Menu luk

London mister handel med EU-aktier

Londons finanscentrum har mistet stort set al sin handel med EU-aktier som følge af Brexit. I stedet er handlen flyttet til Amsterdam og Paris. Derivathandel kan rykke væk fra London til Chicago eller New York.

12. jan. 2021
3 min

Londons finanscentrum har fra den ene dag til anden mistet stort set al sin internationale handel med EU-aktier.

Det viser tal for den første arbejdsuge med Storbritannien helt uden for EU ifølge datatjenesten Refinitiv.

Normalt håndterer britiske banker og mæglere handler med aktier for EU-baserede virksomheder for knap 45 milliarder kroner om dagen, men praktisk talt alt denne handel flyttede i sidste uge ud af London.

Handlen med disse aktier - op til 30 procent af al international handel med EU-aktier ifølge Financial Times - er i stedet primært flyttet til Amsterdam og Paris, beretter børsmæglere.

Det skete som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU og af, at finansielle tjenesteydelser ikke har været del af de forhandlinger, der kort før nytår førte til vedtagelsen af en 2.000 sider lang handelsaftale mellem EU og Storbritannien.

Færre skatteindtægter

Per 1. januar mistede britiske finansielle virksomheder dermed definitivt deres ret til at bruge deres britiske licens - kendt som et 'pas' i fagsproget - til at operere i EU.

Ifølge Financial Times udgjorde handlen med EU-aktier næsten halvdelen af den aktiehandel, som britiske banker og mæglere håndterer. Og det betyder færre skatteindtægter til Storbritannien.

Det er tale om "et fantastisk selvmål for Storbritannien. Og dette er kun begyndelsen", siger Gianluca Minieri, global vicedirektør for handel hos formueforvalteren Amundi, til den britiske finansavis.

For at fortsætte med at tilbyde deres finansielle tjenester på kontinentet vil britiske banker, kapitalforvaltere og forsikringsselskaber fremover skulle gøre brug af det såkaldte "ækvivalensregime" - en ordning hvor hver side beslutter, om den andens regler for finansiel stabilitet og beskyttelse af investorerne er skrappe nok.

I princippet er UK og EU's regler ikke voldsomt forskellige, men på EU-siden består regelsættet af en myriade af forordninger spredt i forskellige EU-love, der dækker alt fra clearing og kreditvurdering til udstedelse af euro-denominerede aktier og obligationer.

Dertil kommer, at EU's ækvivalensregler er under ændring i øjeblikket. Og på den baggrund har forskellige EU-myndigheder afvist at lade britiske finansvirksomheder få "ækvivalent status" så de kan handle EU-aktier.

Kattens leg med musen

Det kan i princippet ske i fremtiden, for eksempel i forbindelse med den planlagte vedtagelse af et såkaldt "Memorandum of understanding" om finansielle tjenesteydelser til marts. Men i London tror de færreste på at det vil ske, fordi der er gået politik i forhandlingerne.

"Tale om udstedelse af ækvivalens de kommende få måneder er tankespin. Det kommer til at tage år, at opnå ækvivalens, hvis det nogensinde sker", siger Alasdair Haynes fra aktieplatformen Aquis til Bloomberg.

"En aftale er fint og godt, men når det kommer til aktiehandel, kan markederne forvente et intenst spil katten efter musen mellem EU's og Storbritanniens myndigheder", siger Chris Hollands fra TradingScreen, der leverer teknologi til formueforvaltere, til nyhedsbureauet.

EU-derivathandel til USA

Det er ifølge eksperter ikke kun handel med aktier, som Storbritannien står til at miste. Også handel med EU-denominerede obligationer og derivater risikerer at rykke ud af den britiske hovedstad.

Noget af handlen med disse derivater - værdipapirer, der giver indehaveren ret til at købe eller sælge et aktiv til en given pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden - vil naturligvis flytte til EU.

Men paradoksalt nok kan en del også blive kanaliseret via Chicago eller New York, da USA - altså i modsætning til Storbritannien - har en ækvivalensaftale på området med EU.

Læs også "Finanskæmper presses væk fra London" 

Seneste nyt