Menu luk

Stor appetit på it-efteruddannelse

Stadig flere it-medarbejdere fra finanssektoren tager hele eller dele af masteruddannelsen i it på tre vestdanske universiteter. En af dem er Jesper Lund Klaris fra Bankdata.

17. feb 2020
5 min

​Egentlig blev Jesper Lund Klaris uddannet som bankmand for 17 år siden.

Alligevel har den 36-årige medarbejder i Bankdata netop i sommer færdiggjort en masteruddannelse i it på Aarhus Universitet.

"Uddannelsen som master i it er min første længere videregående uddannelse. Jeg er jo oprindelig bankhåndværker med en elevuddannelse i Ringsted", siger Jesper Lund Klaris.

Med hans egne ord er hans vej ind i it-verdenen "lang og broget", hvor han først var rådgiver i Realkredit Danmark efterfulgt af otte år som underviser på Finanssektorens Uddannelsescenter i Skanderborg.

"Så viste der sig en åbning som forretningskonsulent i Bankdata, hvor jeg arbejder i dag. Efter otte år på landevejen havde jeg stiftet familie, så det med at være væk hjemmefra flere dage om ugen var ikke det bedste", fortæller Jesper Lund Klaris.

Hans rolle på holdet var at være manden med indgående kendskab til, hvordan Bankdatas it-systemer skal understøtte hverdagen for medarbejderne rundtom i bankerne.

"For halvandet år siden fik jeg rollen som det, der på moderne dansk hedder Scrum Master, som er procesansvarlig for teamet", siger Jesper Lund Klaris.

Simpelthen nødvendigt

Netop fordi han havde en traditionel bankuddannelse, valgte han for to år siden at tage en uddannelse som master i it på Aarhus Universitet. Selv om han vidste rigtig meget om bankhåndværket, og hvordan man som bankrådgiver anvender de forskellige it-systemer, var hans viden om it for overfladisk.

"De sidste to år har jeg brugt på at blive klogere på it. I den verden, vi bevæger os i, er det simpelthen afgørende at have den fornødne teknologiforståelse", siger Jesper Lund Klaris.

Egentlig skal man være it-uddannet for at kunne tage den masteruddannelse, som udbydes på tre universiteter gennem samarbejdet It-vest. Ud over at have en relevant uddannelse på bachelorniveau skal man tillige som minimum have to års praktisk erfaring fra arbejdsmarkedet.

Men Jesper Lund Klaris havde en del praktisk erfaring fra sine år i Bankdata. Samtidig havde han nogle år forinden taget en HD-uddannelse. De to forhold gjorde det muligt for ham at komme ind på studiet.

Til dato har godt 1.700 mennesker læst på uddannelsen som master i it, der begyndte i 2006, lyder det fra Bettina Lundgaard Hansen, udviklingschef i It-vest. I gennemsnit vælger de studerende at tage to fag, og godt 20 procent tager ligesom Jesper Lund Klaris den fulde uddannelse.

"Vi etablerede uddannelsen på tværs af de tre universiteter, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, som én uddannelse, i stedet for at de tre universiteter havde hver deres masteruddannelse, hvor ingen rigtigt kunne se forskel på dem", siger hun.

Mange studerende fra finanssektoren

Ifølge Bettina Lundgaard Hansen er der sket et skifte de sidste godt otte år, hvor it er rykket fra at have være forskanset i en it-afdeling til at være ude som en del af den almindelige forretning.

"Størstedelen af de studerende, der kommer fra finanssektoren, sidder stadig i en it-afdeling, men der begynder at komme flere studerende med opgaver i selve forretningen. Nogle kan som Jesper Lund Klaris have en økonomisk baggrund, men de arbejder stort set kun med it", siger hun.

"Og vi har ganske mange studerende fra finanssektoren", siger Bettina Lundgaard Hansen.

Det sidste falder i god jord, hvis man henvender sig til Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Her understreger underdirektør Nadeem Farooq, at der er mangel på it-medarbejdere med den type kompetencer.

"Vi oplever, at vores medlemsvirksomheder har store problemer med at rekruttere it-medarbejdere. Hver tredje virksomhed, 31 procent, har svært ved at få de nødvendige folk med de rigtige it-kompetencer", siger han.

Kommer stadig til at mangle it-folk

Ud over manglen på medarbejdere med indsigt i de stærkt stigende compliancekrav, er manglen på it-kompetencer et af branchens mest presserende udfordringer, understreger Nadeem Farooq. Ifølge ham er der stor efterspørgsel efter at videreuddanne sig blandt finanssektorens medarbejdere, så de bedre kan håndtere en hverdag, hvor it presser sig på.

"Selv om det er uhyre positivt, at der er så stor en vilje til at tage efteruddannelse, er det næppe nok til at dække efterspørgslen blandt vores medlemsvirksomheder. Selv med den store appetit på efteruddannelse kommer vi stadig til at mangle folk", siger Nadeem Farooq.

Vender vi blikket væk fra brancheorganisationen for igen at rette det mod Jesper Lund Klaris, er han tilfreds med sit udbytte af de mange timer, uddannelsen har taget af hans fritid. Mange af de problemstillinger, han har mødt under sin uddannelse, har han kunnet nikke genkendende til i sin hverdag på jobbet i Bankdata.

"Samtidig har man på studiet haft rigtigt held med at få folk fra den øverste hylde i det rigtige erhvervsliv til at komme ind og fortælle om, hvordan de rent faktisk bruger det i praksis, som vi lige har fået undervisning i. Der er en udmærket kobling mellem teori og praksis. Det har været rigtig godt, synes jeg", siger Jesper Lund Klaris.

Næsten uden at tage en pause fortsætter han:

"Det har da selvfølgelig også været hårdt at tage efteruddannelse ved siden af et fuldtidsjob. Så kan man godt få sin tid til at gå. Men omvendt: Rammer man ind i noget, der både er relevant og interessant, er det også til at bære", siger han.

Kort om master i it

  • Masteruddannelsen i it gennemføres på deltid sideløbende med job. 
  • Deltagerne kan vælge et eller flere fag eller at kombinere fag til en hel masteruddannelse, der kan tages på mellem to og seks år.
  • 61 procent af deltagerne har en bachelor- eller diplomingeniøruddannelse som baggrund.
  • 77 procent har mere end 10 års erhvervserfaring, når de starter på uddannelsen.

(Kilde: It-vest)

Finanskompetencepuljen tilbyder flere efteruddannelser for it-medarbejdere, og puljen har blandt andet kurser på Master-niveau på IT-universitetet. Du kan læse om kurserne på Finanskompetencepuljens hjememside her.