Menuluk

Regeringens oprustning mod hvidvask er tiltrængt

Myndighederne halter håbløst efter med ressourcer til at håndtere de mange tusind underretninger om mistænkelige transaktioner, som bankerne indsender. Derfor er det et lille skridt i den rigtige retning, at regeringen vil ansætte knap 60 medarbejdere i Skattestyrelsen til at håndtere det stigende antal efterretninger, mener Finansforbundet næstformand Michael Budolfsen.

28. apr 2020
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

Et nyt center for hvidvask samt en ny straffesagsenhed under Skattestyrelsen, hvor 55 årsværk prioriteres, er nogle af konkrete elementer i det udspil, regeringen torsdag 23. april kom med til at styrke skattekontrollen i Danmark frem til 2023.

"Der er et klart behov for en intensiveret indsats på hvidvask- og straffesagsområdet. Derfor foreslår vi blandt andet at oprette et helt nyt center for hvidvask, og give Skattestyrelsen flere ressourcer til at behandle straffesagerne, så vi både sikrer øgede skattereguleringer fra hvidvaskefterretninger og at der hurtigere kan rejses sager mod skattekriminelle", siger skatteminister Morten Bødskov (S).

De senere er antallet af efterretninger til Skattestyrelsen fra Hvidvasksekretariatet i SØIK (Bagmandspolitiet) steget markant, hvilket især hænger sammen med, at de danske pengeinstitutter har oprustet markant inden for compliance og hvidvaskbekæmpelse. 

Sidste år sendte pengeinstitutterne 41.000 underretninger til myndighederne om konkret mistanke, der enten var relateret til hvidvask eller terrorfinansiering. Det er en stigning på 55 procent i forhold til året før. Samtidig viser tal fra bankerne, at mere end 4.300 ansatte (mere end 10 procent af medarbejderstaben) på fuld tid er beskæftiget med hvidvaskbekæmpelse eller compliance.

"Det er positivt, at regeringen nu tager initiativ til at styrke indsatsen mod hvidvask på myndighedssiden. I forhold til pengeinstitutternes massive fokus på hvidvaskbekæmpelse er der tale om et lille skridt med ansættelse af knap 60 medarbejdere til opgaven over de kommende år. Det er næppe tilstrækkeligt men trods alt et skridt i den rigtige retning", siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

Læs skatteministeriets pressemeddelelse om udspillet her