrådgiveren fik det til at fungere med pauserne og den daglige bevægelse, så var der stadig noget, der haltede. Undervejs begyndte humøret at dale, og selve meningen med arbejdet blev sværere at få øje på.

Limen ligger i fællesskabet

”Min mand har arbejdet ude under hele nedlukningen, og hver dag kom han hjem og spurgte – ’hvordan har din dag været?’ Og jeg sad bare dér alene og blev mere og mere negativ og var så drænet på energi og havde svært ved at føle mig som en del af noget.”

For selv om Louise oparbejdede nogle rutiner i forhold til at tale mere i telefon med kollegaerne, og selv om hun arrangerede walk and talks med flere af dem, så manglede den sociale lim og de uformelle snakke på kontoret. Ting, vi tager for givet, men som binder dagligdagen sammen og giver mening og fællesskab.

”Nu har jeg været tilbage på kontoret siden midten af marts og er simpelthen så kisteglad for at være tilbage hos kollegaerne og noget ordentlig ergonomi og har fået en helt anden energi. Det siger noget om, hvor meget det betyder for mig at gå ’rigtigt’ på arbejde, og hvor vigtigt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Det er ting, jeg sætter mere pris på og ikke længere tager for givet.”

Og de daglige gåture omkring frokostpausen kombineret med en øget fleksibilitet med mulighed for hjemmearbejdsdage håber Louise Kofod Sonnesen på at kunne holde fast i, når kontorlivet igen er blevet hverdag.

Fleksibilitet der giver mening

”Jeg prøver at være opmærksom på at bruge den sidste del af min frokostpause på at gå ud af kontorbygningen, så jeg stadig får noget frisk luft i løbet af arbejdsdagen. Og selv om jeg socialt har behov for mine kollegaer, kan en hjemmearbejdsdag både give ro i forhold til fordybelse i arbejdsopgaverne, men også i forhold til at få familielivet til at hænge sammen.”

Derfor tænker Louise Kofod Sonnesen, at hun vil gøre brug af fleksibiliteten, når rammerne for den er faldet endeligt på plads i Jyske Bank.

”Vi ved, at der ikke bliver lagt op til faste aftaler, men at hjemmearbejdsdage skal aftales individuelt og løbende. Det synes jeg er fint, for fleksibiliteten skal netop favne, at vi som medarbejdere har forskellige behov. Men at fleksibilitet i arbejdslivet i sig selv giver mening og er positivt, det er jeg ikke i tvivl om.”

Louise Kofod Sonnesen

Er 35 år og bankrådgiver i Jyske Bank i Roskilde og tillidsrepræsentant i Jyske Bank Kreds. Louise bor i Viby Sj.  med sin mand og parrets to børn på 3 og 7 år

Det vil Louise være ekstra opmærksom på i arbejdslivet efter corona:

  • Øget fokus på rigtig ergonomi og daglig bevægelse
  • Vigtigt at huske de små afbræk og pauser, især ved hjemmearbejde
  • Det sociale liv og de uformelle samtaler på kontoret kan ikke undværes
  • At fleksibiliteten kan få familielivet og arbejdslivet til at hænge bedre sammen
Viden i perspektiv

Det fleksible arbejdsliv

Hvilke vaner og vilkår lever videre fra året, der radikalt ændrede vores måde at arbejde på? Og hvordan bevarer vi fremadrettet de bedste betingelser for et fortsat fleksibelt arbejdsliv? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt