Menu luk

Grib digitaliseringen og få et nyt job

Hvis du er åben overfor implementeringen af ny teknologi, kan du få et nyt job inden for dit eksisterende job. Det er erfaringen i Nordea, som har implementeret ny teknologi på flere områder.

1. sep. 2020
3 min

En åben og positiv tilgang til implementeringen af ny teknologi kan bringe dig længere, end du tror. Det fortæller Mattias Fras, ansvarlig for Nordeas AI-strategi og - Acceleration. Nordea har implementeret ny teknologi i områder som for eksempel lånebehandling, AML og KYC, og her oplever Mattias Fras, at der gradvis sker en kompetenceudvikling af medarbejderne, som er involveret i digitale projekter.

Ifølge Mattias Fras er det faktisk ofte ledelsen, som er mest skeptisk over for implementeringen af ny teknologi, mens hovedparten af medarbejderne i organisationen er mere åbne. Og åbenheden og positiviteten er godt givet ud, forklarer han.

”For de fleste kan nye udfordringer betyde, at de faktisk får et nyt job inden for deres eksisterende job, og det oplever mange som positivt. Vi har selvfølgelig også målrettet at få passionerede mennesker involveret i vores projekter, fordi implementeringen af ny teknologi mere er en kulturel transformation, end det er en digital transformation, så det handler mere om at ændre folks mindset end om at introducere en masse nye værktøjer”, siger Mattias Fras, Head of AI Strategy & Acceleration i Nordea, til Nyhedsbrevet Finans.

 

Frontmedarbejdere udvikler også digitale løsninger

Kulturen er også afgørende, når det gælder implementeringen af ny teknologi. Det har været læringen i Nordea i forbindelse med bankens implementering af machinelearning, AI og andre former for ny teknologi i udvalgte områder af banken. Her har medarbejdernes involvering i processen været altafgørende for, at en løsning er blevet en succes i banken.

”Vi har tidligere forsøgt at implementere færdige AI-løsninger uden succes – dels på grund af at medarbejderne ikke har været en del af at bygge løsningen, dels på grund af et tillidsproblem, men også på grund af andre ting. Så vi forsøger i højere grad at få folk i fronten og andre operationelle medarbejdere med i tværfaglige team, hvor de sammen med en produktleder, en datascientist, AI-folk med mere er med til at udvikle eller samudvikle løsninger, de kommer til at bruge i deres arbejde. Det ser vi mere og mere”, siger Mattias Fras,

Den øgede medarbejderinvolvering glæder Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet. Han mener, at det er vigtigt, at virksomhederne bliver ved med at udvikle sammen med medarbejderne. Det gavner både virksomheden og medarbejderne.

”I de virksomheder, som er dygtige til at involvere medarbejderne i dagligdagen, ser vi faktisk et kompetenceløft af medarbejderne, fordi de bliver interesserede i at fortsætte med at være med til at udvikle også de næste tiltag i virksomheden. De begynder således at kompetenceudvikle sig helt stilfærdigt, mens de er med i de her digitaliseringsprojekter”, siger Steen Lund Olsen

Kompetenceudviklingen er godt givet ud i en tid, hvor digitaliseringen speeder op, og Mattias Fras opfordrer sektorens medarbejdere til at se mulighederne i digitaliseringen.

”Der er store muligheder for de medarbejdere, som er åbne for at udvikle deres kompetencer inden for digitale og datadrevne løsninger. Der er en masse gratis undervisning og kurser tilgængeligt online, som er rigtig gode. De kan sagtens være et springbræt til et nyt og spændende arbejde i den her industri. Der kommer forandringer, og det giver masser af muligheder. Så hvis du er forandringsvillig, er der en masse sjovt arbejde at lave – særligt i en bank”, siger Mattias Fras.

Denne artikel er den sidste af tre artikler om coronakrisens betydning for digitaliseringen i bankerne.

Læs også artiklen ”Digitaliseringen vil stige lokalt”


Læs også artiklen ”Digitaliseringen i sektoren speeder op”

Seneste nyt