Menu luk

A-kassen oplever stor medlemsfremgang

FTFa, som Finansforbundet a-kasse er en del af, har rundet 150.000 medlemmer og er nu landets 5. største a-kasse. Det vækker glæde hos FTFa’s formand. ”Jo flere vi bliver, jo flere muskler har vi at spille med i forhold til at udvikle nye løsninger til gavn for hvert enkelt medlem”, siger Steen Lund Olsen.

17. nov. 2020
1 min

For nylig meldte medlem nr. 150.000 sig ind i a-kassen FTFa. Den tværfaglige a-kasse, der samarbejder med 58 faglige organisationer – hvoraf Finansforbundet er den største, er dermed landets 5. største a-kasse. Står alle 150.000 medlemmer af FTFa med strakte arme og hinanden i hænderne, så kan de nå hele vejen fra Rådhuspladsen i København til Kolding.

”Jeg er glad og stolt over, at 150.000 danskere har valgt at melde sig ind hos os i FTFa. Den tillid og opbakning skal vi værne om og gøre os fortjent til hver eneste dag,” siger Steen Lund Olsen, formand for FTFa, og fortsætter:

”Jo flere vi bliver, jo flere muskler har vi at spille med i forhold til at udvikle nye løsninger til gavn for hvert enkelt medlem”.

Hurtigt i job igen

Forklaringen på medlemsfremgangen skyldes i høj grad Covid-19’s påvirkning af samfundet. Flere har søgt medlemskab af en a-kasse. Men det er bemærkelsesværdigt, at FTFa i år har fået 15 procent af væksten på a-kassemarkedet, selvom FTFa kun har en markedsandel på 6,5 procent.

”En del af vores fremgang skyldes også, at vi har knækket kurven i forhold til de medlemmer, der vil melde sig ud. Færre forlader FTFa, og det skyldes blandt andet en historisk høj tilfredshed blandt medlemmerne,” forklarer Steen Lund Olsen, der også er næstformand i Finansforbundet.

Medlemstilfredsheden hænger sammen med den service, medlemmerne oplever. Herunder nok så vigtigt, at a-kassen hurtigt hjælper ledige tilbage i job. I FTFa er halvdelen af de ledige i job igen inden for de første tre måneder.

Læs også artiklen fra FTFas delegeretmøde i oktober 2020 her.

Seneste nyt