Menu luk

Bankerne er blevet mere attraktive hos de unge

Fire banker er blandt de 25 mest attraktive arbejdsgivere blandt unge akademikere, og det er dobbelt så mange som sidste år. Det viser en ny undersøgelse fra Academic Work. Nordea og Jyske Bank er blandt de nye på listen, som også tæller Nykredit Bank og Danske Bank.

10. nov. 2020
3 min

Bankerne er blevet mere attraktive blandt unge akademikere. Det viser en ny undersøgelse fra rekrutterings- og konsulentfirmaet Academic Work, som hvert år undersøger, hvilke arbejdsgivere unge akademikere i Danmark, såkaldte Young Professionals, finder mest attraktive.

Fire banker er blandt de 25 mest attraktive virksomheder blandt de såkaldte Young Professionals, som spænder over unge, som påbegynder en 3-årig akademisk uddannelse, til færdiguddannede akademikere med op til fem års arbejdserfaring.

Det er dobbelt så mange som sidste år, hvor Nykredit Bank og Danske Bank var de eneste på listen. Blandt de nytilkomne banker er Nordea og Jyske Bank, som indtager en henholdsvis 22. og 23. plads, efterfulgt af Nykredit og Danske Bank på en 24. og 25. plads. Lego, Novo Nordisk og Google topper listen.

”Den væsentligste forklaring på bankernes øgede popularitet er, at finanssektoren har været bedre til at brande sig over for de unge, og at sektoren har ansat flere unge end tidligere, som generelt er stolte over, hvad de laver. Det giver dem mening og et klart formål fx at arbejde med AML og hjælpe banken med at undgå en ny hvidvaskskandale, eller sikre danske virksomheder, borgere og samfundet,” siger Daniel Magnusson, administrerende direktør i Academic Work til Nyhedsbrevet Finans.

Flest unge vil arbejde i Jyske Bank

Unge, som studerer eller har færdiggjort en økonomi- eller finansuddannelse, rangerer de fire banker endnu højere. Nordea indtager en 18. plads på listen over de 25 mest attraktive virksomheder, efterfulgt af Jyske Bank og Nykredit på en 19. og 20. plads og Danske Bank på en 24. plads. Lego ligger igen nummer et, efterfulgt af Arla og Vestas.

Listen er lavet ud fra en vægtning af, hvilke virksomheder, de unge akademikere inden for finans og økonomi vurderer har det bedste omdømme, størst succes, og hvor de helst vil arbejde. Og der gemmer sig flere overraskelser i de individuelle tal. 

Nordea scorer flest point, når det gælder omdømme, efterfulgt af Jyske Bank, Nykredit Bank og Danske Bank. Nordea får også flest point for at have mest succes, efterfulgt af Nykredit, Jyske Bank og Danske Bank. Men når de unge økonomi- og finansakademikere skal angive, hvor de helst vil arbejde, er billedet et andet.  Flest vil arbejde hos Jyske Bank, dernæst Nykredit Bank og Danske Bank, mens færrest vil arbejde hos Nordea.

”Danske Banks generelle omdømme i befolkningen er ikke så godt, og det slår igennem i undersøgelsen. Men de, der kender Danske Bank indefra, synes det er en god virksomhed og vil gerne arbejde der. Nordea har ikke det samme negative ry som Danske Bank i befolkningen, men de, som arbejder i Nordea, synes ikke, at arbejdspladsen er tilsvarende lige så god. Så det er måske nemmere for Nordea at få de unge akademikere ind i banken, men de er ikke lige så gode til at holde på dem som i Danske Bank”, siger Daniel Magnusson, administrerende direktør i Academic Work.

Bag om undersøgelsen

Undersøgelsen, Young Professional Attraction Index, er lavet af rekrutterings- og konsulentfirmaet Academic Work, i samarbejde med analyseinstituttet Kantar Gallup. 1.008 såkaldte Young Professionals har deltaget i undersøgelsen.

”Young Professionals” omfatter unge, som påbegynder en 3-årig akademisk uddannelse i Danmark, til de færdiguddannede akademikere med op til fem års arbejdserfaring.

I undersøgelsen skal de unge angive, hvilke virksomheder, de mener, har det bedste omdømme, størst succes, og hvor de helst vil arbejde. Et vægtet gennemsnit af svarene angiver, hvilke arbejdsgivere de unge akademikere finder mest attraktive.

Seneste nyt