Menu luk

Fusionsplan kom bag på medarbejderne

Fællestillidsrepræsentanterne Lars Nielsen og Hans Henrik Toft Sørensen fra Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel glæder sig over, at ledelsen ikke planlægger afskedigelser i forbindelse med fusionen til Sparekassen Danmark, men de tvivler på, om den udmelding kommer til at holde.

22. jun. 2021
2 min

”Det kom som en kæmpe overraskelse for mig personligt og også for mine kolleger mandag morgen den 14. juni, da det blev meddelt at vi skulle fusionere med Jutlander Bank”, siger Han Henrik Toft Sørensen, fællestillidsrepræsentant i Sparekassen Vendsyssel.

I Jutlander Bank kom nyheden om den planlagte fusion til Sparekassen Danmark også som et lyn fra en klar himmel.

”Ingen havde hørt noget eller fornemmet noget”, siger fællestillidsrepræsentant Lars Nielsen, der selv arbejder i Jutlander Banks IT-afdeling i Hobro.

Medarbejdernes reaktion på fusionen, der træder i kraft 1. september, hvis og når henholdsvis garanterne og aktionærerne har godkendt den – og myndighederne lige så – er ifølge Lars Nielsen blandede.

”Kolleger i stabsfunktioner tænker meget over, om de fortsat vil have et job i fremtiden, fordi vi jo i princippet vil være to personer, der kan det samme. For rådgiverne i filialerne er der ikke den samme bekymring”, vurderer han.

Uro i maven

Sparekassen Vendsyssels administrerende direktør Vagn Hansen sagde i forbindelse med offentliggørelsen af fusionsplanen, at man ikke planlagde afskedigelser, men forventede, at der ville være plads til alle cirka 1.200 medarbejdere i alt, fordi der også vil være en vis naturlig afgang løbende.


”Det budskab er vi naturligvis glade for, men jeg tror, at en del administrative medarbejdere alligevel går rundt med uro i maven i forhold til fremtiden. Hovedkontoret forbliver i Vrå, mens der vil være hovedcentre i Aars og Hobro, men det er endnu ikke afklaret, hvilke stabsfunktioner der skal placeres hvor”, fortæller Hans Henrik Toft Sørensen og peger på, at nogle risikerer at blive flyttet til et arbejdssted mange kilometer fra deres nuværende arbejdsplads.

Lars Nielsen forventer, at en del kolleger vil søge væk, hvis deres arbejdsplads flyttes.

”Man behøver ikke at være naiv i forhold til den fremtidige beskæftigelse. Ved tidligere fusioner i sektoren har det virket som om der er en tommelfingerregel, der siger at der skal reduceres med ca. 10 procent i medarbejderstaben. Det er ikke planen her, men udover dem der går på efterløn eller pension – må man nok forvente at nogle søger væk, hvis deres arbejdsplads flytter langt væk”, siger fællesstillidsrepræsentanten fra Jutlander Bank.


De to fællestillidsrepræsentanter får begge automatisk sæde i det paritetiske udvalg med repræsentanter fra begge pengeinstitutter, som skal drøfte den praktiske udmøntning af fusionen, når den er godkendt.

Læs også "Stor fusion udløser ikke afskedigelser"

Seneste nyt