Menu luk

A-kasser skal ikke være ren lønsikring

Steen Lund Olsen, der er formand for FTFa og næstformand i Finansforbundet, tager afstand fra ASEs tilbud om en ren lønsikring til udvalgte faggrupper med særlig lav ledighed.

25. nov. 2019
2 min

​At komme hurtigt tilbage i arbejde er helt afgørende for den enkelte ledige, men også for det danske arbejdsmarked i sin helhed. Det system udfordres både af en lav kompensationsgrad og af snævre lønsikringer, og det er et problem for både medlemmerne og for samfundet, mener Steen Lund Olsen, formand i FTFa og næstformand i Finansforbundet.

"Grundstenen i hele a-kasse-systemet er jo netop det solidariske element, hvor fællesskabet sikrer, at man har et sikkerhedsnet og en adgang fornuftig hjælp til at komme tilbage i arbejde, hvis man bliver ramt af ledighed. Det er faktisk ikke bare paroler, men det helt basale i det kollektive system bag det arbejdsmarked, vi har i dag. Samtidig har man som medlem i en a-kasse også en bred dækning end på bare det rent økonomiske, og den støtte omkring det enkelte medlem giver resultater og skaber værdi. Ikke bare for medlemmet, men også vores samfund", siger Steen Lund Olsen, der er næstformand i Finansforbundet og formand for FTFa.

I går lancerede ASE's tilbud er en ren lønforsikring, der tilbydes faggrupper med særlig lav risiko for ledighed og i en særlig aldersgruppe gennem et tilbud, hvor også en del af de andre ydelser, der normalt er en del af et a-kasse-medlemskab er skrællet væk.

"Det er afgørende for hele vores arbejdsmarkedsmodel, at vi har et a-kassesystem, der fungerer, og det kræver naturligvis også, at det er attraktivt og relevant for den enkelte. Det kræver, at man politisk begynder at se nærmere på kompensationsgraden, men der ligger i a-kassesystemet naturligvis også et ansvar for at værne om de grundpiller, som skal bære på længere sigt. Begynder man at udhule det kollektive fundament med helt snævre løsninger, kan jeg godt være meget bekymret for effekterne i det lange løb, og det har vi som samfund simpelthen ikke råd til at spille hasard med", siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet og formand for FTFa.

Seneste nyt