Menu luk

Kina slår ned på fintech-giganter

Kinesiske myndigheder skrider ind over for Alibaba og Tencents indtog i finansverdenen. Deres dominans på fintech-området bliver set som en trussel mod bankerne og finansiel stabilitet.

30. mar. 2021
3 min

Mens de amerikanske techgiganter er på vej ind i finansverdenen, er deres kinesiske forbilleder allerede blevet så store på området, at Kinas finansmyndigheder har gjort det til deres primære mål at begrænse deres "hensynsløse" indtog.

Nye regler og sanktioner er i støbeskeen og er rettet mod især de to største internetgiganter Alibaba, Kinas svar på Amazon, og Tencent, der har opbygget et forretningsimperium omkring app'en WeChat der bruges af mere end en milliard forbrugere til alt fra chat og taxa-bestilling til indkøb.

For de to internetgiganter dominerer også totalt området for mobilbetalinger i Kina med hver deres betalings-app, der er ekstremt populære, også i fysiske butikker hvor man afregner ved at scanne en QR-kode med mobilen.

Udgør finansiel risiko

Ifølge internationale finansmedier sidder Tencents betalings-app WeChat Pay på 40 procent af markedet og app'en Alipay - ejet af Alibabas finansielle arm Ant Group - på 55 procent. Ifølge en repræsentant for den kinesiske centralbank er tallet faktisk endnu højere.

"De har allerede taget 98 procent af mobilbetalingsmarkedet", sagde Mu Changchun, generaldirektør for centralbankens såkaldte digitale valuta-institut sidste uge.

"Hvis der sker noget med dem, finansielt eller teknisk, ville det bestemt have negativ indvirkning på Kinas finansielle stabilitet", sagde Mu Changchun på et møde i Schweiz hos Bank for International Settlements, også kendt som centralbankernes centralbank.

Overvejer at bryde monopol

De kinesiske myndigheder slog i første omgang til i efteråret, da præsident Xi Jinping angiveligt personligt med ekstremt kort varsel satte en stopper for en rekordstor børsnotering af Ant Group, der skulle have indbragt selskabet over 200 milliarder kroner i ny kapital.

Efter sanktionen beordrede centralbanken Ant Group - der brandede sig selv som techvirksomhed - til et finansielt holdingselskab underlagt kapitalrestriktioner og skrappere tilsynsregler.

Financial Times citerer kilder tæt på centralbanken for, at man nu overvejer, hvordan man kan bryde Ant Groups monopol.

Bøder til techgiganter

At det blev Ant Group, der fik kærligheden at føle først, skyldes formentlig stifteren Jack Mas kritik af det kinesiske finanssystem op til den planlagte børsnotering, hvilket præsident Jinping ikke tog pænt.

Men nu kommer turen tilsyneladende også til rivalen Tencent og andre onlinegiganter, der tidligere på måneden blev idømt symbolske bøder. Forklaringen var, at de ikke havde søgt tilladelse fra konkurrencemyndighederne til en række opkøb og investeringer.

Tencents topchef og medstifter, Pony Ma - der også er Kinas rigeste mand - var også for nylig til møde med konkurrencemyndighederne, afslørede nyhedsbureauet Reuters i sidste uge.

Men det er kun begyndelsen, lod præsidenten forstå på et møde i kommunistpartiets øverste finanskomité for to uger siden, hvor han ifølge statsfjernsynet CCTV beordrede myndighederne til at slå ned på onlinemonopoler, promovere fair konkurrence og ikke mindst regulere techgiganternes finansielle aktiviteter.

Skal tage større risiko for lån

Ant Group og Tencent sidder nemlig ikke kun på markedet for mobilbetalinger.

De har også - i modsætning til deres amerikanske konkurrenter - begge banklicenser, der altså gør det muligt for dem både at tage indskud og låne penge ud. Og det gør de i stor stil.

Ant Group forvalter eksempelvis verdens største såkaldte money market fund, en slags likvid opsparingsfond, som knap 600 millioner af Alipays brugere – én ud af tre kinesere – har skudt penge i.

Og det har gjort de traditionelle banker - ikke mindst de statsejede - bekymrede, fordi det har fået mange kinesere til at trække penge ud af deres traditionelle bankkonti.

Men de to techgiganter har også en enorm låneforretning, hvor de både låner til private, men også til millioner af små- og mellemstore virksomheder, der kreditvurderes på baggrund af algoritmer.

Indtil videre har techgiganterne dog hovedsageligt formidlet lån for andres regning, altså i partnerskaber med traditionelle banker, der har siddet med hovedparten af - eller hele - risikoen, mens Tencent og Ant Group tager et mæglergebyr.

Men ifølge nye regler skal onlinegiganterne fremover selv sidde med 30 procent af risikoen. Hvilket ifølge analytikere kan betyde, at Tencent vil blive nødt til at søge kapitaltilskud for at have nok penge på kistebunden.

Læs også artiklen "Bigtech indtager finansverdenen"

 

Seneste nyt