Menu luk

Nedslidning er et problem – men løsningen skal være holdbar

Nedslidning er et samfundsproblem, som selvfølgelig skal løses, for mennesker skal ikke blive syge af at passe deres arbejde. Løsningen kræver en holdbar model hele vejen rundt – også når det kommer til finansieringen, mener Finansforbundet

18. aug. 2020

Regeringen har gennem længere tid arbejdet på den plan, der skal sikre særligt nedslidte muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og som netop er præsenteret.

’Det er på mange måder et rigtigt og sympatisk projekt, fordi nedslidning er et problem, som vi skal tage hånd om som samfund – og er man nedslidt efter et langt arbejdsliv, skal man selvfølgelig have mulighed for at træde ud af arbejdsmarkedet’, siger Kent Petersen og forsætter

’Løsningen er dog langt fra nem, for nedslidning har mange ansigter og kommer i mange former – og afhænger ikke kun af fysisk belastning og antal år på arbejdsmarkedet. Derfor er der også brug for at tage hårdere fat om årsagen og det bagvedliggende problem. Fremtiden kræver, at vi arbejder anderledes og mere holdbart – vi skal selvfølgelig ikke acceptere nedslidning som præmis for et arbejdsliv. Vi skal diskutere holdbarhed i stedet for nedslidning, hvis vi skal sikre et bæredygtigt arbejdsmarked på længere sigt’

Regeringens udspil indeholder som finansiering af ydelsen en særbeskatning af den finansielle sektor på en særlig selskabsskat på virksomhedernes overskud.

’Særbeskatning af finanssektoren er langt fra den gratis omgang, det nogle steder bliver fremstillet. Finanssektoren bidrager allerede og meget gerne til fællesskabet. Omkostninger ender et sted, og derfor vil en særskat også have konsekvenser for et samfund, der jo i sagens natur har brug for arbejdspladser og vækst for netop at finansiere velfærd – som f.eks. pension. Særskatten kommer til at koste, og det har desværre det meget ofte med at ende på medarbejdere og arbejdspladser’, siger Kent Petersen.

Regeringen indkalder nu til politiske forhandlinger om udspillet.

 

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind

Politisk kommunikationsansvarlig

Seneste nyt