Menu luk

Trusler mod finansansatte er uacceptabelt

Omfanget af vold og trusler bliver nu undersøgt af Finans Danmark i samarbejde med Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet. ”Medarbejderne i landets finansielle virksomheder er helt almindelige mennesker, der passer deres arbejde, og det skal man naturligvis kunne gøre uden at blive hverken truet eller chikaneret.’, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

17. nov 2020
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Når en kunde digitalt truer en bankansat med at klippe fingrene af hende, kan det få konsekvenser – for dem begge. I maj 2019 erkendte kunden sit digitale angreb og blev dømt i retten, mens den bankansatte fra Spar Nord var stærkt påvirket af truslen og fik psykologhjælp både før og efter at have vidnet i retssagen. Episoden blev beskrevet i Magasinet Finans i marts 2020 sammen med andre eksempler på digital chikane og trusler mod finansansatte.  (Se bladet – side 14 i pdf’en her )
Jeg skyder dig. Kælling. Store svin. Jeg ved, hvor du bor, og at du har børn, lyder nogle af de trusler finansansatte i de senere år er blevet udsat for. En stikprøve blandt de seks største banker – foretaget af finans Danmark - viser, at de havde underretninger om 78 tilfælde af sager om vold eller trusler mod ansatte i 2019.
” Men dertil kommer et mørketal, fordi mange sager ikke bliver registreret. Eller fordi den enkelte medarbejder håndterer det selv uden at involvere arbejdspladsen”, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, der nu sætter fokus på, at alle data om vold og trusler i sektoren bliver indsamlet.

Chikane og trusler er absolut uacceptabelt

Både Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet ser frem til en kortlægning af problemet:

”Ingen skal opleve trusler på deres arbejdsplads. Det er helt uacceptabelt og meget alvorligt. Derfor er det nødvendigt, at vi får undersøgt problemets reelle omfang, og at vi får klarlagt, hvor og i hvilke situationer truslerne konkret opstår, så vi kan sætte ind med de rette forebyggende tiltag”, siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

’Der er ingen tvivl om, at det generelle blik på sektoren og retorikken omkring den i høj grad smitter af på de ansatte, og når det decideret udvikler sig til chikane og trusler, er det selvfølgelig absolut uacceptabelt. Derfor kommer vi nu sammen med de finansielle virksomheder til at se nærmere på problemet og tage fat på en bred dialog om, hvordan vi kommer det til livs”, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, og fortsætter:
”Medarbejderne i landets finansielle virksomheder er helt almindelige mennesker, der passer deres arbejde, og det skal man naturligvis kunne gøre uden at blive hverken truet eller chikaneret”.

Arbejdet med at indsamle data er begyndt, og Finans Danmark vil løbende offentliggøre statistik for trusler mod ansatte i de finansielle virksomheder. Vi forventer at kunne offentliggøre tal for første kvartal 2021 i løbet af april 2021.