Menu luk

Drop de sorte mundbind

12 bankrøverier har efterladt varige sår på sjælen hos tidligere filialchef, der får panikanfald, når hun møder mørke mundbind i gadebilledet. Hun ved, at andre har samme reaktion og opfordrer derfor til at fravælge sorte mundbind.

17. nov. 2020
2 min

”Bankrøver!”

Alarmsystemet er omgående oppe at ringe hos Birgitte Toft Christiansen, når hun støder på en person med sort mundbind, og hun kan intet gøre for at kontrollere sin reaktion.

”Mine frontallapper kunne godt forstå, at det var en fredelig mand med en indkøbskurv, jeg mødte i Føtex med sort mundbind. Men min reptilhjerne kunne ikke, og det var den, der styrede”, fortæller den 62-årige førtidspensionist.

Derfor lænede hun sig ind i mælkemontren, imens hun skreg: ”Få ham væk, få ham væk!” Hendes voksne søn, som var med på indkøb, forsøgte at berolige hende og forklarede pinligt berørt de omkringstående, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Hun rystede over hele kroppen efter oplevelsen og klinede sig til sin søn.

Forklaringen er, at hun var udsat for ikke mindre end 12 bankrøverier i sin karriere i bankverdenen – ni bare på et enkelt år som chef for en nu nedlagt Danske Bank filial tæt ved voldanlæg og Husum station - og er diagnosticeret med PTSD, Post-Tramatic Stress Disorder.

En diagnose, hun blandt andet deler med en del soldater, der har været i krig.

”Det er meget svært at forklare andre, hvordan det påvirker hverdagen at de sorte mundbind pludselig dukker op i gadebilledet. Jeg skrev om det på Facebook og fik mange tilkendegivelser fra andre, der oplever det samme og synes det er godt, jeg tager det op”, fortæller Birgitte Toft Christiansen.

Grådanfald

Siden Føtex-oplevelsen har hun haft endnu voldsom reaktion, da hun mødte en person med sort mundbind på egen hånd. Det udløste et grådanfald og derefter en længerevarende følelse af at være drænet for energi.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem vinteren, når folk også begynder at iføre sig huer. I kombination med de sorte mundbind bliver det endnu værre. De blå og hvide mundbind signalerer hospital, så de rører mig ikke, heller ikke dem i farver eller med blomster”.

Det er altså udelukkende de sorte og mørke mundbind, der signalerer bankrøver for Birgitte Toft Christiansen, der måtte forlade arbejdsmarkedet som 46-årig, da hun blev indhentet af de mange traumatiserende oplevelser i forbindelse med røverier:

”Jeg har stået overfor røvere med tørklæde for munden, elefanthue eller full-face styrthjelm. Jeg haft et skarpladt, oversavet jagtgevær mellem skulderbladene, mens jeg blev gennet ned i en kælder, og jeg har haft en pistol for tindingen. Selv om jeg stadig kan alt det, jeg har tillært mig fagligt, kan jeg ikke tåle at arbejde længere”, konstaterer hun.

”Det er ikke fordi, jeg har behov for at stå frem med min historie. Jeg fortæller, hvad jeg oplever med de sorte mundbind, fordi mange andre også bliver skræmt af dem – og for at opfordre kraftigt til, at man derfor venligst vælger en lysere farve”.

Seneste nyt