Menu luk

Fremtidens arbejdsliv afprøves

Forsikringsselskaber og banker, blandt andet Nordea, arbejder sammen med forskere i projektet Future Work Lab. Ideen er at gennemføre en slags laboratorieeksperimenter i virksomhederne, hvor værktøjer og metoder afprøves i praksis, forklarer projektleder Signe Bjørg Lyck.

15. sep. 2020
2 min

”Vi vil alle sammen det samme, så det kan kun blive godt”.

Trine Thorn fra Nordea er begejstret for det projekt Finansforbundet, Forsikringsforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Velliv Foreningen er gået sammen om: Future Work Lab. Målet er at finde de bedste rammer for medarbejdere i en tid, hvor der arbejdes mere og mere digitalt, og også stadig mere hjemmefra.

”Vores medarbejder arbejder samtidig i stadig højere grad på tværs af verden, og ikke nødvendigvis med dem, de sidder ved siden af på kontoret. Vi vil gerne være med til at undersøge, hvordan vi gør arbejdspladsen tiltrækkende i fremtiden. Det er superspændende, at projektet fører virkelighed og forskere sammen”, siger Trine Thorn, der er Head of Group Workplace Management & Physical Security.

Også Mona Svan, der er bestyrelsesmedlem i Finansforbundet i Nordea, ser frem til, at projektet kommer i gang:

”Corona har kun gjort projektet mere aktuelt, med det øgede hjemmearbejde. Det bliver spændende at få bud på, hvad kontoret skal kunne, og hvordan det kan underbygge den mentale sundhed og det sociale, når vi sjældnere møder ind på det”.

Forsøg på arbejdspladsen

Foreløbig er seks virksomheder med i projektet – ud over Nordea blandt andre Danske Bank, Codan og Topdanmark - med hver deres udfordring. Ideen er at gennemføre en slags laboratorieeksperimenter i virksomhederne, hvor værktøjer og metoder afprøves i praksis, forklarer Signe Bjørg Lyck (billedet), der er projektleder for Future Work Lab.

”De faglige organisationer i finanssektoren har længe arbejdet med, hvordan den digitale arbejdsplads og de digitale værktøjer skal se ud, for at sikre medarbejderne arbejdsglæde og mental sundhed. Men man har manglet konkret viden, skabt på et videnskabeligt grundlag”.

Projektet har tilknyttet syv eksperter med forskellige kompetencer i krydsfeltet mellem digitalisering og mental sundhed. Der er mulighed for at oprette op til ti forsøg, og Signe Bjørg Lyck håber, at også lidt mindre virksomheder vil melde sig på banen:

”Det ville være godt for projektet, for der er givetvis andre udfordringer i lidt mindre virksomheder, som ville give mulighed for at arbejde med andre fremtidsscenarier”.

Projektlederen har mærket, at coronakrisen har skabt særlig interesse for Future Work Lab:

”Det er helt tydeligt at mærke, at det er en særlig tid i forhold til fokus på fremtidens digitale arbejdsliv. Der er blevet eksperimenteret meget under coronakrisen, og det har givet blod på tanden”.

Læs mere på projektets hjemmeside her.

Fakta om Future Work Lab

Formålet med Future Work Lab projektet er at skabe værktøjer og viden om, hvordan den mentale sundhed i fremtidens digitale arbejdsliv styrkes. Projektet er skabt i et samarbejde mellem Forsikringsforbundet, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Velliv Foreningen.
Projektet kører i to år.

Seneste nyt