Menu luk

Jeg ved, hvor du bor, og at du har to børn…

Inkassomedarbejder Heidi Andersen er flere gange blevet truet digitalt. Efter aha-oplevelse på Arbejdsmiljødagen, opfordrer hun til at tage chikane alvorligt og have handleplan klar på området, så den enkelte ikke skal klare det selv.

13. jan. 2020
3 min

​At blive kaldt 'kælling' af gældsatte er noget Heidi Andersen har oplevet adskillige gange som inkassomedarbejder gennem tre år hos Lowell i Horsens. Men da en messenger besked tikkede ind med trusler mod hende og hendes børn, gjorde det dybere indtryk.

"Afsenderen skrev, at hvis han begik selvmord, var det min skyld. Han skrev også, at han vidste, hvor jeg bor, og at jeg har to børn. Da måtte jeg se min mand dybt i øjnene og forholde mig til, om det her var noget, jeg ville arbejde med. Men jeg kom frem til, at jeg ikke ville lade mig skræmme væk", siger Heidi Andersen, der fortalte kollegerne om truslen.

"Men det faldt mig ikke ind, at jeg skulle gå videre med det i Lowell i stedet for at håndtere det selv. Det er gået op for mig nu, at det havde været det eneste rigtige at gøre", fortæller inkassomedarbejderen. Hun er også arbejdsmiljørepræsentant og fik en aha-oplevelse i forbindelse med et oplæg om digital chikane på Finanssektorens Arbejdsmiljødag i Horsens i torsdags.

Her blev en stribe eksempler på digital chikane, knyttet til arbejdsfunktion, fremlagt af forfatter og kommunikationsrådgiver Abelone Glahn. Hun fortalte også om diverse hadgrupper på Facebook, rettet mod forskellige, navngivne virksomheder i finanssektoren.

Nul-tolerance

"Min HR-chef var med til arbejdsmiljødagen, og vi blev på stedet enige om, at vi skulle hjem og undersøge det her nærmere. Jeg vil gerne have afdækket, hvor almindeligt det er, med henblik på at få en handleplan sat sammen, så alle ved, hvad man skal gøre, hvis man bliver udsat for digital chikane", siger Heidi Andersen, der også har oplevet at blive hængt ud på Facebook med fuldt navn og nedgørende bemærkninger af en anden skyldner.

I sidstnævnte tilfælde gik hun videre med sagen og fik hjælp fra HR, der kontaktede Facebook og fik opslaget med tagging fjernet inden et døgn.

"Men ellers har jeg meget haft den holdning, at jeg lod det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det vil jeg lave om på, for efter oplægget er det gået op for mig, at det er vigtigt – både af hensyn til andre, der ikke har samme evne til at ryste det af sig, og fordi det ikke er til at vide, hvordan det påvirker dig på lang sigt at blive truet og tage imod skældsord igen og igen".

Kunder optager samtaler

Også det at blive optaget af kunderne, blev vendt på arbejdsmiljødagen. Flere markerede, at de havde oplevet det personligt, blandt andet Jan Erik Andreasen fra Sparekassen Thy:

"Det ligger år tilbage, og i situationen accepterede jeg det bare. I dag vil jeg nok sige nej, for som vi har hørt i dag, er det meget nemt at lægge noget op på Facebook med dit navn og hænge dig ud. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt at virksomhederne har en politik på det her område".

Nogle af de forsamlede kunne oplyse, at deres virksomheder har handleplaner på området og tager konsekvensen med opsigelse af kunden og anmeldelse af chikane til politi og arbejdsskadestyrelse, men de fleste havde ikke.

Det opfordrede oplægsholderen kraftigt til, at alle tog hjem og fik på plads. For digital chikane må aldrig blive den enkeltes problem, understregede Abelone Glahn:

"Det er med krænkelserne som med kalk på en badeværelsesvæg, det hober sig op. Og når der er fravær af strategi, opleves krænkelserne personligt. Så skynd jer hjem og få sammensat en handleplan på det her område".

Seneste nyt