Finanskæmper presses væk fra London

Da Storbritannien stemte sig ud af EU i 2016, forventede mange, at horder af job i finanssektoren ville flytte fra London til kontinentet.

Eksempelvis spåede lobbygruppen Frankfurt Main Finance, at Tysklands finansielle hovedstad ville tiltrække 10.000 job. Men indtil videre har lobbygruppen kun talt i omegnen af 1.500 nye job.

Men det kan – på sigt – ændre sig. I hvert fald hvis den Europæiske Centralbank (ECB) får sin vilje.

Med Brexit i hånden forsøger ECB nemlig at tvinge to finanskæmper til at flytte en stor del af deres lukrative forretninger fra London og ind i eurozonen.

Navnene LCH og ICE Clear Europe får typisk kun en klokke til at ringe hos meget finansnørdede, og de to såkaldte clearinghouses lever normalt en stille tilværelse i London. Ikke desto mindre spiller de en enorm – og stærkt stigende – rolle med af afvikle finansielle transaktioner på det internationale marked. Og vel at mærke ikke kun kontrakter i pund eller dollar.

Faktisk dominerer London også totalt markedet for clearing af handlen med værdipapirer i euro – og det har man aldrig brudt sig om i ECB's hovedkvarter i Frankfurt, fordi Storbritannien som bekendt aldrig har været med i euroen.

Risiko for nedsmeltning

Et clearinghouse er en central enhed, der står mellem køber og sælger i en finansiel transaktion. Systemet bruges navnlig ved handel med derivater – værdipapirer, der giver indehaveren ret til at købe eller sælge et aktiv til en given pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden. Eksempelvis en aktie, en obligation eller en ladning råolie.

Hvis en bank sælger et bundt derivater til en anden bank, garanterer disse clearinghouses aftalen, hvis den ene af de to parter skulle gå bankerot, inden aftalen bliver eksekveret. Altså at sælgeren får sine penge og køberen sit værdipapir.

Brugen af clearinghouses er – efter pres og incitament fra myndigheder verden over – øget gevaldigt siden finanskrisen for at undgå en dominoeffekt, hvor økonomiske problemer i en virksomhed forplanter sig til andre. Risikoen for, at spekulative derivater kan skabe en nedsmeltning som i 2008, er dermed mindsket.

Men det har omvendt koncentreret og øget risikoen hos clearinghouses som LCH og ICE Clear Europe. De er dermed i al stilhed blevet "supersystemkritiske" ifølge Paul Tucker, tidligere vicedirektør for Bank of England. Kollapser de, advarede han i sommer i Financial Times, vil det skabe "fuldstændigt kaos".

Ønsker kontol med euroclearing

Der er nemlig ikke tale om småpenge. Alene markedet for clearing af derivatkontrakter i euro er på 15.000 milliarder kroner. Om dagen.

For at kunne modstå en stribe simultane konkurser hos kunderne skal clearinggiganterne naturligvis sætte kapital til side. Men det gør de slet ikke i tilstrækkelig grad, advarer flere af deres største kunder såsom bankerne JP Morgan og Société Générale og kapitalforvalterne BlackRock og Vanguard.

Og i ECB er man som nævnt alt andet end begejstret for, at handlen med euroderivater foregår i London, fordi tilsynet dermed tilfalder de britiske myndigheder.

"Hvis man er ECB, vil man gerne have beføjelsen til at ændre reglerne i fremtiden, til at pålægge clearinghouses højere kapitalkrav eller regler for gennemsigtighed", forklarer Scott James fra King's College London, der forsker i regulering af finanssektoren og Brexit.

18 måneders udsættelse

ECB ønsker med andre ord, at clearingen med euroderivater flyttes fra London til kontinentet. Og sker det, vil op mod 100.000 job kunne forlade den britiske hovedstad, hvis man skal tro London Stock Exchange Group, der ejer LCH.

I første omgang har EU-Kommissionen i Bruxelles besluttet at give banker og andre finansielle aktører i EU 18 måneder fra nytår – hvor Brexit reelt træder i kraft efter en overgangsperiode – til at reducere deres brug af britiske clearinghouses, der som nævnt også kendes som "central counterparties" eller CCP'er.

"Denne tidsbegrænsede beslutning har en meget praktisk begrundelse, fordi den giver EU-markedsdeltagere den tid, de har brug for til at reducere deres overdrevne eksponeringer mod britiske CCP'er, og EU-CCP'er tid til at opbygge deres clearingkapacitet", lyder det i en udtalelse fra Valdis Dombrovskis, næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for finansiel stabilitet og finansielle ydelser. 

Ikke del af Brexit-forhandlinger

Paradoksalt nok er finansielle tjenesteydelser ikke rigtig en del af de igangværende Brexit-forhandlinger, og det er der to grunde til, mener Panagiotis Asimakopoulos fra den britiske tænketank New Financial. Den første er mistillid til finanssektoren i befolkningen.

"Det er en vigtig industri for Storbritannien hvad angår bidrag til bruttonationalproduktet, skatteindtægter og beskæftigelse, men jeg tror ikke, at offentligheden bekymrer sig så meget om finansielle tjenester, når det kommer til Brexit, på grund af denne mistillid", siger Panagiotis Asimakopoulos.

Den anden grund er, at det er teknisk meget vanskeligt at strikke sammen.

"Der er ingen præcedens for handelsaftaler rundtomkring i verden, der inkluderer omfattende aftaler inden for finansielle tjenesteydelser, fordi handel med tjenester generelt er vanskeligt. Med varer er det ret ligetil og meget enklere i modsætning til tjenester, der er mere komplicerede, da det ikke altid er ligetil at slå fast, hvor tjenester produceres, hvilket land der drager fordel af beskatningen og så videre", siger Panagiotis Asimakopoulos.

Bliver svært at kopiere i EU

Selvom der således ikke er lagt op til en aftale på området for finansielle serviceydelser – og EU med andre ord vil kunne diktere reglerne for adgangen til det indre marked – er det dog ifølge Scott James langtfra sikkert, at EU vil gennemtvinge en omfattende flytning af clearing af eurokontrakter fra London.

Og det skyldes intern uenighed.

Mens især Frankrig og Tyskland støtter ECB i at gennemtvinge en flytning – der vil gavne LCH og ICE Clear Europes mindre konkurrenter i Paris og Frankfurt – er både Kommissionen og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed ifølge forskeren tilbøjelige til at acceptere et kompromis kendt som "ækvivalensregimet" – en ordning, hvor hver side løbende beslutter, om den andens regler for finansiel stabilitet og beskyttelse af investorerne er skrappe nok.

Dertil kommer en praktisk udfordring. 

"Jeg synes, det er meget vanskeligt at se, at det bliver tvunget til at flytte inden for de næste fem år", siger Scott James.
"Måske i løbet af de kommende 10 år. Men der er store forhindringer. EU's finansielle centre, Frankurt og Paris, mangler noget af den grundlæggende finansielle infrastruktur til at udføre clearing af den volumen".