Menu luk

Farvel til banken på gågaden

Parkering ved døren, gode mødefaciliteter og forhold for de ansatte. Det var kriterierne for at Danske Andelskassers Bank i Sønderborg byttede domicilet på gågaden ud med 3. sal i et kontorfællesskab på havnen. Flytningen har givet medarbejderne kantine og 200 nye kolleger.

1. dec. 2020
4 min

Da Danske Andelskassers Bank i Sønderborg skulle flytte i nye lokaler, gik Andelskassen i tænkeboks for at finde ud af, hvordan det, der internt blev kaldt ”fremtidens bank”, skulle se ud. Det skulle være en bank med en moderne og mere tidssvarende indretning.

”Det er ikke den traditionelle bankfilial, vi oplever, kunderne efterspørger. Det er rådgivning, rådgivning, rådgivning. Så vi ville lave et rådgivningscenter, bestemt af kundernes efterspørgsel og behov,” siger Michael Tamstrup, centerdirektør i Danske Andelskassers Bank i Sønderborg, til Nyhedsbrevet Finans.

Tre kriterier var afgørende for, hvor den nye filial skulle ligge i byen. Der skulle være parkering ved døren, rigtig gode mødefaciliteter og forhold til medarbejderne, som kunne fastholde dem. Den 9. oktober åbnede Danske Andelskassers Bank i Sønderborg i et nyt kontorfællesskab på havnen, en ny bydel i Sønderborg med tilkørselsforhold fra hele kommunen.

200 nye kolleger giver energi

Videnshuset, som kontorfællesskabet hedder, er et bæredygtigt lavenergibyggeri, og det er en bonus fortæller centerdirektøren. Det samme er, at filialens 10 medarbejdere har fået 200 andre ”kolleger” fra blandt andet Danfoss-fonden, Rambøl og revisionsfirmaet E/Y.

”Der er ingen tvivl om, at det giver noget energi at være i en levende bygning, hvor der er en masse andre mennesker. Vi har en fælles reception, hvor vi henter kunderne, når de kommer, og de kan samtidig se ind til husets andre beboere,” siger Michael Tamstrup.

Hvordan er det anderledes at arbejde i en bank, som ligger på 3. sal?

”Jeg har færre afbrydelser i løbet af min arbejdsdag fra kunder, som kommer ind og henvender sig om ting, der typisk kan klares via mail og telefonopkald. Så jeg har fået mere ro over min arbejdsgang og mere tid til at kunne fordybe mig i mine arbejdsopgaver”, siger 27-årige Kenn Samsted, erhvervsrådgiver i Danske Andelskassers Bank i Sønderborg.

Han har arbejdet i banken i fire år og er glad for flytningen til et kontorfællesskab.

”Arbejdsmiljøet i afdelingen er blevet meget bedre. Vi har mere tid til at kunne sparre med hinanden og drøfte sager ved skrivebordene uden at skulle forholde os til, at der står en kunde og venter ved kassen. Så jeg synes, det er rigtig godt, og jeg er sikker på, at det er vejen frem,” siger Kenn Samsted, som taler mere i telefon med kunderne end tidligere.

Vi skal være mere proaktive

Flytningen fra gågaden til en 3. sal i et kontorfællesskab på havnen, kræver ifølge centerdirektør Michael Tamstrup, at medarbejderne er mere proaktive i deres arbejde.

”Vi får ikke det daglige flow af kunder ind, når vi ligger på 3. sal. Det gør, at vi skal have en lidt mere proaktiv tilgang for at få nye kunder ind. Vi må ikke forfalde til, at vi bare snakker med kunderne over computeren. Så der ligger en stor opgave i at få folk inviteret indenfor og få dem forankret i de nye rammer”, siger centerdirektøren.

For at vænne sig til den nye måde at tilgå kunderne på er medarbejderne på uddannelse, hvor de ifølge Michael Tamstrup laver en såkaldt proaktiv plan for, hvordan de skal gribe kunderne an.

Byens eneste bank med kantine

Kantinen er noget af det, som medarbejderne i Danske Andelskassers Bank i Sønderborg, er særligt glade for, fortæller centerdirektøren, som påpeger, at medarbejderne som noget nyt nu kan bryste sig af at arbejde i Sønderborgs eneste bank med egen kantine. Han ser de nye forhold som en investering i at rekruttere og fastholde såvel medarbejdere som kunder.

”Det er vigtigt, at man har et godt team, der spiller hinanden gode. Det er også med til at løfte en proaktiv kultur. Hvis det er et team, der kan godt sammen, er de også bedre til at sparre med hinanden, holde møder osv. Vi vil gerne have medarbejderne skal gå glade ind ad døren om morgenen og glade hjem. Kunderne må gerne mærke, der er en god stemning.”

Han overvejer allerede at investere i en havkajak, som medarbejderne kan tage en tur i og et efterfølgende bad i bygningen, inden de tager hjem. Dertil kommer bygningens altaner, som han tænker at indrette med en grill, så medarbejderne også kan grille en pølse en dag.

Denne artikel er den tredje af fem artikler om fremtidens arbejdsplads.

Læs også  ”Antallet af kontorer er vokset under Covid-19”

Og artiklen ”Kontorfællesskaber hitter hos bankerne”

Seneste nyt