Menu luk

Superspændende at være tillidsrepræsentant

Efter ni år som leder er Anne-Mette Habæk Bright glad for at indtage en ny rolle i Nordea Markets. Allerede fra første uge blev der behov fra hendes hjælp

17. dec 2020
3 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

Endnu mens hun var leder, gik Anne-Mette Habæk Bright, director i Markets i Nordea, med en tillidsrepræsentant i maven.

”Det er faktisk noget, jeg længe havde haft lyst til at blive. Men fordi jeg havde ledelsesansvar, var det ikke en mulighed. Så da min lederrolle som Head of Graduates blev nedlagt, var jeg hurtigt klar til at gå mere ind i det faglige arbejde”.

Den nye, 53-årige tillidsrepræsentant fik hurtigt at mærke, at der var behov for hende i den nye rolle. Markets tæller omkring 350 medarbejdere, men der var kun en enkelt tillidsrepræsentant i forvejen, Peter Klinke.

”Der gik kun en uge, så var der en kollega, der rakte ud og bad mig om hjælp. Jeg har et stort netværk i Nordea, så mange kender mig i forvejen, og det var dejligt at mærke, at der straks var behov for mig. Jeg synes også, det er meget godt, at vi nu både er en mandlig og en kvindelig tillidsrepræsentant til at dække området”.

En ny kultur

Apropos køn vil de to blandt andet i gang med at arbejde med kulturen i Markets, der er skæv kønsligt sammensat:

”Der er fokus på Me Too og sexisme, det ruller ind over landet i alle sektorer, og det er også noget, vi skal forholde os til og være parat til at debattere. Vores arbejde med kulturen i Markets skal spænde meget bredere end det, fx skal vi tale om, hvordan vi arbejder sammen, når vi arbejder flere forskellige steder - men hvordan vi undgår sexisme er selvfølgelig en naturlig del af det”, siger den nye tillidsrepræsentant, der aldrig har oplevet sexisme på egen krop i Nordea-regi.

Til gengæld har hun oplevet afskedigelser, både i sit niårige virke som chef og også allerede nu på den anden side af bordet, som tillidsrepræsentant.

”Som leder var min rolle i høj grad at få afleveret budskabet hurtigt og klart, for at pinen ikke blev trukket ud. Som tillidsrepræsentant tager jeg over, når chefen har afleveret budskabet og støtter kollegaen – men grundlæggende er det de samme kompetencer, jeg trækker på som menneske. Jeg mener altid, at jeg har udvist empati, men jeg har en anden rolle nu”.

Den indsigt, hun har tilegnet sig som leder gennem så mange år, vil hun i sin nye rolle bruge aktivt til at påvirke og inspirere andre ledere. Og der er interesse for at høre og bruge tillidsrepræsentanterne i Markets fra både medarbejdere og ledelses side, fastslår hun.

Energi og læring

Selv om Anne-Mette Habæk Bright er i fuld sving med opgaverne, glæder hun sig til at få uddannelsen til tillidsrepræsentant. Det første ledige kursus er til januar, men det gør på den anden side ikke så meget, for så når hun at blive færdig med det enkeltfag på CBS i neuropsykologi, hun snart skal til eksamen i.

”Jeg er sådan en, der godt kan lide at blive ved at lære – og at have meget på tallerkenen. Det er også derfor, jeg aldrig har kunnet forlade Markets, det er et meget energifyldt og spændende arbejde, hvor man er sammen med en masse intelligente mennesker. Det er superspændende at have fået en ny rolle i den ramme”.

.